Barnets tarv

Et usikkert begreb?

Forældreansvarslovens § 4 har følgende ordlyd: ”afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet”.

Af noter til lovteksten fremgår det, at bestemmelsen fastslår det  grundlæggende princip om at der ved alle afgørelser skal tages hensyn til hvad der er bedst for barnet.

Imidlertid indeholder loven ikke en definition af hvordan ”barnets bedste” skal forstås og dette kan i flere sammenhænge afstedkomme frustrationer hos de involverede parter, når domstolene træffer afgørelser, der synes at gå imod barnets bedste.

Udtrykket barnets bedste er en retlig standard, som er under stadig udvikling i tråd med hvad samfundet opfatter som godt og skidt. Der er således tale om et sløret begreb, der er afhængig af hvad du og din nabo mener er ret og rimeligt på et givet tidspunkt. 

Er dette en rimelig betragtning set ud fra barnets perspektiv eller kan det gøres bedre?

Ofte benytter domstolene sig af børnesagkyndig sagkundskab, der kan foreligge i mange former. Hyppigst anvendt er informationer fra børnehave og skole eller fra sagsbehandler i kommunen. I en lidt mere udvidet form er der normalt afholdt børnesamtaler med en udmeldt børnesagkyndig psykolog, der sammen med den juridiske dommer tager en samtale med barnet, når barnet har en passende alder.

I nogle situationer er det hensigtsmæssigt at lave en observationsrapport, hvor far og mor hver for sig observeres i deres samspil med barnet, som så danner grundlag for en kort beskrivelse af observationerne.

Endelig vil der i konfliktfyldte sager være grundlag for at få foretaget en egentlig børnesagkyndig undersøgelse, der strækker sig over flere observationer og samtaler med forældrene. En sådan undersøgelse tager nogen tid og udsætter ofte en afgørelse i sagen.

Som advokat i disse sager ser jeg mange afgørelser, der enten følger den børnesagkyndiges anbefalinger slavisk, men desværre også afgørelser, der trods helt klare anbefalinger fra en børnesagkyndig, går i en helt anden retning.

Her melder sig så spørgsmålet, om bestemmelsen i § 4 om ”Barnets bedste” mere er en pæn facade end en beskyttelse af barnet.

Baggrunden for denne artikel er en netop afsagt landsretsafgørelse, der stadfæster byrettens afgørelse hvor følgende problemstilling er genstand for sagen:

Barnet på 5 år har efter forældrenes skilsmisse boet 2 år hos mor og haft god kontakt med sin far efter skilsmissen. Der foreligger en meget nær kontakt til bedsteforældre i samme lokalområde og der er en meget nær tilknytning til barnets kammerater i børnehaven.

Sagen om flytning af bopæl fra mor til far anlægges som følge af mors planer om at flytte til en anden landsdel hvor hendes nye kæreste bor.

Der bliver udarbejdet en observationsrapport af en børnesagkyndig, hvor rapportens konklusion klart anbefaler at barnet får bopæl hos far for at bevare sin tilknytning til lokalmiljøet.

Alligevel bestemmer byretten, hvis afgørelse stadfæstes af Landsretten, at barnet trods mors ønske om at flytte landsdel, skal have bopæl hos mor og følge denne ved en kommende flytning.

Den nærmere begrundelse fra Landsrettens side er, at barnet har haft bopæl hos mor i 2 år, der derfor betragtes som den primære omsorgsperson, uanset observationsrapportens anbefaling.

Min personlige holdning til en sådan afgørelse er, at afgørelsen ikke er til barnets bedste, idet flere forhold peger på det modsatte, nemlig:

  1. barnet trækkes ud af sine vante omgivelser i nærmiljøet
  2. barnet mister sin tætte kontakt med far
  3. barnet mister sin tætte kontakt med bedsteforældrene
  4. barnet mister sine legekammerater
  5. barnet får lang rejsevej ved samvær
  6. barnet får store udfordringer i den nye landsdel hvor alt er fremmed
Måtte min artikel give anledning til spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din Ret&Råd advokat idag.