Problemer med at få dit depositum tilbage?

Hvad gør du som lejer, hvis der ikke sker tilbagebetaling af depositum efter fraflytning, hvor lejer kan kræve det?

I de fleste lejekontrakter, er det aftalt, at lejer skal indbetale et depositum, der svarer til 3 måneders husleje. Dette beløb stilles til sikkerhed overfor udlejer i tilfælde af, at lejer ikke afleverer lejemålet i aftalt stand ved fraflytningen. I nogle tilfælde afviser udlejer uretmæssig tilbagebetaling af depositum. Du kan læse mere om her, hvad du som lejer kan gøre for at få dit depositum tilbage. Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte vores advokater hos Ret&Råd Advokater for nærmere juridisk rådgivning.

Fraflytning af lejemålet

Når du fraflytter dit lejemål, så er det i mange tilfælde aftalt, at du skal aflevere det i samme stand, som du overtog lejemålet i. Det er vigtigt at være opmærksom på, at du aldrig kan forpligtes til at aflevere det i bedre stand (uanset om dette må være aftalt i lejekontrakten). Læs mere herom her.

I forbindelse med fraflytningen afholdes ofte et flyttesyn, og her er det vigtigt, at du ikke underskriver fraflytningsrapporten med mindre, at du er helt enig i alle punkterne heri.

Du skal huske, at du skal aflevere alle nøglerne og din nye adresse til udlejer. Det er et krav for, at man kan sige, at du er fraflyttet lejemålet. Husk at få kvittering fra udlejer for modtagelse af nøgler og adresse.

Hvis udlejer ejer mere end 1 beboelseslejlighed

Ejer din udlejer mere end 1 beboelseslejlighed, som han udlejer, så skal udlejer afholde et flyttesyn senest 2 uger efter, at udlejeren er blevet opmærksom på, at du er fraflyttet. Du skal som lejer indkaldes til dette fraflytningssyn skriftligt med et varsel på mindst 1 uge. Der kan dog aftales et kortere varsel i mange tilfælde.

I forbindelse med dette fraflytningssyn skal udlejer lave en fraflytningsrapport. Denne rapport skal han aflevere til dig ved flyttesynet eller sende til dig senest 2 uger efter fraflytningssynet, hvis du ikke var tilstede ved fraflytningssynet, eller hvis du ikke under fraflytningssynet vil kvittere for modtagelsen af fraflytningsrapporten.

Hvis udlejer alene ejer 1 beboelseslejlighed til udlejning 

I de tilfælde, hvor din udlejer alene ejer 1 beboelseslejlighed, som han udlejer, så skal han senest 14 dage efter, at du har afleveret nøglerne oplyse dig om, hvilke ting, der skal udbedres/istandsættes i lejemålet, som du skal betale for. Hvis udlejer ikke gør det inden udløbet af de 14 dage, så kan udlejer ikke kræve, at du skal betale for istandsættelsen, og du har som udgangspunkt krav på tilbagebetaling af depositum. Dette gælder dog ikke, hvis der er mangler, som ikke ved sædvanlig agtpågivenhed kunne opdages eller, hvis I har aftalt, at fristen på de 14 dage er forlænget.

Vil udlejer ikke tilbagebetale depositummet?

Hvis udlejer ikke frivilligt går med til tilbagebetaling af depositum, har du mulighed for at gå til huslejenævnet og starte en sag. Huslejenævnet vil behandle sagen og tage stilling til, om du har krav på at få dit depositum tilbage. Det bedste er, at Huslejenævnet kan komme på besigtigelse inden, at istandsættelsen foretages, men det er kun sjældent muligt, hvorfor det er vigtigt, at du tager mange (og gode) fotos med dato, der kan beskrive lejlighedens stand.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.