Det fremgår af artiklen, at sagkyndige dommeres medvirken i S&H. Retten skulle være medvirkende årsag til disse ændringer.
Der er intet banebrydende nyt i, at dommere i ankeinstansen – det være sig landsretter eller Højesteret – kan bedømme underinstansens domme på anden, ny og resultatændrende måde.
En sags udfald beror navnlig på, hvorledes sagens problemstillinger præsenteres i retten af de stridende parter og deres repræsentanter.
Anke adgang er desuden en retssikkerhedsgaranti for stridende parter.
Men retssystemet bør ikke belastes af fx småsager eller sager, hvor udsigt til ændring på forhånd er udsigtsløs eller meget ringe.
Unødig trætte skal undgås, men uden at retssikkerheden kastes overbord.
Sund fornuft og fx mediation inden søgsmål – og rets mægling inden hoved forhandling – er nogle gode redskaber til at forlige en tvist.
Tilsvarende gælder advokaters rådgivning af deres klienter om fordele og ulemper ved en måske kostbar proces i flere retsinstanser.
Parterne og deres advokater har rådighed over genstanden for den civile proces. Det er parterne og deres advokater, der tilvejebringer beviser, præsenterer deres sag i retten, fører de relevante beviser, fremfører de relevante juridiske argumenter og sammenfatter det relevante i den afsluttende målrettede procedure.
I mange tvister kan og skal sagerne med fordel skæres til, og der skal kun fremlægges det mest relevante i retssagen.
Dommerne i retssystemet forholder sig alene til det billede og den virkelighed, som præsenteres for dem af parter, vidner, tekniske erklæringer m.m. Dommere har mulighed for at afhjælpe evt. fejl/uklarheder under forberedelsen. Men dommerne kan selvsagt aldrig overtage parternes procesførelse, selvom dommerne kan se, hvor sagen bærer hen. En alt for aktiv procesledelse fra dommersædet kan vække berettiget tvivl hos de stridende parter om rettens uvildighed og habilitet ( “appearance- kravet”).
Sagkyndige dommeres medvirken i den civile retspleje er reguleret i Retsplejelovens para. 16, 20-20 a, 92-94.
Både byretter og landsretter kan sættes med en blanding af juridiske og sagkyndige dommere som i Sø- og Handelsretten. Denne mulighed består selvsagt ikke i Højesteret.
I nogle domme ses undertiden formuleringer som:
” Som sagen er forelagt for retten …”
” allerede fordi X part ikke har gjort gældende …”
Det er udtryk for, at retten har savnet noget mere fra parterne ved rettens afgørelse af tvisten.
Undertiden ses et såkaldt obiter dictum fra en dommer, hvor dommeren fx i en dissens udtrykker et synspunkt, som ikke er gjort gældende af en part, hvorfor dommeren ikke kan tage stilling hertil, se fx UfR 1960.23 H – dissensen af Theodor Pedersen.
En ankesag er en ny og selvstændig sag, hvor måske nye eller ændrede påstande, anbringender, beviser og indsigelser fremføres og efter en ny og selvstændig hoved forhandling måske ændrer den påankede dom.
Vi har også eksempler på 3 forskellige resultater i domme, når fx byretsdomme ankes til landsretter – og med Procesbevillingsnævnets tilladelse – ankes til Højesteret.
Det betyder ikke – nødvendigvis – at der er “noget galt” med byretters og landsretters domme – med og uden sagkyndige dommeres medvirken.
Her må man i sagens natur dykke ned i substansen fra retsinstans til retsinstans og afdække, hvorledes sagerne konkret er håndteret og præsenteret for retten.
Højesteret er den øverste retsinstans i Danmark. Højesteret skal derfor kun beskæftige sig med sager af principal karakter, der har betydning for fastlæggelsen af gældende ret på et konkret retsområde – eller sager, hvor særlige grunde taler for at opnå prøvelse ved Højesteret.
Årsberetningerne fra Procesbevilingsnævnet belyser, hvad der er fundet “principielt”, og hvad der ligger i ” særlige grunde”.Dog har Procesbevillingsnævnet ikke pligt til at begrunde Nævnets positive og negative afgørelser.
Min oplevelse som mangeårig praktiserende procesadvokat for alle retsinstanser har kun været positive. Domstolene behandler i sagens natur retssager grundigt.
Det skal ikke glemmes, at både byretter og landsretter også kan sættes med sagkyndige dommere. Det sagkyndige element skal heller ikke undervurderes, allerede fordi juridiske dommere i sagens natur ikke kan forventes at have den ikke – juridiske ekspertise, som netop de sagkyndige dommere besidder på deres specialområde i retssager, hvor fx branchekutymer, teknik og jura, skal gå hånd i hånd.
Storm P. sagde engang: Statistikker er som lygtepæle. De er gode at læne sig op ad. Efter min umiddelbare opfattelse bør man ikke kun fokusere på, hvor mange domme fra Sø- og Handelsretten, der ændres i Højesteret i forhold til landsretters domme.
En dyberegående og mere nuanceret undersøgelse heraf vil være kærkommen, inden man afsiger den endelige dom – det må være i alles interesse.
Skrevet af den erfarne ansættelsesrets- og procesadvokat(H) Steen Petersen.
Se Steens profil HER og hans artikler HER.
Kontakt Steen på 21721782 og stp@ret-raad.dk