Adoptionssagen om den ukrainske rugemor er principiel

Adoptionssagen med den ukrainske rugemor er principiel

Som vi beskrev i en tidligere artikel, har Højesteret for nyligt taget stilling til i en meget kontroversiel sag, hvor der blev afsagt dom den 16. november 2020. Sagen rejste spørgsmålet om, hvad der skal vægtes højest - retten til et familieliv, eller beskyttelsen mod, at børn bliver en handelsvare?

Skrevet af advokat Elin L. Andersen, Ret&Råd Djursland

Det følger af adoptionslovens § 15, at der ikke må meddeles adoption, hvis nogen, der skal give samtykke til adoptionen, har modtaget vederlag (betaling). Bestemmelsen har til formål at hindre, at børn bliver til en handelsvare ved, at man betaler rugemødre for at bære ens barn (de såkaldte surrogatmødre).

Det står i modsætning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor der indsat en bestemmelse om retten til et familieliv. Den har til formål at sikre, at børn i videst muligt omfang har sammenfald mellem de personer, som tager sig af dem og fungerer som deres forældre, og det retlige bånd, der er imellem dem.

Sagen om den ukrainske rugemor

Sagen som endte i Højesteret, drejede sig om, at et dansk par havde lavet en aftale med en surrogatmor fra Ukraine, om at hun skulle føde deres barn.

Den ukrainske mor blev herefter insemineret med sæd fra den danske mand og blev efterfølgende gravid med tvillinger.

Manden var således biologisk far til begge børn.

Sagens store dilemma var, at man ikke bør tilskynde forældre til at betale for at få børn, og at man ikke bør tilskynde til, at fattige kvinder går med til at medvirke – mod betaling – til at andre kan få børn.

De danske forældre havde betalt et bureau for at håndtere sagen, herunder hospitalsindlæggelsen i forbindelse med fødslen og den fertilitetsklinik, hvor den ukrainske kvinde arbejdede. Bureauet havde herefter betalt den ukrainske kvinde for at medvirke.

Den ukrainske kvinde havde ikke set børnene efter fødslen og havde skriftligt accepteret, at de danske forældre fik den fulde forældremyndighed, og at den danske kvinde måtte adoptere børnene.

Den danske kvinde anmodede derfor Familieretshuset om en såkaldt stedbarnsadoption, hvor hun som faderens ægtefælle skulle adoptere tvillingerne med den ukrainske mors accept.

Hvad byretten og landsretten sagde

I byretten kom man frem til, at reglerne i adoptionsloven netop er lavet for at sikre, at børn ikke bliver til en handelsvare, og at dette taler for, at kvinden ikke kan blive accepteret til en stedbarnsadoption, da hun har betalt den ukrainske kvinde, enten direkte eller indirekte gennem bureauet.

Sagen blev anket til Landsretten.

Her var det den danske kvindes synspunkt, at hun ikke havde ydet vederlag til surrogatmoderen, men at hun blot i henhold til ukrainske lov havde dækket de udgifter, der var forbundet med graviditeten. Man havde således ikke handlet i strid med adoptionslovens § 15.

Man påberåbte sig også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse henviste man til at denne lovgivning gjorde, at man konkret skulle foretage en vurdering af, hvad der være bedst for børnene. Man kunne derved ikke afvise en adoption – bare fordi man havde ydet betaling – uden at foretage en konkret vurdering af, hvad der var bedste for børnene og deres ret til en familie.

Sagens store dilemma

Børnene havde kun boet i Danmark, og der var ingen tvivl om, at børnene betragtede den danske kvinde som deres mor, da de ikke havde nogen kontakt med den ukrainske kvinde.

På papiret var den ukrainske kvinde dog deres mor, sammen med den danske far.

Den danske mor søgte om at få lov til at adoptere de danske børn, sådan at hun juridisk fik status som deres mor.

Sagens store dilemma var, at man ikke bør tilskynde forældre til at betale for at få børn, og at man ikke bør tilskynde til, at fattige kvinder går med til at medvirke – mod betaling – til at andre kan få børn.

På den anden side stod der i sagen to børn, som reelt følte, at den danske kvinde var deres mor. Den danske kvinde havde også del i forældremyndigheden, men juridisk var hun ikke deres mor – det var rugemoderens fortsat.

Spørgsmålet var derfor, om børnene i henhold til menneskerettighederne havde ret til at få den person, som havde ageret som forælder, og som børnene følte sig knyttet til, og som de følte var deres forælder, som juridisk forælder.

Sagen endte i splittet Højesteret

Højesteret kom frem til, at en adoption ville være i strid med den danske bestemmelse i adoptionsloven, nemlig, at der ikke må ske adoption, hvis denne kræver samtykke fra en, som har modtaget vederlag.

Højesteret tog herefter stilling til, om det at nægte en stedbarnsadoption efter § 15 i adoptionsloven ville være i strid med bestemmelse i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret var splittet i deres afgørelse, og stemmerne fordelte sig sådan, at 3 dommere stemte for en adoption, med henvisning til menneskerettighederne, mens 4 dommere stemte for, at adoptionen ikke skulle meddeles.

Højesteret kom frem til, at reglerne skulle forstås sådan, at på trods af forbuddet i § 15, skulle der i hver enkelt sag foretages en konkret vurdering med inddragelse af, hvad der var bedst for det pågældende barn.

Mindretallets argumenter

Mindretallet i Højesteret kom herefter frem til, at det som vægtedes højest, var børnenes ret til en familie, og hvad der var barnets bedste. Højesteret kom dernæst frem til, at børnene betragtede det danske par som deres forældre, og at det derfor ville være bedst for børnene, at den danske kvinde fik lov til at adoptere børnene. Således opnåede de samme retlige relation til hende, som de havde til faderen.

Mindretallet i Højesteret kom således frem til, at børnenes ret til et privatliv og en familie i denne konkrete sag, skulle vægte højere end den generelle forbudsbestemmelse som er i adoptionslovens § 15.

Flertallets argumenter

Men flertallet kom imidlertid frem til, at vi i Danmark har en grundsætning om, at man ikke må yde et vederlag for at få et barn.

Flertallet kom frem til, at der ikke skulle gives meddelelse til en adoption, da dette ville stride mod denne grundsætning.

De foretog en konkret vurdering og kom frem til, at børnenes rettigheder var sikret i tilstrækkelig grad, da den danske kvinde allerede havde forældremyndigheden sammen med børnenes far, og derfor ville hun også kunne sikre børnene, selv om der skete deres biologiske far noget.

Vedrørende arveretten argumenterede flertallet for, at dette ville den danske kvinde kunne sikre ved at lave et testamente.

Derfor kom Højesteret frem til, at børnene ikke ville kunne opnå en mere sikker fremtid ved at tillade en adoption, og at en adoption derimod ville legalisere det forbud, der ellers gælder.

Hvis du har spørgsmål eller behov for rådgivning, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.

Læs den tidligere artikel om emnet.