Virksomheder skal også rydde sne og sørge for glatførebekæmpelse

Pas på dine ansatte og kunder, når det bliver glat

Vi nærmer os vintertid og dermed tid med is og sne. Driver du din virksomhed fra egne lokaler, har du ansvaret for, at der bliver udført glatførebekæmpelse på virksomhedens område. Læs her om en håndfuld sager, der kunne være undgået.

Skrevet af advokat Brian Bruun Hansen, Ret&Råd København og Gentofte

Dit ansvar omfatter pligt til at rydde sne på fortovet, i indkørsel, parkeringsareal og på trapper foran virksomheden, samt på andre arealer, hvor det er almindeligt og forventeligt, at der færdes mennesker, f.eks. hvor der leveres varer.

Derudover skal du forebygge glatføre ved at strø grus, salt eller lignende. Du har også pligt til at sørge for, at der ikke hænger løse istapper eller ligger sne på taget, der kan falde ned i hovedet på forbipasserende. 

Du har pligt til at sørge for, at der ikke hænger løse istapper eller ligger sne på taget, der kan falde ned i hovedet på forbipasserende. 

Ansvar for ansatte

Det er fastslået i retspraksis og den juridiske teori, at en arbejdsgiver har et udvidet erstatningsansvar over for sine ansatte, for at der ikke sker glatføreulykker. Det følger af reglerne om arbejdsmiljø. F.eks. fastslår arbejdsmiljølovens § 42, at en arbejdsgiver har pligt til at sørge for, at arbejdsstedet er indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.

Der gælder således en skærpet pligt for en arbejdsgiver i forhold til den pligt, som alle grundejere har til at glatførebekæmpe.

Der føres hvert år en række erstatningssager mod arbejdsgivere, hvor en ansat har været udsat for en glideskade pga. sne og is. I disse sager vurderer domstolene, om det er det skærpede arbejdsgiveransvar eller det sædvanlige grundejeransvar, der skal anvendes.

Retssager om glatføre

En arbejdsgiver er fundet erstatningsansvarlig for en ansat, der gled på en parkeringsplads foran virksomheden og kom til skade. Her anvendte retten det skærpede erstatningsansvar for arbejdsgiveren (Se dommen i FED 2013.128 V).

Omvendt fandt retten i en anden sag, at det var det sædvanlige grundejeransvar, der skulle gælde, da den ansatte gled på et parkeringsareal, der ikke blev anvendt til udførelsen af arbejdet, og som ikke udgjorde en umiddelbar adgangsvej til virksomheden (Se dommen i UfR 2015.2915H).

Arbejdsgiverens ansvar kan også udstrækkes til ansatte, der kommer til skade ved en glideulykke uden for virksomhedens område. En vagtvirksomhed blev f.eks. fundet erstatningsansvarlig for en personskade, som en ansat pådrog sig ved en glideulykke hos en kunde. Vagtvirksomheden havde ikke stillet skridsikkert fodtøj til rådighed for den ansatte eller på anden måde truffet foranstaltninger til forebyggelse af faldskader. Det kunne f.eks. være ved at sørge for, at strækningen fra bilen til nøgleboksen hos kunden blev gruset. Virksomheden havde ikke opfyldt sine pligter til at tilrettelægge arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig, og den havde heller ikke i situationen givet tilstrækkelig instruktion til den ansatte (se dommen i FED 2016.49V).

Ansvar for andre (f.eks. kunder og leverandører m.fl.)

Virksomheden har også et ansvar, hvis andre end ansatte kommer til skade ved en glatføreulykke. Den har som alle andre et erstatningsansvar som grundejer.

Det afgørende for vurderingen af ansvaret er, om virksomheden har gjort tilstrækkeligt for at glatførebekæmpe på virksomhedens område. Det accepteres naturligvis, at ikke alle virksomhedens arealer kan glatførebekæmpes på samme tid. Virksomhedens ansvar bliver bedømt ud fra, om virksomheden har iværksat en tilstrækkelig procedure for glatførebekæmpelse. Den bør tage hensyn til de konkrete forhold og sætte ind, hvor det er påkrævet.

Virksomhedens ansvar bliver bedømt ud fra, om virksomheden har iværksat en tilstrækkelig procedure for glatførebekæmpelse.

En kunde fik erstatning

Ejeren af en vaskehal blev f.eks. fundet erstatningsansvarlig for en kunde, der faldt umiddelbart uden for porten til vaskehallen som følge af, at der var isglat på stedet. Virksomheden blev fundet erstatningsansvarlig, selvom der var blevet saltet på pladsen uden for porten til vaskehallen om morgenen den pågældende dag. Dog var der ikke blevet strøet grus eller i øvrigt foretaget yderligere glatførebekæmpelse i løbet af dagen, inden kunden faldt omkring kl. 13. Der blev også lagt vægt på, at ejeren af virksomheden havde været klar over, at det var en svær opgave at bekæmpe den glatte overflade, der opstod, når biler efter vask kørte ud fra vaskehallen. Derfor fandt retten, at virksomheden havde haft en særlig anledning til at foretage yderligere glatførebekæmpelse i løbet af dagen. Det blev ikke gjort, og virksomheden var erstatningsansvarlig for kundens personskade.

Du kan i øvrigt læse mere om det almindelige grundejeransvar her.

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller behov for rådgivning, er du velkommen til at kontakte artiklens forfatter advokat Brian Bruun Hansen, Ret&Råd København og Gentofte, på mail: bbh@ret-raad.dk, telefon: +45 39 99 01 97. Du kan også kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.