Hvorfor varetager Familieretshuset ikke forældrenes interesser?

Hvorfor varetager Familieretshuset ikke forældrenes interesser?

Sagsbehandleren i Familieretshuset skal træffe en afgørelse, ud fra hvad der er bedst for barnet. Populært sagt er Familieretshuset barnets advokat. Forældrene er overladt til selv at varetage deres interesser.

Skrevet af advokat Dorte Bytoft, Ret&Råd København og Gentofte

Sagsbehandlingen i Familieretshuset er tilrettelagt på en måde, hvor forældrene selv skal kunne benytte det familieretlige system til at få afgjort tvist om samvær, bopæl eller forældremyndighed.

Parterne får vejledning om, hvad der er bedst for barnet, men sagsbehandleren har ingen pligt til at rådgive den enkelte part om dennes retsstilling. Det er derfor overladt til parterne selv at varetage deres interesser.

Har parterne reelt mulighed for at varetage deres interesser uden at have kendskab til det familieretlige system og sædvanlig praksis vedrørende samvær, bopæl og forældremyndighed?

Hvis du har en sag om samvær, bopæl eller forældremyndighed i Familieretshuset, har du måske brug for en advokat. Er det en fordel at være repræsenteret af en advokat, og hvilken forskel kan advokaten gøre?

Sagens forløb

Alle sager om samvær, bopæl og forældremyndighed starter i Familieretshuset. En sag starter med en ansøgning, som indgives ved indsendelse af en ansøgningsblanket via Familieretshusets hjemmeside.

Ansøgningsblanketterne

Indledningsvis bliver sagerne kategoriseret på baggrund af oplysningerne i ansøgningsblanketten. Oplysningerne i blanketten får dermed betydning for, hvordan sagsbehandlingsforløbet gennemføres i den konkrete sag. Hvis ansøgeren sætter et kryds forkert i ansøgningsblanketten, vil sagen blive kategoriseret forkert. Det får afgørende betydning for sagsforløbet og dermed sagsbehandlingstiden i den konkrete sag.

Advokaten deltager i møderne i Familieretshuset. Hvis parten ønsker at indgå en forligsaftale, vil advokaten rådgive parten om, hvor vidt aftalen er fordelagtig, herunder retsvirkningerne af en forligsaftale.

Møder

Familieretshuset tilbyder forskellige typer af møde, som parterne kan vælge i mellem. Valget af typen af møde afhænger af, hvilken uenighed der er opstået imellem forældrene. Det er væsentligt, at parterne vælger den rigtige type møde fra begyndelsen, idet sagsbehandlingen ellers kan ende uden et konkret udfald og blive uforholdsmæssig langvarig.

Sagens oplysning

Familieretshuset skal indhente relevante oplysninger om barnet og barnets forhold fra myndigheder, læge, skole og institution og høre parternes forklaringer for at kunne træffe den afgørelse, som er bedst for barnet. Hvordan sikrer parterne, at de relevante oplysninger bliver indhentet? Det har selvsagt afgørende betydning for sagens udfald.

Parternes påstande

Under sagens behandling skal parterne anføre, hvilket udfaldet de ønsker, at sagen skal have – parternes såkaldte påstande. Parterne skal overveje, om der skal nedlægges en påstand om kontaktbevarende samvær, midlertidig afgørelse og om parten skal nedlægge flere prioriterede påstande. Hvad er konsekvenserne ved at nedlægge en midlertidig påstand under sagen, og har det betydning for sagsbehandlingsforløbet?

Advokatrepræsentation

Familieretsadvokaten kender det familieretlige system og systemets muligheder og udfordringer. Den viden er værdifuld for parten for at kunne håndtere sagen på den bedst mulige måde og har direkte indvirkning på sagens udfald.

Hvis en part vælger at være repræsenteret af en advokat, vil advokaten rådgive parten om, hvilke muligheder det familieretlige system tilbyder og hvilken type af møde, der er bedst egnet til sagen. Advokaten formulerer partens påstande, herunder påstande om midlertidige afgørelser. Advokaten sikrer, at sagen bliver belyst bedst muligt i forhold til det udfald, som parten ønsker. Advokaten rådgiver parten om hvilke oplysninger, der har betydning for sagens udfald, og hvordan oplysningerne dokumenteres.

Endvidere bistår advokaten med at optimere sagens forløb, herunder om Familieretshuset eller domstolene skal træffe afgørelse i sagen.

Advokaten deltager i møderne i Familieretshuset. Hvis parten ønsker at indgå en forligsaftale, vil advokaten rådgive parten om, hvor vidt aftalen er fordelagtig, herunder retsvirkningerne af en forligsaftale. Advokaten rådgiver om indholdet af aftalen og bistår med formuleringen af aftalen, så der ikke opstår uenigheder om aftalens indhold efterfølgende.

Når en part er repræsenteret af en advokat, vil alle henvendelse fra Familieretshuset ske til advokaten, således at parten ikke bliver kontaktet direkte af Familieretshuset.

Krav til ansøgninger og klager

Fra 1. april 2019 er der indført formkrav i forhold til ansøgninger og klager. Det er alene parterne, der med NEMid kan indgive en ansøgningsblanket. Desuden er det alene parterne, der kan påklage en afgørelse. Disse formkrav forhindrer advokaten i at hjælpe parterne med ansøgninger og klager over Familieretshusets afgørelse.

Økonomi

Under sagens behandling i Familieretshuset er man som part ikke berettiget til fri proces. Når sagen behandles ved domstolene er parterne berettiget til fri proces, hvis parten opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Parterne skal selv afholde udgifterne til advokatbistand i Familieretshuset.

Det er ikke muligt at opnå retshjælpsdækning fra sin indboforsikring til sager i Familieretshuset.

Hvis du vil vide mere og har behov for juridisk rådgivning, så kontakt din lokale Ret&Råd-advokat.

Læs flere artikler om Familieretshuset her:

Status på familieretshusetSamværssager i Familieretshuset og Hvad indebærere det, at min barn får en kontaktperson i Familieretshuset