Skader på bolig

Skader på bolig kan ske på mange måder. Mange skader vil være dækket af din egen forsikring – eller ejeskifteforsikring, hvis du netop har købt boligen. Er skaden påført af andre, er det den ansvarlige skadevolder, der skal erstatte dit tab.

Hvem er skyld i skaden?

Mange skader vil være dækket af din egen forsikring. Det gælder f.eks. rørskader, svampeskader og lignende. Sådanne skader skal du sørge for at melde til dit forsikringsselskab, så snart du opdager dem.

Er din bolig påført en skade af andre, er det den ansvarlige skadevolder, der skal erstatte den. Det gælder f.eks. hvis der opstår revner i dit hus, fordi der bliver udført grave- eller piloteringsarbejde på naboejendommen. I det tilfælde skal du rette dit erstatningskrav mod ejeren af naboejendommen eller eventuelt mod entreprenøren.

Er der derimod tale om mere generelle skader og mangler, som du opdager kort efter dit køb og din indflytning, skal det undersøges, om du kan få skaderne og manglerne dækket. Her gælder groft sagt to muligheder:

Er der tegnet ejerskifteforsikring?

Fik du i forbindelse med købet udleveret en tilstandsrapport og en el-installationsrapport samt en erklæring fra sælger om at sælger ville betale halvdelen af præmien på ejerskifteforsikringen, skal du anmelde skaden til din ejerskifteforsikring. Vær opmærksom på hvilke skader ejerskifteforsikringen dækker. Det fremgår af forsikringsbetingelserne på din ejerskifteforsikring. Det er ikke alle typer af skader, som ejerskifteforsikringen dækker. Er skaden ikke omfattet af forsikringsbetingelserne på ejerskifteforsikringen kan du ikke få skaden dækket. Den eneste undtagelse er, hvis sælgeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, f.eks. ved at give dig forkerte oplysninger eller ved at fortie relevante oplysninger i forbindelse med købet.

Er der ikke tegnet ejerskifteforsikring?

Var dit køb derimod ikke omfattet af reglerne om tilstandsrapport og ejerskifteforsikring, kan du rejse et krav mod sælger og enten kræve et afslag i købesummen eller en erstatning.

Vurdering af skadens omfang

I sager om skader og mangler ved din bolig skal der oftest gennemføres en skønsforretning, der kan fastslå hvad der er årsag til skaderne og manglerne, hvorledes de kan udbedres og hvad udbedringsprisen er. Din Ret&Råd advokat vil undersøge dine muligheder for at få dækket dine sagsomkostninger gennem din retshjælpsforsikring.