Forbud mod dobbeltstraf

Forbud mod dobbeltstraf og ulovlig selvinkriminering

Man kan ikke blive straffet to gange for den samme forbrydelse - også kaldet "double jeopardy" eller "ne bis in idem.". Man kan heller ikke samtidig behandle en civil retssag og en straffesag, således at en sigtet person på en gang er fx sagsøgt af de tablidende kunder, der også har anmeldt sigtede til politiet.

Ovenstående gælder også, når sigtelsen bliver til en tiltale med et anklageskrift.

Dette skyldes de vidt forskellige processuelle regler og materielle rettigheder, der gælder for en sigtet/tiltalt i en straffesag og for parter i en civil retssag:

  • En sigtet har efter loven ret til at tie stille og til ikke at belaste sig selv ved sine evt. udtalelser – altså forbud mod selvinkriminering.
    Udtaler sigtede/tiltalte sig, har personen ret til at lyve straffrit, men må ikke kaste mistanke på uskyldige.
  • Udtaler en part i en civil sag sig, kan personen straffes for falsk forklaring i retten. Men som samtidig sagsøgt part i civil retssag kommer sagsøgtes tavshed vedkommende til skade bevisbyrdemæssigt. 

Tavshed er derfor ikke altid guld.

Oftest må straffesagen derfor mest praktisk og hensigtsmæssigt behandles til ende, før den civile sag kan påbegyndes.

De personer, der har lidt økonomiske tab, kan undertiden gratis gøre deres civile krav gældende under straffesagen i stedet for at skulle betale retsafgift i en civil sag for at stævne sigtede/tiltalte.

I en landsretskendelse fra 18. februar 2019 godkendte en byrets udsættelse af en civil retssag på endelig afklaring af tiltale og dom i en straffesag. Det gjorde byretten, fordi parterne og bevistemaerne i begge typer retssager var de samme, og fordi de, der havde anmeldt de sigtede/tiltalte også var sagsøgere i de civile sager og skulle afgive afklaring i den kommende straffesag.

Vil du vide mere? Download vores brochure Sådan forløber en civilretssag

Domme om forbud mod dobbeltstraf

Forbuddet mod dobbeltstraf for samme gerning har senest været behandlet i flere principielle højesteretsdomme i 2018 og 2019.

Frakendelse af kørekort i Tyskland og i Danmark

Den ene sag var om en dansk statsborgers der i Tyskland blev anholdt for indtagelse af spiritus samt spirituskørsel med en promille på 1,91. Den danske statsborger blev efter tysk ret idømt en bøde og frakendt sit EU kørekort i 9 måneder. Derudover blev han under 1 år fra den tyske dom tiltalt i Danmark og frakendt kørekortet i 3 år. 

Da gerningen og tiltalte var de samme, var spørgsmålet nu, om de to gange kørekortfrakendelse efter tysk og efter dansk ret var i strid med EU-Charteret om grundlæggende rettigheder (EUC) artikel 50, der forbyder dobbeltstraf for samme gerning. 

Kørekortfrakendelse er i dansk ret en følge af den strafbare handling, og ikke en straf som bøde og fængsel. Men kørekortfrakendelse er i Menneskeretsdomstolens praksis om artikel 4 i protokol 7 anset som en "straf". 

Men Menneskeretskonventionen (EMRK) gælder kun i medlemsstaten, ikke ved kørsel mellem flere EU-lande. Det gør alene EUC. 

Menneskeretskonventionen gælder kun i medlemsstaten, ikke ved kørsel mellem flere EU-lande. Det gør alene EUC. 

Spørgsmålet om frakendelse som "straf" var ikke tidligere prøvet af domstolene. Rigsadvokaten forelagde derfor problemstillingerne i bilistens straffesag for Juridisk Specialudvalg, som anså den danske frakendelse som en geografisk udvidelse af den tyske frakendelse, men erkendte, at spørgsmålet ikke sås reguleret på EU-plan.

Var bilisten blevet idømt fx en bødestraf for spritkørsel i Danmark, ville det have udløst 3 års kørekortfrakendelse som retsfølge.

Den tyske færdselsdom gjaldt kun i Tyskland. Højesteret afgjorde, at der ikke forelå dobbeltstraf i EUC-forstand - men ophævede sagsomkostningerne for byret, Landsret og Højesteret på grund af den lange sagsbehandlingstid på over 4 år, der ikke skyldtes bilistens forhold.

