Det er ikke sikkert at kommunen må stoppe sygedagpenge med tilbagevirkende kraft

Kommunen må ikke stoppe sygedagpenge med tilbagevirkende kraft med henvisning til, at uarbejdsdygtighedskriteriet ikke er opfyldt

Det fastslog Østre Landsret i en dom for nylig.

Efter dommen har Ankestyrelsen vurderet, at borgere, som har fået frataget sygedagpenge med tilbagevirkende kraft med henvisning til, at de ikke var uarbejdsdygtige, har ret til at få behandlet deres sager på ny. Dette gælder for krav, der ligger efter 4. maj 2015.

Hvis du har fået en sådan afgørelse, kan du henvende dig til kommunen og bede om at få din sag genoptaget. 

Om sagen kan kort nævnes, at den vedrørte en kvinde, som modtog sygedagpenge. Hun var i marts 2015 til en opfølgningssamtale i kommunen. Efter mødet oplyste kommunen, at man var i tvivl om, hvorvidt kvinden opfyldte uarbejdsdygtighedskriteriet. Kommunen ville derfor indhente oplysninger til belysning af, om kvinden fortsat var uarbejdsdygtig.

Der skete partshøring den 14. april 2015 med frist til 24. april 2015. I juni 2015 traf kommunen afgørelse om ophør fra 15. april 2015.

Det følger af sygedagpengelovens regler, at retten til sygedagpenge ophører, når borgeren ikke længere er uarbejdsdygtig, hvilket taler for, at retten ophører fra den dag man ikke længere er uarbejdsdygtig uanset, hvornår kommunen bliver opmærksom på det.

På den anden side følger det af almindelige forvaltningsretlige regler, at der skal ske partshøring forud for, at der træffes afgørelse og at der som hovedregel kun kan træffes afgørelse for fremtiden.

Landsretten fandt, at kommunen tidligst kunne træffe afgørelse, når fristen for partshøring var udløbet og at afgørelsen kun kan træffes for fremtiden.

Har du spørgsmål til dommen eller socialret i øvrigt, kan du kontakte din Ret&Råd advokat idag.