Erstatning ved arbejdsskade i hjemmet?

Kan jeg få erstatning, hvis jeg kommer til skade, når jeg arbejder hjemme fra?

Mange ansatte sidder hjemme og arbejder i denne coronatid. Men hvordan er den ansatte dækket erstatningsmæssigt, hvis der sker en ulykke, mens den ansatte arbejder hjemme fra? Det kan du læse mere om her.

Skrevet af advokat Brian Bruun Hansen, Ret&Råd København

Er ulykken dækket af arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring?

Hvis en ulykke anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven, kan den ansatte blive tilkendt godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Du kan læse mere om erstatning efter en arbejdsskade her.

Efter arbejdsskadesikringslovens § 4 er alt arbejde for arbejdsgiveren omfattet af arbejdsskadesikringen. Det gælder også arbejde, som den ansatte udfører for arbejdsgiveren fra en hjemmearbejdsplads.

Det forudsætter dog, at skaden er forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens § 1. Der stilles derfor krav om, at der kan sandsynliggøres en årsagsforbindelse mellem ulykken og arbejdet/beskæftigelsen. Skaden skal derfor være sket i forbindelse med udøvelsen af arbejdet og ikke i en pause, hvor den ansatte f.eks. hænger vasketøj op.

Som eksempel kan nævnes en dom fra 2009, hvor en arkitekt efter aftale med sin arbejdsgiver havde en hjemmearbejdsplads og selv kunne tilrettelægge sit arbejde. Dette indebar, at den ansatte kunne vælge at arbejde hjemme frem for på kontoret samt vælge at tage direkte fra hjemmet til møder forskellige steder i landet.

En dag, hvor den ansatte havde arbejdet 30-45 minutter som forberedelse til et møde samme dag i en anden by, skete en ulykke. Da den ansatte skulle køre fra sin bopæl til et møde, faldt hun på trappen uden for sin lejlighed.

I dette tilfælde fandt Vestre Landsret, at den ansatte var i færd med at arbejde, da hun faldt og kom til skade, hvorfor landsretten gav hende medhold i, at ulykken er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. (FED2009.71V).

Kan arbejdsgiveren have et erstatningsansvar for ulykker, der sker på en hjemmearbejdsplads?

Ud over reglerne i arbejdsskadesikringsloven, kan den ansatte i nogle tilfælde få yderligere erstatning og godtgørelse efter en ulykke i forbindelse med sit arbejde. Det forudsætter, at en person (f.eks. arbejdsgiveren) har handlet ansvarspådragende, og dermed er skyld i ulykken og skaden. Er det tilfældet, kan den ansatte i sin sygeperiode kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.

Retspraksis viser, at en arbejdsgiver kan ifalde erstatningsansvar, hvis reglerne i arbejdsmiljøloven ikke er opfyldt, og at det er årsagen til, at der sker en ulykke/skade. Det vil altid være en konkret vurdering, om det er tilfældet.

Reglerne i arbejdsmiljøloven gælder også, når ulykken sker i forbindelse med en hjemmearbejdsplads. Når arbejdet udføres fra en hjemmearbejdsplads, gælder reglerne i arbejdsmiljøloven om arbejdsstedets indretning dog kun i et begrænset omfang.

Reglerne i arbejdsmiljøloven gælder også, når ulykken sker i forbindelse med en hjemmearbejdsplads. Når arbejdet udføres fra en hjemmearbejdsplads, gælder reglerne i arbejdsmiljøloven om arbejdsstedets indretning dog kun i et begrænset omfang.

Arbejdsgiveren skal dog stadig sørge for, at arbejdsforholdene i hjemmet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Da arbejdsgiveren ikke har ret til at kontrollere arbejdsforholdene i den ansattes hjem, eller bygningens indretning, har den ansatte også en pligt til at medvirke til, at reglerne overholdes.

Der gælder særlige regler ved arbejde ved en skærm, når den ansatte arbejder hjemme, hvis skærmarbejdet i hjemmet udføres regelmæssigt og svarer til mindst én arbejdsdag om ugen eller ca. 2 timer eller mere stort set hver arbejdsdag. Der kræves f.eks., at der skal være tilstrækkelig plads til hensigtsmæssige arbejdsstillinger og bevægelser. Det et også et krav, at den ansatte har ret til at få undersøgt syn og øjne, og at den ansatte har ret til specielle synskorrigerende hjælpemidler, hvis en synsundersøgelse viser, at det er nødvendigt. Endelig skal arbejdsgiveren sørge for at tilrettelægge arbejdet ved skærmen, så det regelmæssigt bliver afbrudt af andet arbejde eller pauser.

Husk at virksomhedens arbejdspladsvurdering også skal omfatte hjemmearbejdspladser.

Du kan læse mere om kravene til indretning af hjemmearbejdspladser i Arbejdstilsynets vejledning D.2.9-2 - 1. oktober 2003 på www.at.dk.

Har du spørgsmål om erstatning for personskade, så er du velkommen til at kontakte din Ret&Råd Advokat.

}