Det var ubestridt under sagen, at straffelovens § 11 (international domsmyndighed) og Færdselslovens § 134 (færdselslovens territoriale område) isoleret var anvendelige på bilistens sag.

Læs advokat (H) Steen Petersens artikel Frakendelse af dansk statsborgers EU-førerret i 2014 om sagen.

Overvågningsbilleder delt på Facebook

I en anden højesteretsdom offentliggjorde tiltalte den 5. august 2016 på Facebook overvågningsbilleder fra en dagligvarebutik med henblik på at sikre pågribelsen af den mand, som dagen forinden havde blottet sig for hendes datter og dennes veninde. 

Anklagemyndigheden rejste tiltale for overtrædelse af persondatalovens § 26 a ved at have videregivet billeder af en identificerbar person optaget med overvågningsudstyr uden dennes samtykke. Ved dom af 10. marts 2017 blev tiltalte frifundet med den begrundelse, at bestemmelsen kun omfattede den, som var ansvarlig for optagelsen med overvågningsudstyret.

Ved et nyt anklageskrift af 26. maj 2017 blev tiltalte tiltalt for overtrædelse af persondatalovens § 8 ved den 5. august 2016 uberettiget at have videregivet oplysninger om et strafbart forhold uden den registreredes samtykke. Højesteret fandt, at den nye tiltale i det væsentlige angik de samme faktiske omstændigheder, som tiltalte var tiltalt for i den tidligere sag, samt at frifindelsen var sket efter en realitetsprøvelse af betingelserne for at pålægge strafansvar. Dommen var derfor endelig, da den nye tiltale blev rejst.

Den fornyede retsforfølgning var derfor i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning i artikel 50 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder og artikel 4 i 7. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret afviste derfor sagen.

Er du blevet sigtet i en straffesag? Få hjælp af en advokat.

Dobbeltstraf til indsat

I en tredje sag havde en fange fået en disciplinærsanktion i form af isolationscelle for ulovligt at have opbevaret en mobil i cellen. Han blev nu tiltalt efter straffelovs p. 124, stk 4 for den samme forseelse og idømt straf. Var dette i strid med Menneskeretskonventionens artikel 4 i Protokol 7 om forbud mod dobbeltstraf?

Byretten sagde ja, men Landsretten sagde nej. Landsretten fandt, at den idømte disciplinærstraf ikke forlængede den straf, som allerede var under afsoning. Desuden var det tvivlsomt, om en disciplinærsanktion var en "straf" i Menneskeretskonventionens forstand, jf. artikel 4 i Protokol 7. Dertil kom behovet for at kunne reagere effektivt disciplinært over for indsattes uberettigede brug af mobiltelefoner. Byrettens dom blev derfor ophævet.

Skattestraffesager

I Norge og Sverige har man i skattesager haft en ordning med administrative skattetillægsbøder og efterfølgende straffesag eller omvendt - om skattesvig. Denne ordning måtte ændres efter en dom fra EU-Domstolen (Åkerberg Fransson), der fandt, at skattetillæg spærrede for ny straffesag om samme skattesvig, jf. EUC artikel 50, og EMRK art 4 i protokol 7. Skattetillæg ansås som en ”straf” efter de internationale retskilder.

I Danmark afgøres skattestraffesager både i bøde eller fængsel sammen med de ofte exorbitant store tillægsbøder. Det ses endnu ikke prøvet ved domstolene, om disse betydelige tillægsbøder udgør en dobbeltstraf.

Fremtidige sager om dobbeltstraf

Som ovenstående eksempler viser, har den siden 1. juli 1992 inkorporerede Menneskeretskonventions artikel 4 i protokol 7, og artikel 50 i det siden 2000 direkte anvendelige EU-Charter om grundlæggende rettigheder, fået voksende betydning også inden for dansk strafferet.

Kriminalretterne, anklagemyndigheden og forsvarerne gør derfor klogt i at være ajour også med disse vigtige internationale retskilder.

Artiklen er skrevet af forsvars- og procesadvokat (H) Steen Petersen, ved Ret&Råd Advokater Glostrup.

Find din lokale Ret&Råd Advokat, download brochuren Sådan forløber en civil retssag, eller læs mere på vores hjemmeside om:

Læs advokat (H) Steen Petersens andre artikler om dobbeltstraf:

}