Barn med diagnose

Hjælp, vores barn har lige fået en diagnose – hvad har vi af muligheder og rettigheder?

For de fleste forældre vil det være en voldsom, chokerende og skræmmende besked at få, at ens barn har et fysisk eller psykisk handicap. Det gælder uanset, om barnets diagnose stilles i forbindelse med barnets fødsel, eller det først sker i løbet af barnets opvækst.

Kontakt advokat Helle Haxgart, Ret&Råd Advokater København, hvis du har brug for vejledning og hjælp på telefon 41 32 52 40 eller hax@ret-raad.dk. Det gælder både, hvis jeres barn lige har fået en diagnose, eller hvis I oplever ikke at have fået den hjælp af jeres kommune, som I og jeres barn har brug for.

Vores barn har fået en diagnose – hvad gør vi?

Alle forældre håber og drømmer naturligvis om, at deres børn er sunde og raske. At deres børn udvikler sig som alle andre børn. Heldigvis er det også tilfældet for langt de fleste børn – men nogle familier står hvert år over for den sorg og de udfordringer, det er at skulle se i øjnene, at deres barn har nogle særlige behov for støtte eller måske aldrig kommer til at klare sig selv. I den situation har de fleste familier brug for hjælp og støtte til at overskue, hvilke muligheder og rettigheder, de og deres barn har.

Det er baggrunden for, at der i servicelovens § 11, stk. 8, er en bestemmelse om, at der i alle kommuner skal etableres en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år, der får konstateret en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Selv om reglen har været gældende siden 1. juli 2009 er det desværre langt fra alle kommuner, der af sig selv stiller op med den familievejledning, som familier med fysisk eller psykisk handicappede børn har ret til og brug for. Alt for mange familier oplever selv at skulle finde rundt i deres rettigheder og løbe panden mod muren, når de – i en i forvejen svær og presset situation – kontakter myndighederne for at opsøge hjælp og støtte.

Du har krav på hurtig hjælp

Det følger af servicelovens § 11, stk. 8, at vejledningen til familier, der har fået en alvorlig diagnose på deres barn, skal være tilbudt vejledning inden for 3 måneder efter at kommunen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.

Det må altid vurderes konkret, hvornår inden for tidsfristen familievejledningen skal finde sted. Det afgørende er, hvornår I som familie er parate til at modtage familievejledning.

Retten til at modtage familievejledning omfatter både familier med et nyfødt barn og familier, hvor funktionsnedsættelsen først konstateres senere under barnets opvækst.

Den information og vejledning, I som familie har ret til, skal ifølge reglerne så vidt muligt gives ved besøg i jeres hjem, bl.a. fordi familievejlederen på den måde får mulighed for at få et bedre indtryk af jeres, jeres barns og eventuelle søskendes behov og af de hjemlige forhold generelt, hvilket kan have relevans for vejledningen.

Hvad er formålet med familievejledningen?

Familievejlederen skal efter familievejlederbekendtgørelsens § 3, stk. 1, kunne tilbyde jer en introducerende og helhedsorienteret information og vejledning om jeres rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne, dvs. på tværs af de forskellige myndigheder. Det kan f.eks. være information om muligheder for aflastning, orlov, praktisk hjælp i hjemmet, dækning af merudgifter, specialskoler, dækning af tabt arbejdsfortjeneste osv.

Familievejlederen skal også kunne oplyse jer om, hvad der findes af bl.a. vidensmiljøer og handicaporganisationer på området for jeres barns handicap.

Familievejlederen skal desuden, jf. familievejlederbekendtgørelsens § 3, stk. 2, kunne tilbyde at formidle kontakt til andre familier med børn med nedsat funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.

Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelser om den konkrete hjælp I som familie skal have, men familievejlederen skal være brobygger og formidle kontakten til f.eks. børne- og socialforvaltningen eller andre relevante myndigheder. Den vejledning, der er indeholdt i familievejlederordningen, er dermed af introducerende og mere generel og overordnet karakter.

Meningen med familievejlederordningen er at støtte, rådgive og vejlede familier om deres rettigheder, så familien ikke selv skal bruge tid og kræfter på at undersøge deres muligheder.

Hele pointen med familievejlederordningen er dog, at I ikke skal opleve selv at skulle finde rundt eller fare vild i jeres rettigheder og muligheder, men at I bliver taget i hånden og får præsenteret rammerne for den hjælp og støtte, som I har brug for.

Ordningen og muligheden for at modtage familievejledning skal derfor også være synlig både for familierne og for relevante instanser såsom sygehuse, sundhedsplejen, praktiserende læger, dagtilbud, skoler m.fl. Det er kommunens ansvar at oplyse og informere om tilbuddet, så alle, der har brug for det, kender til deres ret til familievejledning.

Artiklen er skrevet af advokatfuldmægtig Helle Haxgart ved Ret&Råd København.

Hvis I oplever ikke at få den information om jeres rettigheder og muligheder, samt hjælp og støtte til jeres barn, der er brug for, så kontakt Ret&Råd Advokater eller læs mere om Børn & Samvær. Vi hjælper jer gerne.

}