Kompensation ved pakkerejser

Kompensation når pakkerejsen ikke gik, som du regnede med

Denne artikel beskriver i korte træk – ud fra seneste praksis fra Pakkerejse-Ankenævnet – hvad der skal til, for at en mangel ved din pakkerejse berettiger dig til en kompensation.

Skrevet af Jacob Bartholin Holm, advokat Ret&Råd København

Hele rejsen er booket som en pakkerejse, hvilket vil sige, at du har booket en samlet rejse med flytransport, transfer til og fra lufthavn og ophold på hotel e.lign. Du har modtaget en beskrivelse af hele rejsen med afgangstider, flytider, beskrivelse af hotel osv. Det er bare ikke altid, at rejsebeskrivelsen lever op til realiteten. Men hvad skal der egentlig til, for at der er tale om en mangel ved rejsen?

Forsinkelse på udrejsen

Hvis dit fly bliver forsinket som følge af tekniske fejl e.lign. ved flyet, som betyder, at din afrejse bliver væsentligt forsinket, vil du som udgangspunkt være berettiget til godtgørelse fra flyselskabet. Det vil altså være flyselskabet, som skal kompensere dig for forsinkelsen, og ikke rejsebureauet du har booket rejsen med.

Dog er det sådan, at hvis du bliver meget forsinket – eksempelvis i over 2 døgn – så kan du være berettiget til helt at hæve aftalen med rejseselskabet. Dit rejseselskab skal oplyse dig om mulige alternativer, eller om muligheden for at hæve aftalen. Hvis de ikke har gjort det, så kan du være berettiget til at få stort set hele din udgift til rejsen refunderet af rejseselskabet. Det har Pakkerejse-Ankenævnet slået fast i en afgørelse fra 16. april 2018 (afgørelse nr. 17-319).

Andet hotel end det du har bestilt, eller forkert beskrivelse af hotel

Hvis du bliver ombooket til et andet hotel som følge af overbookning på det hotel, du oprindelig havde booket, kan du blive kompenseret, såfremt det nye hotel ikke leverer det, du havde bestilt. Det kan eksempelvis være, at du ikke får havudsigt, ikke har balkon, der er ikke swimmingpool på hotellet, eller andre faciliteter ikke lever op til den beskrivelse du havde modtaget ved bookningen.

Det er sådan set underordnet, om det nye hotel på andre præmisser er af højere standard end det oprindelige. Du kan have ret til kompensation, såfremt det nye hotel ikke leverer det, som du havde bestilt. Det har Pakkerejse-Ankenævnet slået fast i en afgørelse fra 9. februar 2018 (afgørelse 2017-0226). Dit rejseselskab har pligt til at oplyse dig om muligheden for kompensation.

Hvis værelset på hotellet ikke lever op til billederne fra brochuren, eller beskrivelsen du har modtaget, vil du kunne få kompensation. Det er eksempelvis slået fast af Pakkerejse-Ankenævnet i en afgørelse fra 12. marts 2018 (afgørelse 17-313), at et værelse, der ligger under terrænniveau var af ringere kvalitet, end den rejsende kunne have forventet ud fra beskrivelsen.

Selskabet er forpligtet til at give dig en rejse, som du har bestilt

Hvis du eksempelvis specifikt har ønsket indkvartering med privat pool, eller hvis det er det, som rejseselskabet har lovet dig, så skal rejseselskabet også sørge for, at du rent faktisk også får en privat pool. I en afgørelse fra 2014 (afgørelse 2013-0289) har Pakkerejse-Ankenævnet slået fast, at en rejsende var berettiget til en kompensation, som følge af, at der ikke var en privat pool, men derimod en fællespool, der lå 500 meter fra huset.

Poolen skal selvfølgelig også leve op til den beskrivelse og standard, som du er blevet stillet i udsigt. Hvis du når frem til det nybyggede hotel, og det viser sig, at poolområdet ikke er færdigt, så du og din familie ikke kan bruge poolen giver det næsten sig selv, at du vil være berettiget til en kompensation.

Men selvom poolen måske ikke er så stor, som den så ud på billederne, eller der er 3 gange flere brugere af poolen, end du har kunnet se på de flotte billeder, du så, inden du bestilte rejsen, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at du kan få kompensation. Et godt råd er, at du skal være kritisk i forhold til pool-beskrivelsen og billederne, du har fået fra rejseselskabet. Hvis poolen er vigtig for dig, er det vigtigt, at du gør dine forventninger meget klare overfor rejseselskabet, inden du bestiller. Selskabet er nemlig forpligtet til at give dig en rejse, som du har bestilt.

Ændret hjemrejsetidspunkt

Hvis rejseselskabet under din ferie pludselig oplyser dig om, at dit hjemrejsetidspunkt er rykket frem, så kan det betyde, at du kan være berettiget til kompensation. Det skal selvfølgelig have væsentlig betydning for dig og din familie. Når der tales som ”væsentlig betydning” betyder det, at du skal have mistet tid på rejsemålet.

Som eksempel kan nævnes en afgørelse fra 11. september 2018 (afgørelse 18-258), hvor hjemrejsetidspunktet fra hotellet blev ændret fra kl. 8.45 om morgenen til kl. 02.45 om natten. Altså en fremrykning på 6 timer til afrejse midt om natten. Selvom det må have været irriterende at skulle op midt om natten fandt Pakkerejse-Ankenævnet  ikke, at der forelå en sådan mangel, at det kunne udløse en kompensation.

Der skal altså være tale om, at du mister noget – hvad jeg vil kalde kvalitets-ferie-tid på rejsemålet. Det vil betyde, at hvis du eksempelvis mister en halv til hel dag, så kan du være berettiget til en kompensation.

Hvis du har nogle særlige ønsker, eller ønsker særlige faciliteter, som eksempelvis en børnepool, en balkon, to soveværelser, så er det vigtigt, at du gør rejseselskabet opmærksom på dine ønsker. Hvis rejseselskabet har indvilget i at opfylde dine ønsker, så skal de også opfylde dem. Hvis de ikke gør det, så vil du kunne på en kompensation.

Er du i tvivl, om du kan være berettiget til en kompensation, kan du kontakte din lokale Ret&Råd advokat, som vil kunne vurdere din sag.

Du kan læse mere om din ret til kompensation på pakkerejseankenaevnet.dk

Rigtig god sommer.


}