Hvor hurtigt skal man reklamere over mangler?

Vi kender vel alle til at have købt noget, hvor vi opdager, at der er mangler ved det, vi har købt. Så er spørgsmålet, hvad man så gør?

Afhængigt af hvad det er du har købt kan der gælde forskellige regler for, hvor hurtigt du skal reklamere. Der kan derfor ikke laves en grundlæggende regel for, hvor hurtigt og hvordan du skal reklamere over mangler.

Det er derfor vigtigt først at finde ud, hvilken regelsæt der er gældende for købet, så vi ved hvor hurtigt der skal reklameres.

Entreprise

Når købet omfatter entreprise, f.eks. opførelse af et hus, nyt badeværelse, nyt tag og lignende opgaver vil der oftest være indgået en aftale, hvor der henvises til AB18 eller AB Forbruger.

I begge regelsæt gælder det, at bygherre kun kan påberåbe sig mangler, hvis bygherre ”skriftligt har reklameret overfor entreprenøren i rimelig tid efter manglerne er eller burde være blevet opdaget”.

Begrebet rimelig tid skal tages meget alvorligt. Hvis det er synlige mangler som kan konstateres relativt nemt, kan bygherre miste retten til at gøre mangler gældende allerede efter få dage.

Det er derfor vigtigt, at så snart bygherre konstaterer der er mangler så skal der reklameres. Hvis bygherre ikke har fuldstændigt overblik over manglernes omfang er det fortsat vigtigt og reklamere, eventuelt med samtidig oplysning om, at bygherre tager forbehold for yderligere krav når det fulde omfang af manglerne er kendt.

Hvis ikke bygherre har reklameret rettidigt kan kravet om mangler mistes, hvilket i større entrepriser kan medføre et tab af anseelig størrelse for bygherre.

Købeloven

I købeloven skelnes der mellem forbrugerkøb, handelskøb og civilkøb (civilkøb vil ikke blive behandlet her).

Forbrugerkøb er når en forbruger køber en vare hos en erhvervsdrivende der handler indenfor dennes erhverv, og handelskøb er når to erhvervsdrivende handler med hinanden indenfor deres erhverv.

Ved forbrugerkøb gælder der særlige bestemmelser omkring reklamation. Her skal der reklameres ”inden rimelig tid” efter køber har opdaget manglen, med den ekstra tilføjelse, at hvis køber reklamerer indenfor 2 måneder efter manglen er opdaget, er reklamationen altid rettidig.

Sørg derfor altid og reklamere senest 2 måneder efter manglen er opdaget.

Ved handelskøb gælder det derimod, at køber skal reklamere straks manglen opdages. Der kan her være tale om, at et mangelskrav kan mistes, hvis ikke køber reklamerer meget hurtigt. Dette kan være helt ned til i løbet af 1-2 dage, afhængigt af hvilket produkt der er tale om.

Sørg derfor altid for straks at kontakte din sælger og reklamere, evt. blot en neutral reklamation, hvis du har konstateret en mangel.

Eventuelle undskyldelige grunde hos køber har ikke betydning. Så hvis du er på ferie, messe, syg, udlandsrejse eller tilsvarende og ikke reklamerer rettidigt vil dit krav om mangler være fortabt.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.