De krydsende og konfliktende hensyn mellem mediernes rolle og funktion som “offentlighedens vagthund” – som er beskyttet efter Den europæiske Menneskerettighedskonvention( EMRK) artikel 10- og hensynet til at beskytte personfølsomme og fortrolige oplysninger om PET tjenestens interne forhold skulle afvejes af Kbh. Byret.
PET havde den 8.10.2016 fået nedlagt midlertidigt fogedforbud mod offentliggørelsen af den tidligere PET-chef, Jacob Scharfs bog: “Syv år for PET”, fordi PET frygtede, at en sådan “insider beretning” om “kendte og ukendte PET aktioner” ville kunne sætte menneskers liv i fare.
Dagen efter bragte Politiken hele bogen i et tillæg.
Bogen har siden kunnet købes i alle danske boghandler mfl.
Københavns Byret anfører følgende på Byrettens hjemmeside:
Københavns Byret har den 18. januar 2019 afsagt dom i en privat straffesag, hvor en førende dansk medievirksomhed og chefredaktøren for et af virksomhedens dagblade var tiltalt med påstand om straf for at have overtrådt et forbud nedlagt af Københavns Byret mod offentliggørelse af manuskriptet til bogen ”Syv år for PET – Jacob Scharfs tid”.
Medievirksomheden blev dømt til at betale en bøde på 100.000 kr., og chefredaktøren blev dømt til at betale en bøde på 50.000 kr. Begge blev endvidere dømt til at betale sagens omkostninger.
Rettens begrundelse er sålydende:
”Denne sag omhandler alene, hvorvidt de sagsøgte kan pålægges strafansvar for overtrædelse af det forbud, der blev nedlagt over for A ved Københavns Byrets kendelse af 8. oktober 2016.
Der er ved Østre Landsrets og Højesterets kendelser af henholdsvis 9. december 2016 og 2. november 2017, trykt i U2018.651H, taget endelig stilling til, at forbuddet var lovligt nedlagt.
Retsplejelovens § 430 indeholder udtrykkelig hjemmel for strafansvar ved overtrædelse af et forbud og ved bistand hertil, og det nedlagte forbud angav klart og utvetydigt, hvilke handlinger forbuddet rettede sig imod. Retten finder videre, at det efter Højesterets kendelse af 11. november 2013, trykt i U2014.462H, stod klart, at et forbud mod offentliggørelse af oplysninger i et medieforetagende kunne rettes mod medieforetagendets øverste ledelse. Retstilstanden var således forudsigelig for de sagsøgte.
Retten finder, at A som udgiver ved offentliggørelsen af den omhandlede bog den 9. oktober 2016, har overtrådt det nedlagte forbud, og at B som den, der traf beslutningen om offentliggørelsen, har bistået herved.
Efter de afgivne forklaringer var både C, der var administrerende direktør for dagbladet, og B, der var ansvarshavende chefredaktør for dagbladet, på tidspunktet for offentliggørelsen af bogen i besiddelse af forbudskendelsen fra Københavns Byret. De var således begge vidende om, at der var nedlagt forbud over for A. C var endvidere forud for offentliggørelsen bekendt med B´s beslutning om, at offentliggøre bogen som en særsektion til dagbladet den 9. oktober 2016. Overtrædelsen kan på den baggrund tilregnes begge de sagsøgte som forsætlig.
Det forhold, at Højesteret ved kendelsen af 2. november 2017 ændrede retstilstanden, således at forbud mod offentliggørelse af oplysninger i et medieforetagende for fremtiden som udgangspunkt skal rettes mod den ansvarshavende chefredaktør personligt, findes ikke at føre til, at de sagsøgte ikke kan pålægges strafansvar i denne sag. Retten lægger herved vægt på, at Højesteret samtidig fastslog, at landsretten med rette havde forstået Højesterets kendelse af 11. november 2013 således, at undladelsesforpligtelsen generelt påhvilede ledelsen af det medie, der nedlægges forbud over for, samt at Højesterets kendelse af 2. november 2017 ikke ændrede på, at overtrædelse af et forbud meddelt efter retsplejelovens § 411 var – og fortsat er – strafbart efter retsplejelovens § 430, både for den, som forbuddet retter sig mod, og for den, som yder bistand hertil.
For så vidt angår den vurdering, der skal foretages efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, bemærker retten, at Østre Landsret ved prøvelsen af forbuddet tog stilling til, om retsplejelovens betingelser for at nedlægge forbud var opfyldt, herunder at det var sandsynliggjort, at bogen indeholdt oplysninger, som var fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar, og som det ville være strafbart at videregive, at adfærden fra A nødvendiggjorde, at der blev meddelt forbud, og at D´s mulighed for at opnå sin ret ville forspildes, hvis D blev henvist til at afvente tvistens retlige afgørelse. Landsretten tog endvidere stilling til proportionaliteten af forbuddet i forhold til, at det forhold, at forbuddet omfattede hele bogen, ikke indebar, at forbuddet omfattede mere end nødvendigt for at beskytte den påberåbte ret, og at bogen på det pågældende tidspunkt ikke var offentliggjort i et sådant omfang, at der af den grund ikke ville kunne nedlægges forbud.
