Hvad er en ægtepagt med sumdeling?

Hvad er en ægtepagt med sumdeling?

Lov om ægtefællers økonomiske forhold (ægtefælleloven) trådte i kraft den 1. januar 2018. Loven indførte større fleksibilitet med det såkaldte sumsæreje, som gav nye muligheder for at skræddersy en ægtepagt. Her tre år efter bli-ver de nye muligheder, som loven åbner op for, brugt i praksis.

Af advokat Annemette Larsen, Ret&Råd Randers

Da ægtefælleloven blev indført, bevarede man ægtefællernes legale formueordning. Det betyder, at der med loven (fortsat) er formuefællesskab. Der skal derfor som udgangspunkt fortsat ske ligedeling af ægtefællers positive nettoformue ved separation/skilsmisse, medmindre ægtefællerne har aftalt andet ved ægtepagt.

Men med loven blev der indført øget mulighed for at oprette skræddersyet ægtepagt om særeje, og de nye muligheder for sumdeling og sumsæreje er efterspurgt af ægtefæller i dag.

Sumsæreje

Med de nye ægtefællelov blev ægtefællers aftalemuligheder forbedret, så man nu kan aftale sumsæreje og sumdeling. En ægtepagt om sumsæreje indebærer, at et bestemt beløb er særeje, f.eks. de første kr. 250.000 af den ene ægtefælles formue, og det beløb skal som det eneste ikke deles ved separation eller skilsmisse.

En ægtepagt med sumdeling indebærer omvendt, at et bestemt beløb er delingsformue, f.eks. de første kr. 400.000 af den ene ægtefælles formue. Det beløb skal deles ved separation eller skilsmisse, mens ægtefællen kan beholde resten af sin formue som særeje.

Gæld kan være særeje

Det er også blevet muligt at aftale, at gæld skal være særeje. Typisk ønsker folk at gøre gæld, som den ene part indbringer i ægteskabet, til særeje, det kunne være et SU-lån. Generelt er det et velkomment tiltag, at der i dag er øget mulighed for at skræddersy en ægtepagt til de enkelte ægtefællers behov og situation.

Nye muligheder for blandede ægteskaber

Flere danskere gifter sig internationalt. Siden januar 2018 har det ligeledes været muligt for ægtefæller, der har bopæl i Danmark eller hvor mindst den ene ægtefælle er dansk statsborger, at indgå lovvalgsaftale om, at dansk ret skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold. Herunder gælder det, at der som udgangspunkt skal ske ligedeling af delingsformuen ved separation eller skilsmisse.

I praksis bliver muligheden benyttet af internationale par, der ønsker at aftale klare rammer for en eventuel separation/skilsmisse, så der ikke er tvivl om, at formuen enten skal ligedeles eller deles i henhold til indgået ægtepagt. Lovvalgaftalen skal indgås ved ægtepagt, der tinglyses.

Hvis du har spørgsmål eller behov for juridisk rådgivning, er du velkommen til at kontakte dine lokale Ret&Råd-advokat.