Ny højesteretsdom om adoption ved brug af rugemor - Pas på!

Ny højesteretsdom om adoption ved brug af rugemor - Pas på!

Højesterets dom af 16. november 2020 afgør, at en dansk mor kunne ikke adoptere, fordi det ikke kunne udelukkes, at hun havde betalt den udenlandske rugemor.

Af advokat Anne Kjærhus Mortensen, Ret&Råd Århus C

Spørgsmålet om moderens retsstilling ved surrogatmoderskab har oven en længere periode været grundlag for drøftelse.

Den 16. november 2020 har Højesteret afsagt en principielt og meget klar afgørelse herom.

I den pågældende afgørelse fik en mors således afslag på anmodning adoption som følge af, at der var sket betaling til surrogatmoderen. Dommen medfører, at adoption ikke kan forventes i de situationer, hvor det ikke kan afvises, at der er ydet betaling til surrogatmoderen.

Sagens faktum

I sagen havde en mand og en kvinde fra Danmark været i fertilitetsbehandling i Ukraine og i forbindelse med denne behandling indgik de en aftale med fertilitetsklinikken om brug af en surrogatmoder derfra. I denne forbindelse betalte de ca. 200.000 kr. til en klinik i Ukraine. Manden var biologisk far til børnene og er også anerkendt som far i Danmark. I forhold til den danske mor havde Ankestyrelsens imidlertid givet afslag på hendes anmodning om adoption af børnene, idet Ankestyrelsen lagde til grund, at en del af den betaling på de 200.000 kr. der var sket til klinikken var gået til surrogatmoderen. Surrogatmoderen ansås efter dansk ret for at være biologisk mor til børnene.

I adoptionslovens § 15 er der en bestemmelse, der siger, at adoption ikke kan meddeles, hvis nogen, der skal give samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller anden form for modydelse. Idet der i sagen var tale om adoption af børn under 18 år, var den danske kvindes adoption af børnene betinget af, at forældrene til dem gav deres samtykke – det betød altså, at den ukrainske kvinde, fordi hun var børnenes biologiske mor, skulle give samtykke til adoptionen.

Det blev lagt til grund i sagen, at surrogatmoderen havde modtaget en del af de 200.000 kr. som betaling for surrogat-arrangementet. Adoptionslovens § 15 indebærer et ubetinget forbud mod at meddele adoption, hvis der er indgået en betaling til den, der skal give samtykke.

Højesteret vurderede videre om artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der sikrer borgere retten til privatliv og familieliv, idet ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i borgernes udøvelse af denne ret, medmindre indgrebet er nødvendigt og det sker i overensstemmelse med loven, kunne medføre, at adoptionen alligevel kunne tillades. Dette ville være tilfældet, hvis børnenes interesse i at blive adopteret af A kunne anses for at være større end de hensyn, der er bag adoptionslovens § 15 – man skulle derfor opveje de to hensyn over for hinanden.

De hensyn, der ligger bag bestemmelsen i adoptionslovens § 15, er blandt andet, at aftaler, hvor børn gøres til genstand for ”handler” anses for at være i strid med helt grundlæggende principper i det danske samfund. Der er tale om en beskyttelse af børn mod at blive gjort til genstand for handel ved, at der sker betaling til surrogatmoderen.

Højesteret fastslog herefter, at de hensyn der var til børnene, om at kvinden/den danske mor også retligt skulle anses for at være deres mor, ikke kunne overstige de generelle hensyn, der er til børns beskyttelse mod at blive gjort til genstand for handel. De lagde blandt andet vægt på, at børnene allerede havde dansk indfødsret samt at surrogat-aftalen var fulgt realiseret for så vidt angår faderen.  

Derfor gav Højesteret afslag på, at kvinden kunne få lov til at adoptere børnene.

Kontakt din lokale Ret&Råd familieretsadvokat, hvis du har spørgsmål i forhold til din retsstilling.