Rødt kort – Bortvisning fra arbejdspladsen

Vælger din arbejdsgiver at skride til en bortvisning, skal der foreligge en grov og væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Tilsidesætter domstolen bortvisningen, kan det blive dyrt for arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren skal også reagere hurtigt efter, at han bliver bekendt med misligholdelsen.

Uacceptabel adfærd

Det er en meget konkret vurdering der skal foretages, når der skal tages stilling til om en medarbejders adfærd kan udløse en bortvisning fra arbejdspladsen. Man vil b.la. lægge vægt på, om der er klare retningslinjer for medarbejderens adfærd, ligesom gældende samfundsmoral også vil blive tillagt vægt. Det, der var ok for 20 år siden, er måske ikke længere acceptabel adfærd i dag – her tænker jeg eksempelvis på at drikke alkohol i arbejdstiden – og sexchikane.

Økonomiske konsekvenser

Der er store økonomiske konsekvenser for medarbejderen ved en bortvisning. Man får kun løn frem til bortvisningsdagen – ingen løn i normal opsigelsesperiode og ingen godtgørelse for lang og tro tjeneste, ligesom medarbejderen som udgangspunkt vil få dagpengekarantæne.

Findes bortvisningen uberettiget vil virksomheden skulle betale fuld løn i opsigelsesperioden – og derudover både en godtgørelse for usaglig opsigelse og eventuel fratrædelsesgodtgørelse.

Indenfor de sidste par år har domstolen også taget stilling til, om den ansattes adfærd i fritiden også kan udløse bortvisning fra arbejdsgiverens side.

Nedenfor omtales tre nyere domme.

Beruset adfærd ved en privatfest

Flere kollegaer fra en institution deltog i en privat fødselsdagsfest, hvor en af kollegaerne blev meget beruset og optrådte aggressivt og bl.a. hældte han en øl i håret på en kollega, forulempede verbalt en anden kollega og endelig havde han slået værtens hustru i ansigtet. Først en uge efter festen blev han bortvist. Institutionens omsorgschef fik først kendskab til episoden efter 3 dage og foretog samtaler med de berørte medarbejdere. Herefter besluttede chefen at bortvise den voldelige kollega.

Vestre Landsret godkendte bortvisningen, selvom den uacceptable adfærd var foregået udenfor institutionen og i privatregi. Det blev lagt til grund, at der ikke var indtrådt passivitet samt at kollegaens adfærd havde ødelagt mulighederne for et fremtidigt samarbejde med de øvrige kollegaer på institutionen.

Lydighedsnægtelse

En virksomhed opsagde og fritstillede en medarbejder nogle dage forud for et fælles seminar for alle medarbejdere, der skulle afholdes i Berlin. Trods fritstillingen og besked om, at hun ikke skulle deltage i seminaret, dukkede den pågældende medarbejder sammen med en veninde op til den efterfølgende gallafest i Berlin. Her blev hun anmodet om at forlade festen. Det skabte en del uro blandt medarbejderne og ledelsen, da hun ikke umiddelbart ville forlade hotellet. Straks efter hjemkomsten blev den pågældende medarbejder bortvist.

Østre landsret godkendte bortvisningen, idet landsretten lagde til grund, at medarbejderens adfærd havde bragt ledelsen i forlegenhed overfor de øvrige deltagere i festen, og hele episoden gjorde, at ledelsen mistede autoritet. Der forelå en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet i form af lydighedsnægtelse.

Betaling af tog og busbilletter med arbejdsgiver betalt mobil

En medarbejder downloadede en app, som han i begrænset omfang benyttede til at købe tog- og busbilletter og lade udgiften betale over telefonregningen. Da virksomheden blev bekendt med de uretmæssige betalinger for knap kr. 1.300 blev han straks bortvist. Medarbejderen protesterede og gjorde gældende, at der ikke i virksomheden havde været en instruks eller cirkulære, der fastslog, at mobilen ikke måtte anvendes som betalingsmiddel.

Denne sag gik helt til Højesteret, der fastslog, at bortvisningen var berettiget. Det måtte have stået medarbejderen klart, at mobilen var et arbejdsredskab, som ikke uden arbejdsgiverens udtrykkelige accept måtte benyttes til betaling af rent private udgifter.

Kontakt altid en advokat, hvis du er blevet bortvist

Et rødt kort kan have store økonomiske konsekvenser for såvel den ansatte som virksomheden. Det er derfor utrolig vigtigt, at virksomheden nøje vurderer om rette sanktion for en medarbejders uacceptable adfærd skal være et rødt kort/bortvisning – eller en opsigelse. Er du blevet bortvist, så kontakt en advokat og få hjælp til at vurdere, om bortvisningen fra arbejdspladsen er berettiget.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.