Husforsikring

Når du køber hus – og højst sandsynligt i den forbindelse optager et realkreditlån, er det et krav fra dit realkreditinstitut, at du tegner en husforsikring herunder en brandforsikring, som gælder fra overtagelsesdagen, eller fra den dag, du får disposition over boligen.

Husforsikring er ikke lovpligtig, men en god idé

En husforsikring er i princippet kun lovpligtig, hvis du har optaget lån i huset. Men da en husforsikring ud over bygningsbrand også kan tegnes med en dækning der omfatter stormskader, skybrud og vandskade, svamp, insekt, råd, husejeransvar og retshjælp, er det en rigtig god idé at tegne en husforsikring uanset, om du har lån i boligen eller ej.

De fleste forsikringsselskaber har en standard husforsikring og en række tillægsdækninger, som er værd at overveje. Det kan f.eks. være skjulte rør og stikledninger, glas og kumme, udvidet insekt og svamp, og udvidet vand- og rørskade. Om og hvilke tillægsdækninger, du skal vælge, afhænger af flere faktorer, f.eks. hvilket hus, du har købt, hvor gammelt det er, hvor det ligger … og dit temperament.

Indhent tilbud på husforsikringen fra flere forsikringsselskaber

Når du skal tegne din husforsikring, bør du være kritisk og indhente tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber. Der er nemlig stor forskel i pris, hvad de enkelte forsikringer dækker, og hvor stor selvrisikoen på skaderne er. Alt sammen noget, som bør tages med i dine overvejelser, når du skal tegne din husforsikring.

Når du køber et hus, bliver du tilbudt at tegne en ejerskifteforsikring. I den forbindelse, bør du overveje at tegne husforsikring og ejerskifteforsikring i det samme forsikringsselskab, da du ellers risikerer at møde udfordringer i forhold til, om en evt. skade skal anmeldes via husforsikringen eller ejerskifteforsikringen.

Fandt du ikke svar på dit spørgsmål?

Udfyld formularen, så vil en af vores advokater kontakte dig inden for 2 hverdage.

Navn
*
E-mail
*
Telefon
Postnummer
*
Beskrivelse