Ophævelse af fælles forældremyndighed

Forældreansvarslovens § 11 indeholder en bestemmelse hvorefter den fælles forældremyndighed for forældre, der ikke lever sammen og som er uenige om forældremyndigheden, kan ophæves og tillægges den anden forælder alene under visse omstændigheder.

En forudsætning er nemlig, at retten vurderer, at der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til bedste for barnet.
En forudsætning for overhovedet at bringe bestemmelsen i anvendelse er, at forældrene ikke lever sammen.

Ser man på retspraksis over en årrække, er der en lang række forhold der går igen i afgørelserne, og som ofte påberåbes af parterne. Der kan som eksempler nævnes:

  • Vold
  • Trusler
  • Chikane
  • Stalking
  • Nægter at underskrive og give tilladelse til udstedelse af pas
  • Uenighed om valg af skole
  • Nægter at give samtykke til udredning for eks. ADHD
  • Samarbejdsvanskeligheder
  • Højt konfliktniveau
  • Bopæl i hvert sit land
Eksemplerne er ikke udtømmende.

Bestemmelsens nuværende formulering blev indsat i 2012 og erstatter det tidligere kriterium om at der skulle foreligge tungtvejende grunde for at ophæve den fælles forældremyndighed. Ændringen betragtes som en lempelse af kravene til at ophæve fælles forældremyndighed.

Ved den nye ændring skal der kunne påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde, også fremadrettet.

Det er ikke tilstrækkeligt, at forældrene er uenige på en lang række områder og hvis det alene drejer som om enkelte væsentlige spørgsmål, som skolevalg, er dette isoleret set ikke tilstrækkelig til at ophæve forældremyndigheden.

Mange forældre, der ophæver samlivet har haft en lang række konflikter i parforholdet, der ofte fortsætter længe efter samlivets ophør. Disse konflikter kan være ødelæggende for et samarbejde omkring barnet, men er ikke i sig selv afgørende for en ophævelse.

Strides parterne om deling af tidligere fællesbo, bil og fast ejendom, behøver disse stridigheder ikke at være til hinder for at de kan træffe fornuftige beslutninger til gavn for deres fælles barn.

Hvis der under parforholdet har været vold og mange skænderier uden at dette har ført til anmeldelse og straf, og dette ikke længere udøves mellem parterne flere år efter, vælger retten typisk at se fremad og ikke at se tilbage.

Parterne kan f.eks. have søgt behandling eller hjælp til at takle temperament, der medfører, at konfliktniveauet er lavt eller ikke eksisterende. I den situation vil retten være tilbageholdende med at ophæve forældremyndigheden.

Aktuelt eksempel

I en konkret sag, som jeg lige har deltaget i, påstod bopælsforælderen den fælles forældremyndighed ophævet, selv om parterne ikke havde boet sammen i flere år og begge parter var medicinsk velbehandlede for psykiske lidelser.

Mor anførte, at hun var bange for far og led af angst ligesom hun anførte, at hun regnede med at de heller ikke i fremtiden ville kunne kommunikere sammen omkring børnene. Yderligere anførte mor, at hun følte angst for far og gerne ville have en hemmelig adresse.

Den vold, der sporadisk havde været mellem parterne, og som aldrig var blevet anmeldt viste sig under partsforklaringerne i retten at være gensidig og byggede på uenigheder, der ikke havde med børnenes forhold at gøre.

Far ville meget gerne samarbejde omkring børnehave og skole, men blev afvist af mor.

I den situation afgjorde retten, at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Parterne burde kunne lægge fortiden bag sig og se fremad. Det beroede alene på mors negative holdning over for far, at et samarbejde ikke var kommet i stand.

Bopæl i hvert sit land

I en afgørelse fra 2016 bestemmer Højesteret, at det forhold at den ene part boede i Holland og den anden i Danmark efter samlivets ophævelse, ikke var tilstrækkelig til at ophæve fælles forældremyndighed. Dommen blev afsagt som en 3:2 afgørelse og viser hvor vanskeligt ligt det er at bedømme om betingelserne for en ophævelse er til stede. Dommen viser samtidig, at når 5 højesteretsdommere har forskellig opfattelse af hvorledes begrebet ” samarbejde om barnets forhold til bedste for barnet ” skal bedømmes i en konkret situation, er det virkelig svært for forældre og deres advokat at bedømme mulighederne for at kunne gennemføre et retssag med succes.

En tydelig og forståelig afgørelse

I en afgørelse fra 2018 offentliggjort i TFA2018/114 kommer landsretten med en meget klar begrundelse for at ophæve den fælles forældremyndighed og anfører til støtte herfor følgende momenter:

  1. Parterne havde næsten ingen kontakt haft siden samlivsophævelsen 3 år tidligere.
  2. Der var et højt konfliktniveau mellem forældrene
  3. Far havde kun set sit barn få gange efter samlivsophævelsen, senest ved 3 overvågede samvær
  4. Statsforvaltningen havde truffet afgørelse om at der for tiden ikke skulle være samvær efter iagttagelser på de overvågede samvær
  5. Far havde nægtet at udlevere barnets pas
  6. Far ikke havde udvist særlig interesse for barnet
Afgørelsen forekommer logisk og nem at forstå, men overrasket bliver man alligevel, når man kan læse, at byretten nåede til det stik modsatte resultat.

En speciel afgørelse/polititilhold

I en afgørelse fra 2014, gengivet i TFA2014/294 bliver den fælles forældremyndighed ikke ophævet til trods for højt konfliktniveau og polititilhold. Forklaringen skal nok søges i det forhold, at børnene var 15 og 16 år gamle, hvorfor tidshorisonten til myndighed var forholdsvis kort. Normalt vil et polititilhold mod den ene forælder tale for ophævelse af fælles forældremyndighed, men særlige grunde kan alligevel tale for at bevare forældremyndigheden.

Måtte denne artikel give dig anledning til at stille spørgsmål, er du velkommen til at din Ret&Råd advokat idag.

En speciel afgørelse/polititilhold: