Få hjælp af en advokat til at få styr på virksomhedens økonomi

Der kan være store fordele ved at anvende virksomhedsskatteordningen i en personligt drevet virksomhed

Hvis man benytter virksomhedsskattelovens regler om den såkaldte ”virksomhedsskatteordning”, kan man, som ejer af en virksomhed drevet i personlig regi, opnå en række skattemæssige fordele, som gør det mere attraktivt at drive virksomhed.

Virksomhedsskattelovens rolle

Grundlæggende er det udgangspunktet for virksomheder drevet i personligt regi, at disse beskattes efter personskattelovens regler, da virksomheden og ejeren i forhold til skatteberegningen bliver set som ét skattesubjekt. Som alternativ til beskatning efter personskatteloven, har ejere af virksomheder drevet i personligt regi dog den mulighed, at de kan lade virksomhederne beskatte efter virksomhedsskattelovens regler.

Formålet bag virksomhedsskatteordningen er, at skabe størst mulig neutralitet mellem den selvstændigt erhvervsdrivende, og den der vælger at drive virksomhed i selskabsform. 

Virksomhedsskatteloven er en lov, som oplister særlige skatteberegningsregler for selvstændigt erhvervsdrivende med en personlig drevet virksomhed, der vælger at anvende den såkaldte ”virksomhedsskatteordning”. Formålet og ideen bag regler i virksomhedsskatteordningen er, at skabe den størst mulige neutralitet mellem den selvstændigt erhvervsdrivende, der vælger at drive en personlig virksomhed som eksempelvis enkeltmandsvirksomheden, og den der vælger at drive virksomhed i selskabsform. 

Fire fordele ved at anvende virksomhedsskatteordningen

Når en virksomhedsejer anvender virksomhedsskatteordningen, vil denne opnå fire fordele set i sammenligning med personskattelovens regler. Den første fordel er, at der vil være fuld fradragsret for virksomhedens renteudgifter. Dette betyder, at de renteudgifter virksomheden måtte have fra eksempelvis lån, kan fradrages i virksomhedens indtjening.

Den anden fordel ved virksomhedsskatteordningen er, at en del af virksomhedens overskud, som kaldes kapitalafkastet, alene beskattes som kapitalindkomst og ikke som personligt indkomst. Kapitalindkomst er ikke belagt med AM-bidrag, og derudover giver beskatningen som kapitalindkomst yderligere den fordel, at indkomsten indgår i beregningen af nettokapitalindkomsten. Dette betyder, at de private renteudgifter kan modregnes i kapitalafkastet.

En fordel ved virksomhedsskatteordningen er, at dine private renteudgifter kan modregnes i kapitalafkastet.

Den tredje fordel er, at der i virksomheden er mulighed for at opspare overskuddet med en foreløbig virksomhedsskat på 22 %, hvilket er den samme skatteprocent, som gælder for kapitalselskaberne i selskabsloven. Det opsparede overskud er defineret ved, at det er det overskud, der ikke overføres fra virksomhedsøkonomien til privatøkonomien. Muligheden for at lade pengene blive stående i virksomheden til en virksomhedsskat på ”kun” 22 % skal ses i forhold til, at ejeren af virksomheden ellers ville være blevet beskattet af overskuddet med helt op til 56 % efter personskattelovens regler.

Den fjerde fordel er, at der er mulighed for en indkomstudjævning mellem ”gode” og ”dårlige år”. Dette skal forstås således, at virksomhedsskatteordningen kan bruges til at udjævne den skattepligtige indtægt mellem år med overskud og år med underskud.

Hvad er ulemperne ved at anvende virksomhedsskatteordningen?

Der er dog også visse ulemper forbundet med anvendelsen af virksomhedsskatteordningen. Anvendelsen af virksomhedsskatteordningen kræver en del arbejde fra virksomhedsejerens side. Ejeren skal således udarbejde et selvstændigt virksomhedsregnskab, som skal opfylde bogføringslovens krav. Dette betyder blandt andet, at bogføringen skal udføres på en sådan måde, at ejerens samlede økonomi regnskabsmæssigt er opdelt i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi.

Derudover har virksomhedsskatteordningen den ulempe, at det kan blive dyrt for virksomhedsejeren, hvis han ønsker at stoppe med ordningen. Ejeren kan til hver en tid vælge at træde ud eller ind af ordningen, men en udtræden af ordningen har den konsekvens, at hele det eventuelt opsparede overskud i virksomheden skal beskattes efter de almindelige personskatteretlige regler. 

Skrevet af advokatfuldmægtig Christoffer Mejling Jensen, der kan kontaktes på cmj@ret-raad.dk. Find din lokale Ret&Råd advokat på vores hjemmeside.