Har du købt for meget på afbetaling?

Kreditkort

Der er hjælp at hente hvis du har købt for meget på afbetaling. Forbrugere, der er bagud med afdrag, hænger ikke på enorme gældsposter i al tid og evighed. Med fogedrettens hjælp kan sælger tage tingene tilbage. 

Artiklen er senest ajourført 29. december 2021.

Når man køber på kredit, tager sælgeren det, der hedder et ejendomsforbehold.

Det betyder at sælger kan tage tingene tilbage, hvis du ikke betaler afdragene. Har du købt en bil på afbetaling, og du på grund af din økonomiske situation ikke føler, at du har mulighed for at afdrage på bilen, har du mulighed for – hvis bilen tages tilbage af sælgeren – at slippe for at betale restbeløbet. Hvis du som forbruger køber en genstand på kredit hos en erhvervsdrivende, er der visse betingelser, der skal være opfyldte, for at et ejendomsforbehold er gyldigt.

Betingelserne er:

  1. Du skal i alt betale mere end kr. 2.000,00 inkl. kreditomkostninger.
  2. Du skal betale en udbetaling til sælgeren på mindst 20% af kontantprisen inden det købte overgives til dig.
  3. Inden du får overgivet det købte, skal sælgeren udtrykkeligt have taget ejendomsforbehold, hvilket betyder, at det udtrykkeligt skal fremgå af en skriftlig købsaftale, at “sælger forbeholder sig ejendomsret”

Kreditaftaleloven regulerer forholdet. Loven beskytter i forbrugeren.

Hvis du kommer bagud med afdragene

Kommer du som forbruger bagud med afdrag, kan sælger med fogedrettens hjælp tage tingene tilbage.

Betingelserne for at sælgeren kan tage det solgte tilbage er, at afdragene er udeblevet i mindst 30 dage, og at beløbet udgør mindst 10% af det samlede beløb, som du skal betale. Hvis du skylder mere en ét afdrag, skal de samlede udeblevne afdrag dog mindst udgøre 5% af det samlede beløb, som du skal betale.

Sælgeren kan kun få genstanden udleveret via fogedretten, og i fogedretten skal sælgeren lave en opgørelse over sit krav. Det købte skal vurderes, og er vurderingen højere end restgælden, skal køber have overskuddet udbetalt straks.

Er genstandens værdi lavere end sælgerens tilgodehavende, må sælgeren affinde sig med at få genstanden tilbageleveret, hvilket betyder, at du ikke skal betale det manglende beløb.

Dette er dog under forudsætning af, at du ikke er årsagen til, at genstandens værdi er lavere, f.eks. ved manglende vedligeholdelse eller vanrøgt.

Hvis du frivilligt tilbageleverer bilen til sælgeren, fordi du ikke kan afdrage på den, er udgangspunktet, at der gælder de samme principper som ovenstående, nemlig at du ikke skal betale det resterende beløb.

Her skal man som forbruger afvise at indgå aftaler om betaling af restkøbesum.

Har du fået finansieret købet via sælgeren, f.eks. hos et finansieringsselskab, gælder tilsvarende regler som ovenfor beskrevet også, således at finansieringsselskabet ikke kan afkræve dig differencebeløbet, såfremt sælgeren har tilbagetaget genstanden.

Hvis du har finansieret købet ved at låne pengene i en bank i stedet, har du imidlertid ikke mulighed for at tilbagelevere genstanden og slippe for at betale resten, idet du herefter fortsat hæfter overfor banken.

Vil du vide mere?

Læs mere om gæld og gældssanering, download brochuren Gældssanering eller læs flere artikler om gæld.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.