Nye regler for brændeovne

Skal din brændeovn skrottes?

En brændeovn er hyggelig, men kan også være en kilde til luftforurening. Fra 1.august 2021 er der indført nye miljøregler, så husejerne skal udskifte eller helt skrotte de brændeovne og pejseindsatser, der er produceret før 1. januar 2003. Reglerne vil helt givet medføre panderynker og bøvl for mange huskøbere, da de pålægges en række pligter.

Skrevet af advokat Lars Fredslund, Ret&Råd Randers

Alle huskøbere skal fra 1. august 2021 oplyse, om der er en brændeovn eller pejseindsats i den bolig, de har købt. Dette sker i forbindelse med tinglysningen af ejerskiftet.

Hvis der er en brændeovn eller pejseindsats i boligen, skal det oplyses, om den er produceret før eller efter 1. januar 2003.

Brændeovne/pejseindsatse fra før 1. januar 2003

Har din nye bolig en brændeovn eller pejseindsats, der er produceret før 2003, så skal den senest 12 måneder efter overtagelsesdagen være udskiftet eller helt nedlagt. Det skal indberettes digitalt til Miljøstyrelsen, hvad der er sket.

Brændeovne/pejseindsatse fra efter 1. januar 2003

Som ny boligejer skal du inden 6 måneder indsende dokumentation for brændeovnens/pejseindsatsens alder. Denne dokumentation kan ifølge miljøstyrelsen være:

  • En prøvningsattest
  • Dokumentation for svanemærkning
  • Underskrevet erklæring fra skorstensfejer eller anden fagperson om produktionsåret (digital erklæring kan findes på miljøstyrelsens hjemmeside)

Jeg kender ikke alderen?

Når du køber en bolig med brændeovn eller pejseindsats, bør det selvfølgelig forsøges afklaret, hvornår den er produceret. Måske har sælger stadig en faktura på købet.

Men ellers kan en skorstensfejer måske ved at besigtige brændeovnen konstatere, hvornår den er produceret. Kan alderen ikke bestemmes skal der indsendes en attest til Miljøstyrelsen underskrevet af skorstensfejeren. Miljøstyrelsen har lavet en fin vejledning til, hvordan alderen muligvis kan bestemmes.

Undtagelser

Nogle brændeovne er undtaget fra de nye regler. Det gælder blandt andet antikke brændeovne produceret før 1920, indmurede pejseindsatse, hvor det vil medføre væsentlige konstruktionsmæssige ændringer omkring fyringsanlægget, kakkelovne og åbne ildsteder/pejse.

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller behov for rådgivning, så er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.