Forældelse af erstatningskrav ved personskader

I dag reguleres forældelse primært af 2008-loven, hvorefter der gælder en 3-årig ordinær forældelsesfrist og en 30-årig absolut forældelsesfrist.

Den 3-årige forældelse beregnes fra det tidspunkt, hvor man får kendskab til skaden/generne, mens den 30-årige absolutte forældelse beregnes fra selve skadestidspunktet/uheldsdagen.

Eksempel ordinær

Hvis man fx kommer til skade i 2011, men først finder ud af, at man har pådraget sig en skade i 2014, er kravet således som udgangspunkt ikke forældet på baggrund af den ordinære forældelsesfrist på 3 år, idet man i dette tilfælde anser forældelsesfristen for suspenderet, indtil man får kendskab til skaden.

Eksempel absolut

Hvis man kommer til skade i 2011, men først får kendskab til generne i 2042, vil forældelsesfristerne ikke være suspenderet, idet den absolutte forældelsesfrist er sprunget – og kravet vil som det helt klare udgangspunkt være forældet.

Det er dog udgangspunktet, at det er den på skadestidspunktet gældende forældelseslovgivning, der finder anvendelse ved bedømmelse af, om kravet er forældet, hvorfor vi fortsat i dag også kan opleve, at en række erstatningskrav skal bedømmes efter 1908-loven og danske lov 5-14-4.

I modsætning til i dag indebærer de gamle regler, at der gælder en ordinær forældelsesfrist på 5 år og kun en absolut forældelse på 20 år.

Det er kun i ganske særlige tilfælde muligt, at suspendere den absolutte forældelse.

Højesteret har dog accepteret dette en enkelt gang, men det antages, at dette kun vil være gældende ved meget alvorlige personskadesager OG, hvor der overhovedet ikke viser sig følger før end udløbet af den absolutte frist.

Hvis forældelse skal beregnes efter de gamle regler, og der ikke er indtrådt forældelse den 01.01.2008, er der i 2008-loven indsat en række overgangsbestemmelser til regulering heraf, blandt andet med den følge, at kravet vil blive omfattet af den 30 årige absolutte forældelsesfrist.

Ved patientskader og arbejdsskader findes der særlige regler om anmeldelse og forældelse;  og man skal derfor være særlig opmærksom, da forældelse indtræder langt hurtigere end ovenfor beskrevet.

Krav om erstatning bør altid anmeldes hurtigst muligt.

Bliver din sag afvist som følge af forældelse, eller er du i tvivl om, hvordan du anmelder en skade, anbefaler jeg, at du kontakter en advokat med det samme.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.