Den rigtige entrepriseform

Ændringer til selskabs- og årsregnskabsloven på vej

Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen har netop fremsat et nyt lovforslag der vedrører flere ændringer i selskabs- og årsregnskabsloven. Med lovforslaget følger bl.a. en mulighed for at sende kapitalselskaber til tvangsopløsning, hvis disse ikke opfylder kravet om ejerregistrering.

Lovforslaget indeholder blandt andet ændrede krav til ejerregistrering, således at registrering af ejeroplysninger bliver en forudsætning for registrering af nye selskaber. Kapitalselskaber vil desuden kunne sendes til tvangsopløsning, såfremt disse ikke har foretaget nogen form for ejerregistrering. 

Årsagen hertil er, at en del selskaber fortsat ikke har registreret sig i Det Offentlige Ejerregister trods deres forpligtelse dertil. 

Med lovforslaget følger også en præcisering for iværksætterselskaber, der medfører, at kapitalforhøjelser i iværksætterselskaber kun kan ske enten ved indskud af kontanter eller ved en ompostering fra selskabets frie reserver til selskabskapitalen. 

Samme konkurrencebetingelser som i andre lande 

Desuden indeholder lovforslaget en betinget lovliggørelse af kapitalejerlån, således at danske selskaber får lige konkurrencebetingelser i forhold til selskaber i andre lande, som vi normalt sammenligner os med, hvor kapitalejerlån er lovlige. 

Genindførelse af undtagelsesmulighed 

Herudover indeholder lovforslaget en genindførelse af en undtagelsesmulighed i årsregnskabsloven vedrørende undladelse af visse oplysninger om datter- og associerede virksomheder, hvor virksomhederne således kan undlade at give oplysning om egenkapital og resultat i de datter- og associerede virksomheder, som indgår i koncernregnskabet eller indregnes i årsregnskabet efter den indre værdis metode. Virksomhederne skal dog fortsat oplyse om navn, hjemsted, retsform og ejerandel for datter- og associerede virksomheder. Det bemærkes, at denne genindførelse af en undtagelsesmulighed i årsregnskabsloven ikke har været en del af lovforslaget, da dette var i høring. 

Undtagelsen blev i øvrigt fjernet, da årsregnskabsloven blev ændret i 2015, men Erhvervsstyrelsen er efterfølgende blev opmærksom på, at regnskabsdirektivet giver mulighed for, at undtagelsen kunne være bibeholdt. 

Lovforslaget er blevet 1. behandlet den 25. oktober 2016, og hvis forslaget vedtages forventes det, at loven træder i kraft 1. januar 2017.