Fælles bestanddele ved anpartslejligheder

Hvad må man ikke?

Med jævne mellemrum ses retssager, hvor domstolene skal forholde sig til hvad der i en bygning kan betragtes som fælles bestanddele.

Problematikken er uddybende behandlet af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen ”Sameje om fast ejendomideelle anparter”.

I relation til anpartslejligheder (hvor ejerne har en ideel anpart med brugsret til en bestemt lejlighed), antages det som udgangspunkt, at reglerne om ejerlejligheder kan anvendes analogt, dog med nogen modifikation.

Når der foreligger et boligfællesskab, ofte i form af anpartslejligheder, vil de enkelte anpartsejeres dispositionsret normalt være reguleret i et sæt vedtægter.

En sådan konstruktion var genstand for landsrettens prøvelse i en netop afsagt dom VLB-0901-17 afsagt den 22.5.18, 14.afdeling.

Sagen havde følgende historik

I 1995 blev en 2-familiesvilla solgt til 2 købere, der hver købte en ideel anpart på henholdsvis 49/100 og 51/100.

Der blev samtidig oprettet et sæt fælles vedtægter for Boligfællesskabet, hvoraf det i §9 fremgik følgende:

” Samtlige beslutninger vedrørende ejendommens fællesbestanddele skal træffes i enighed, medmindre det vedrører den andens misligholdelse, idet den ikke misligholdende part i så fald har bestemmelsesretten over den anden”.

I oktober måned 2015, medens ejer A, der beboede den øverste lejlighed var på en længere udlandsrejse, lod ejer B en række arbejder udføre på sin stuelejlighed, i form af 

  1. udskiftede alle vinduer i træ til plastvinduer
  2. slog hul i murstensvæggen ud mod forhaven og etablerede et dørparti
  3. opførte en stor terrasse i galvaniseret stål på 15 m2 med adgang fra det nyetablerede dørparti.

Ejer A havde tidligere nægtet at give tilladelse til disse arbejder. 

Sagen blev indbragt for byretten til afgørelse, hvor ejer B blev dømt til at anerkende, at hun uberettiget havde udført de nævnte arbejder på ejendommen, idet retten fastslog, at der var tale om fælles bestanddele og at sådanne arbejder krævede enighed mellem de 2 ejere i overenstemmelse med vedtægterne.

Ejer B blev ligeledes dømt til at reetablere forholdene og tilbageføre ejendommen til dens oprindelige udseende inden en frist på 4 måneder. Ejer B oplyste i byretten, at hun havde afholdt samlede udgifter på kr. 250.000 til de udførte arbejder.

Ejer B ankede til Vestre Landsret, der stadfæstede dommen med samme begrundelse. 

Af relevant retspraksis kan jeg yderligere henvise til U.1994.486V om etablering af 2 altaner og U.2002.1872 V om foretagne ændringer ved facade og opgang.