Sådan foregår en civil retssag

Sådan forløber civile retssager

Tv-serier og film om retssager har tit ubehagelige forløb fyldt med drama, men virkeligheden er for det meste mere positiv. Hvad foregår der egentlig i en civil retssag? Læs med her.

Skrevet af advokat Tina Møller, Ret&Råd Djursland

En civil sag er en sag mellem private og virksomheder (eller en offentlig myndighed uden at sagen vedrører en strafferetlig overtrædelse)

En civil sag kan fx være en sag om mangler ved en købt ting, om erstatning for skade eller om forældremyndighed. Hovedforhandlingen sker ved deltagelse af én dommer i byretten og ved tre dommere i landsretten. Hvis der deltager sagkyndige dommere, vil de sidde sammen med dommeren.

Retssagen er for det meste åben for offentligheden

Alle kan overvære civile retssager, da udgangspunktet i Danmark er, at alle retssager er åbne for offentligheden. Dommeren kan dog begrænse denne åbenhed for offentligheden, fx ved at lukke dørene (altid gældende i familieretssager) eller nedlægge navne- eller referatforbud i sagen.

I den ene side af lokalet sidder sagsøger (den der har startet sagen) og sagsøgers advokat. I den anden side sidder sagsøgte (den der har modtaget et krav mod sig) og sagsøgtes advokat.

Når retsmødet begynder, vil parterne først oplyse, hvad de ønsker sagens resultat, skal være (påstande)

Så forelægges sagen af sagsøgers advokat, hvilket betyder at sagens hændelsesforløb og de fremlagte dokumenter gennemgås på en objektiv og neutral måde.

Når man giver forklaring

Efter forelæggelsen skal parterne afgive forklaring. Retten vil i den forbindelse oplyse, at man ikke har pligt til at afgive forklaring som part, men at man skal tale sandt, hvis man vælger at gøre det (sandhedsformaning)

Efter parterne, skal de eventuelle vidner afgive forklaring. Der er vidnepligt i Danmark, og retten vil derfor oplyse til vidnerne, at de har pligt til at svare på parternes spørgsmål, og at de skal tale sandt- idet falsk forklaring er strafbart.

Forud for vidnernes forklaring må de ikke overvære retssagen, men vidner kan, hvis de ønsker det, efter deres forklaring blive og overvære resten af retsmødet.

Når man skal afgive forklaring, skal man sidde ved et bord i midten af retslokalet, og både parter og vidner kan blive forvirrede og føle sig nervøse. Mange vil dog få en positiv oplevelse, idet stemningen i retslokalet ofte -på trods af sagens vigtighed for parterne- slet ikke er så ubehagelig, som det desværre ofte bliver gengivet i amerikanske film.

Hvis der har været afholdt syn og skøn, vil der herefter kunne ske afhjemling af skønsmanden, hvilket betyder, at skønsmanden afgiver forklaring om den erklæring, der er udarbejdet.

Til sidst skal hver af parternes advokater procedere sagen, hvilket betyder, at hver part får mulighed for at give deres juridiske syn på sagen, og hvordan de mener, at den skal afgøres ud fra en juridisk argumentation, inden dommeren træffer en afgørelse.

Proceduren

Til sidst skal hver af parternes advokater procedere sagen, hvilket betyder, at hver part får mulighed for at give deres juridiske syn på sagen, og hvordan de mener, at den skal afgøres ud fra en juridisk argumentation, inden dommeren træffer en afgørelse.

Hvis begge parter ønsker det, kan retten komme med en mundtlig eller skriftlig tilkendegivelse om, hvordan dommeren vurderer at resultatet af sagen vil blive. Hvis tilkendegivelsen accepteres, kan parterne indgå et forlig på den baggrund- men det er vigtigt, at parterne ved at et forlig er endeligt, da forlig ikke efterfølgende kan ankes.

Afsigelse af dom

Hvis ikke begge parter ønsker at afslutte sagen med en tilkendegivelse, vil der blive afsagt dom i sagen, hvilket typisk tager 4 uger.

Hvis man ikke er tilfreds med byrettens dom, kan man i de fleste sager anke sagen til landsretten som 2. instans (nogen sager kræver, at man får tilladelse hos procesbevillingsnævnet til at anke først). Inden der ankes, bør man læse dommens bemærkninger igennem med advokaten, så det bliver vurderet, om man kan imødegå nogle af de forhold, som dommeren har lagt vægt på i byretten (1. instans) og dermed forvente et andet resultat.

Du kan downloade vores brochure ’Sådan forløber en retssag’ med mere info.

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller behov for rådgivning, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.