Har selvstændig erhvervsdrivende ret til dagpenge på trods af en usælgelig erhvervsejendom?

De seneste 7 måneder har vi været vidne til at først Ombudsmanden og dernæst Højesteret har markeret sig over for Ankestyrelsen, der ikke længere kan administrere udenom de selvstændiges ret til dagpenge og efterløn. Læs her hvad det betyder for de selvstændig erhvervsdrivendes ret til dagpenge og efterløn fremover.

Det afgørende for at opnå ret til dagpenge og efterløn er iflg. Arbejdsløshedsforsikringsloven med tilhørende ”ophørsbekendtgørelse”, at det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt enten ved lukning eller ved overdragelse. Retten kan endda opnås fra før lukningen/overdragelsen, hvis vedkommende kan dokumentere at være ”afskåret fra fortsat at drive virksomheden” fra et tidligere tidspunkt. 

Ankestyrelsen har hidtil administreret reglerne efter egne faste rammer, der stort set umuliggjorde overgang til dagpenge eller efterløn, når virksomheden havde været drevet fra en dertil ejet ejendom, som den selvstændige ikke kunne komme af med! Tilsvarende havde Ankestyrelsen praktiseret et af Styrelsen selv opfundet krav til den sproglige formulering af formålsbestemmelsen for det selskab, som den selvstændige ofte driver sin virksomhed fra.

Folketingets ombudsmand sår tvivl om Ankestyrelsens generelle administration

I august 2016 stillede Folketingets Ombudsmand imidlertid så nærgående spørgsmål til Ankestyrelsen om Styrelsens urimeligt generelle administration, at Ankestyrelsen i en konkret sag ændrede sin afgørelse. Ankestyrelsen havde forud for Ombudsmandens indblanding i sagen fastholdt, at den selvstændiges vedtægtsmæssige formålsbestemmelse i hans holdingselskab, som han havde ejet sin virksomhed fra, alene måtte bruge ordvalget ”formueadministration”, og da dét ikke var tilfældet, kunne han ikke opnå ret til dagpenge m.v..

Ankestyrelsens afgørelse var i overensstemmelse med såvel langvarig praksis som med den foreliggende, skriftlige vejledning fra 2011. Ombudsmandens intervention i sagen førte til, at Ankestyrelsen ændrede stilling og besluttede sig for i stedet for vurdering af ordvalget at vurdere de bagvedliggende, konkrete omstændigheder, hvorefter vedkommende havde ret til dagpenge. 

Med den ændrede afgørelse undgik Ankestyrelsen en domstolsafgørelse, der kunne have tilsidesat Ankestyrelsens afgørelse på grund af tilsidesættelse af det forvaltningsretlige krav om udøvelse af konkret vurdering på et sagligt grundlag.

Den 27. januar 2017 bakkede Højesteret op om Ombudsmandens kritiske holdning til Ankestyrelsens mangel på konkret, saglig vurdering i en anden sag om praktisering af reglerne om ret til dagpenge og efterløn efter Arbejdsløshedsforsikringsloven med tilhørende ”ophørsbekendtgørelse”, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt enten ved lukning eller ved overdragelse. 

Højesteretssagen drejede sig om en tandlæge, som iflg. Højesteret (og tidligere også Vestre Landsret) skulle anses for værende ophørt mere end midlertidigt fra et tidspunkt, der lå ca. 4 uger forud for tidspunktet for salg af løsøredriftsmidlerne og yderligere nogle måneder forud for salg af ejendommen. 

Højesteret bestemte, at det relevante ophørstidspunkt konkret afhang af tandlægens opgivelse af ”ydernummer” (=ret til at drive tandlægepraksis), opsigelse af telefon og af personale samt annoncering derom kombineret med dels faktisk ophør af omsætning dels salgsannoncering af den personligt ejede ejendom. 

Ikke nok at virksomhed er ophørt de facto

Ind imellem de 2 nævnte afgørelser kom der en dom fra Vestre Landsret den 13. december 2016, der for en umiddelbar betragtning er vanskeligt forenelig med Højesteretsafgørelsen. I sidstnævnte sag besluttede Landsretten, at den personlige ejer af et holdingselskab, der havde været medejer af den produktionsejendom, som oprindelig var opført til bogbinderivirksomheden, hvori ejeren var direktør, ikke kunne opnå ret til dagpenge. 

Afgørelsen gav Ankestyrelsen ret i, at det ikke var nok, at produktionsvirksomheden de facto var ophørt med opsigelse og salg af henholdsvis al personale og driftsinventar foruden at produktionsselskabet var ophørt ved likvidation. Ejendommen var naturligvis også sat til salg og holdingselskabet var taget under solvent likvidation som følge af en underskrevet slutseddel på ejendommen. Ejendomssalget blev dog aldrig gennemført som følge af en politisk beslutning i Byrådet, hvorefter en nødvendig lokalplan ikke blev gennemført. 

Dommen udtaler som begrundelse alene, at ”der ikke er grundlag for at fastslå, at udvalgets vurdering er forkert”, idet man forinden udtaler, at udvalget har truffet en konkret begrundet afgørelse. Landsretten føler sig med andre ord ikke forpligtet til at begrunde afgørelsen konkret, således som Højesteret gjorde ca. 1 måned senere. Som følge af Retsplejelovens begrænsning af retten til at indbringe sager for Højesteret til ”principielle” sager, er 3. instans bevilling nægtet i december 2016 – sagen. 

Ankestyrelsen har fortsat frit spillerum

Uanset den manglende prøvelse af bogbinderisagen fra december 2016 – og netop på grund af den manglende domsbegrundelse – kan det konkluderes, at Ankestyrelsen stadig har et for frit spillerum til at vurdere til skade for de selvstændiges ret til dagpenge og efterløn, når de hænger på en fast erhvervsejendom, der ikke kan sælges. Løsningen forekommer desværre at være absurd begrænset til enten salg ved auktion eller konkurs af ejendomsselskabet på så tidligt et tidspunkt som muligt, når hverken frivilligt salg eller udlejning kan finde sted.

Har du spørgsmål til artiklen eller generelt, er du velkommen til at kontakte Erik Gram på eg@ret-raad.dk.