Hvad siger arveloven om gæld?

Arver man gæld?

Som udgangspunkt hæfter man ikke for afdødes gæld, men du skal være opmærksom på, at der er situationer, hvor du kan risikere det.

Skrevet af Cathrine Hesse N. Jensen, advokatfuldmægtig Ret&Råd Djursland

Udtrykket at ”vedgå sig arv og gæld” er et udtryk man ofte møder, og man kan som arving være i tvivl om, hvorvidt man reelt risikerer at ”arve” gæld efter f.eks. forældre eller ægtefælle.

Det klare udgangspunkt er, at man som arving ikke hæfter for afdødes gæld.

Hvis man allerede på forhånd ved, at afdødes gæld overstiger formuen, vil udgangspunktet være, at boet bliver behandlet som et insolvent dødsbo. I dette tilfælde udpeger skifteretten en bobestyrer, der skal sørge for at sælge boets aktiver og udlodde midlerne til boets kreditorer. Arvingerne risikerer således ikke at komme til at hæfte overfor afdødes kreditorer.

Det klare udgangspunkt er, at man som arving ikke hæfter for afdødes gæld.

Hvis boet er solvent (hvis der er flere aktiver end passiver) kan man få boet udlagt til privat skifte.

Viser det sig senere, at afdøde også efterlod sig gæld, og at boet derved er blevet insolvent, kan arvingerne stadig nå at træde tilbage fra det private skifte og overlade behandlingen til en bobestyrer.

Udgangspunktet er således også i dette tilfælde, at arvingerne ikke hæfter overfor afdødes kreditorer.

Undtagelsen hertil kan dog opstå i det tilfælde, at arvingerne allerede har ”taget for sig af retterne”, og ikke længere har mulighed for at aflevere aktiverne tilbage til boet. I det tilfælde vil du som arving hæfte overfor afdødes kreditorer. Det er derfor altid en god ide at vente med at udtage aktiver, indtil boet er gjort op.

Der er også andre situationer, hvor du skal være opmærksom på, at du risikerer at hæfte for gæld efter afdøde. Dette gælder i det tilfælde, hvor du som ægtefælle vælger at sidde i uskiftet bo, eller får boet udlagt som ægtefælleudlæg.

At frasige sig arv

I nogle tilfælde kan det være fordelagtigt helt at frasige sig arv. Hvis du som arving er forgældet, kan du ved at give et arveafkald sørge for, at en evt. arv ikke tilfalder dine kreditorer, men springer et led over og i stedet tilfalder dine børn.

Et arveafkald skal gives mens arvelader (den du skal arve fra), fortsat er i live.

Hvis den ene ægtefælle er insolvent, kan man med fordel oprette en ægtepagt, således at man ikke risikerer, at den solvente ægtefælle skal aflevere halvdelen af sin formue til den insolvente ægtefælles kreditorer i tilfælde af dennes død.

Hvis du har spørgsmål om arv og gæld, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd advokat.

}