Bodeling ved vielse i udlandet

Bodeling ved vielse i udlandet

Hvis I blev viet i udlandet, kan I møde udfordringer ved skilsmisse. For hvordan deler man boet, hvis ægteskabet er indgået uden for Danmark?

Skrevet af advokat Susan Sørensen, Ret&Råd Aalborg

Vi lever i dag i en globaliseret tid, der bl.a. har giver den mulighed, at mange par kan rejse til udlandet, eksempelvis Bahamas for at gifte sig på en eksotisk strand.

Mindre eksotisk er det for parret, når de skal forholde sig til de juridiske udfordringer, som en udenlandsk vielse kan medføre. Et væsentligt spørgsmål for parret, er, hvilket lands bodelingsregler, der skal finde anvendelse i tilfælde af en evt. forestående skilsmisse.   

Ægtefællerne har bopæl i Danmark

Er ægtefællerne bosiddende i Danmark på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, er udgangspunktet, at dansk lovgivning – og dermed danske bodelingsregler – finder anvendelse på ægteskabet (ægtefællelovens § 63). Det er uden betydning, om ægtefællerne i Danmark bor sammen eller hver for sig.

Ønsker ægtefællerne ikke, at de danske bodelingsregler skal finde anvendelse i ægteskabet, kan de ved aftale (kaldet en ”lovvalgsaftale”) bestemme anden lovgivning. Dette forudsætter, at en af ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse har en tilknytning det land, hvis lovgivning de vælger, f.eks. i form af bopæl eller statsborgerskab ( § 65).

Indgår ægtefællerne en lovvalgsaftale, er det vigtigt, at de er opmærksomme på, at aftalen skal indgås skriftligt, at den skal dateres, og at den skal underskrives af begge ægtefæller, førend den er gyldig (ægtefællelovens § 66).

Ægtefællerne har ikke bopæl i Danmark

Har ingen af ægtefællerne bopæl i Danmark ved ægteskabets indgåelse, er udgangspunktet, at lovgivningen i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelse af ægteskabet, eller hvor de begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse (ægtefællelovens § 64, stk. 1).

Er ægtefællerne i en situation, hvor de hverken boede i samme stat ved indgåelsen af ægteskabet, og hvor de ej heller har boet i samme stat samtidig efter indgåelsen af ægteskabet, er det lovgivningen i den stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, der finder anvendelse på ægteskabet (ægtefællelovens § 64, stk. 2).

Har ægtefællerne ej heller statsborgerskab i samme stat, foretages der en vurdering af, hvilket land ægtefællerne havde den tætteste tilknytning til på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og så vil det netop være dét lands regler, der finder anvendelse på ægteskabet (ægtefællelovens § 64, stk. 3).

Når ægtefællerne – efter at have boet udenlands i en årrække – vender tilbage til Danmark, og de har boet i Danmark uafbrudt de seneste 5 år, finder den danske lovgivning ”igen” anvendelse på ægteskabet (ægtefællelovens § 64, stk. 5).

Som det fremgår af ovenstående kan det være ganske kompliceret at nå frem til, hvilket lands bodelingsregler, der skal finde anvendelse på et ægteskab, der er indgået i udlandet. Inden turen går til den eksotiske strand på Bahamas, anbefales det derfor, at man søger rådgivning hos sin advokat.

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller behov for rådgivning, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.