Endelig tog landsretten stilling til forbuddets varighed, idet landsretten fandt, at forbuddet burde have været tidsmæssigt begrænset, således at byretten inden for kort tid på grundlag af en fremlæggelse af bogen og med underretning af A kunne foretage en prøvelse af, om betingelserne for at opretholde det foreløbige forbud var opfyldt. Da forbuddet imidlertid den 11. oktober 2016 var blevet ophævet med virkning fra den 9. oktober 2016 kl. 03.12, fandt landsretten ikke, at det forhold, at byretten ikke anvendte denne fremgangsmåde, kunne føre til, at forbuddet skulle ophæves som ulovligt nedlagt.
Retten finder, at hverken den efterfølgende ophævelse af forbuddet eller det forhold, at forbuddet burde have været tidsmæssigt begrænset, under de foreliggende omstændigheder kan føre til, at det vil være uproportioneret at pålægge de sagsøgte straf for overtrædelse af forbuddet. Det var således netop de sagsøgtes overtrædelse af forbuddet, som førte til ophævelsen, ligesom de sagsøgte kunne have afventet udfaldet af det kæremål, de havde iværksat, hvorefter spørgsmålet om forbud ville være blevet prøvet på ny på grundlag af bogens indhold. Selv om der var tale om oplysninger af offentlig interesse, findes disse ikke at være af en sådan karakter, at hensynet til den offentlige debat på det pågældende tidspunkt kunne veje tungere end hensynet til at afvente domstolenes afgørelse af sagen.
Retten finder herefter, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 ikke er til hinder for at pålægge de sagsøgte strafansvar for den skete overtrædelse af forbuddet.
De af sagsøger nedlagte påstande om, at de sagsøgte pålægges straf, tages på denne baggrund til følge i medfør af retsplejelovens § 430, for så vidt angår A tillige jf. § 1022.
Retten finder, at straffen for så vidt angår A under hensyn til karakteren af de hensyn, der søgtes beskyttet med forbuddet, og til, at A havde viden om, at der også var nedlagt forbud over for andre personer, passende skønsmæssigt kan fastsættes til en bøde på 100.000 kr.
Straffen for B som medvirkende fastsættes under hensyn til de samme forhold skønsmæssigt til en bøde på 50.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden fastsættes til fængsel i 20 dage.
De fastsatte straffe findes under hensyn til det ovenfor anførte ikke at udgøre et uproportioneret indgreb i de sagsøgtes ret til ytringsfrihed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.
A og B skal efter sagens udfald in solidum betale sagsomkostninger til D. Efter sagens karakter, omfang og forløb fastsættes beløbet til 60.000 kr., hvoraf 58.000 kr. er fastsat til dækning af advokatudgift og 2.000 kr. er fastsat til dækning af den betalte retsafgift. A skal i det indbyrdes forhold mellem de sagsøgte betale 40.000 kr. af det samlede sagsomkostningsbeløb, og B skal betale 20.000 kr. Det er oplyst, at sagsøger ikke er momsregistreret
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20242176. Sagsnummer BS 32-725/2017.”
Dommen er ikke endelig, fordi PET har anket den, uanset Politiken og chefredaktøren valgte at acceptere bøderne på hhv. 100.000 kr. og 50.000 kr.
Det må vel antages, at Politiken og chefredaktøren nu også anker både spørgsmål om skyld og straf, som – evt. efter en 3. instans bevilling – kan få Højesterets endelige afgørelse af strafniveauet.
Scharfs bog har siden 2016 kunne købes i alle boghandler.
Hans straffesag afgøres den 25.1.2019.
Tilføjet den 31/01/2019: Læs kort om dommen og sagen HER.
Journalisten, der skrev bogen, og Ekstra Bladets chefredaktør venter stadig på, om tiltale bliver rejst.
Også denne dom illustrerer den vanskelige balancegang mellem på den ene side hensynene til mediernes rolle, opgave og ansvar som ” public watchdogs” og deres legitime adgang til at informere offentligheden om væsentlige samfundsforhold, og på den anden side hensynene til at beskytte personfølsomme og fortrolige oplysninger og opgaver, der konkret varetages af PET. Læs artiklen “Her er de principielle spørgsmål i sagen om PET-bogen” fra Journalisten.
Læs om forholdet mellem EMRK artikel 10 og bl.a. Medierne, herunder Strasbourg dom om citater fra den engelsk bog om “Spycatcher”:
Se også den engelske sag om tidligere efterretningsofficers offentliggørelse af bogen “Spycatcher” HER
Læs artiklen “Newspapers win Spycatcher battle” fra The Guardian om sagen.
Se Strasbourg Kommissionens afgørelse fra 1988 i Spycatcher klagesagen: EMRK artikel var krænket på grund af nedlagte forbud mod offentliggørelse af bogen.
Skrevet af den erfarne erhvervs- og procesadvokat (H) Steen Petersen, der løbende rådgiver og fører retssager om bl.a. disse samfundsvigtige emner i Danmark og i Strasbourg.
Kontakt Steen på 2172.1782 og mail stp@ret-raad.dk. Se Steens profil HER og hans artikler HER.