Erstatningsansvar når små børn kommer til skade

Nogle gange rammer skader desværre også små børn. Det rejser det erstatningsretslige spørgsmål, om der kan rejses erstatningskrav mod den person, der har barnet i sin varetægt.

Børn kan være aktive og nysgerrige og kan ikke altid forudse konsekvenserne af egne handlinger, og derfor kan skader opstå.

I erstatningsretten gælder, at den person, der har barnet i sin varetægt, har en tilsynspligt med barnet.

Vestre Landsret har haft lejlighed til at tage stilling til udstrækningen af denne tilsynspligt (FED2018.05V).

Et barn på 2,5 år blev passet af sin gudmor, mens mor og far var på arbejde. Barnet blev passet i gudmorens hjem. Gudmoren havde lavet suppe til barnet og havde stillet en skål med suppe på køkkenbordet til afkøling. Hun gik hen til et andet bord for at hente noget brød, og havde ikke opsyn med barnet i 2 sekunder. I disse 2 sekunder rakte barnet ud efter skålen med suppe og fik den varme suppe ned over sig. Barnet fik forbrændinger og ar på forsiden af kroppen.

Spørgsmålet i sagen var om gudmoren havde handlet så uforsvarligt, at hun/hendes forsikringsselskab skulle betale erstatning og godtgørelse, der var opgjort til kr. 589.200.

Barnets forældre gjorde gældende, at gudmoren havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have taget tilstrækkelige forholdsregler for at forhindre barnet i at få fat i skålen med varm suppe.

Gudmorens forsikringsselskab gjorde bl.a. gældende, at det ikke er praktisk muligt at holde øje med barnet hvert sekund og at det korte tidsrum, hvor gudmoren ikke havde opsyn med barnet, ikke kunne tilregnes hende som uagtsomt.

Retten slog fast, at ikke en hver form for uagtsomhed kan begrunde et erstatningsansvar, idet der må kræves uagtsomhed af en vis nærmere grad, som skal vurderes i det konkrete tilfælde. Retten anerkendte, at gudmoren kunne have undgået skaden ved at have handlet anderledes, f.eks. ved at stille suppen uden for barnets rækkevidde. Dermed havde gudmoren handlet uforsigtigt med en risiko for skade til følge.

Alligevel fandt retten ikke, at der var tale om en sådan uagtsomhed, at gudmoren blev erstatningsansvarlig for skaden. Det har haft betydning for rettens afgørelse, at der var tale om en vennetjeneste og at gudmoren ikke var professionel barnepasser. Resultatet kunne derfor – måske – havde været anderledes, hvis skaden var sket i en vuggestue eller hos en dagplejer.

Barnet fik altså ikke erstatning fra dagplejemorens ansvarsforsikring. Byretten og Vestre Landsret var enige i resultatet.

Dommen viser, at der er en nedre grænse for hvornår man kan blive erstatningsansvarlig, selvom der er handlet uforsigtigt.

Dommen viser også, at samme forhold kan blive vurderet forskelligt, alt efter om den, der passer barnet, er professionel eller ej. Der vil blive stillet højere krav til professionelles (daginstitutioner og dagplejere) uagtsomhed, når det gælder opsyn med børn.

Har du spørgsmål til erstatningssager kan du kontakte din Ret&Råd Advokaterstatning@ret-raad.dk.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.