Varsling og afholdelse af ferie

Varsling og afholdelse af ferie

Alle lønmodtagere har ret til 25 dages ferie om året, svarende til 5 arbejdsuger. De nærmere regler for feriens afholdelse, herunder placering og varsling fremgår af ferieloven.

Som ovenfor beskrevet, har alle lønmodtagere krav på 25 dages ferie årligt. Ferieloven sætter en række begrænsninger for afviklingen heraf. Feriedagene må f.eks. ikke lægges på dage, hvor den ansatte allerede har fri, f.eks. weekender, helligdage og lign. Holder man eksempelvis ferie i den uge St. Bededag falder, medregnes denne dag ikke som en feriedag.

Placering af ferie

Ferieåret løber fra d. 1. maj til 30. april og det er i denne periode de 5 ugers ferie skal afholdes. De 5 ugers ferie opdeles efter ferieloven i 3 ugers hovedferie og 2 ugers restferie. Man har som lønmodtager ret til, at hovedferien på 3 uger holdes i sammenhæng i perioden 1. maj. til 30. september. Dette gælder dog ikke for personer der er beskæftiget med udendørs planteavl, idet der her alene er ret til 2 ugers sammenhængende ferie. Restferien kan derimod placeres på et hvilket som helst tidspunkt i ferieåret, men skal som udgangspunkt gives i en sammenhængende periode på mindst 1 uge ad gangen. Kun ved særlige undtagelser, der er begrundet i virksomhedens forhold, kan restferien gives som enkeltdage. Medarbejder og arbejdsgiver kan dog i vidt omfang fravige ovenstående regler ved konkret aftale, dog skal hovedferien altid bestå af minimum 2 ugers ferie i sammenhæng.

Varsling og ændring af ferie

Feriens placering aftales mellem lønmodtageren og virksomheden. Arbejdsgiveren har en pligt til i videst muligt omfang at tage hensyn til medarbejderens ønsker, herunder særlige ønsker om ferie i skoleferien og lign. Opstår der uenighed omkring tidspunktet for afholdelse af ferien, er det i sidste ende arbejdsgiveren der ensidigt bestemmer. Arbejdsgiver skal i så fald overholde lovens varslingsregler, som medfører at hovedferien skal varsles mindst 3 måneder før afholdelse mens restferien alene skal varsles 1 måned før afholdelse. Skal hovedferien på 3 uger således afholdes fra d. 15. juni, skal arbejdsgiver varsle dette overfor lønmodtageren senest d. 14. marts, mens restferien der f.eks. skal afholdes fra d. 3. november senest skal varsles d. 2. oktober.

Hvis en virksomhed beslutter at holde kollektivt ferielukket, skal de ovenfor omtalte varsler stadig overholdes. Overholder en arbejdsgiver ikke disse varsler, og protesterer en medarbejder mod at skulle afholde ferie i virksomhedens ferielukningsperiode, har medarbejderen ret til løn under ferielukningen, uden at dette koster ham nogle feriedage. Medarbejderen skal altså ikke bruge optjente feriedage i den periode virksomheden er lukket. 

Lovens regler om varsling bunder i det hensyn, at man som medarbejder skal have mulighed for i god tid at planlægge sin ferie og afstemme med ægtefælle osv. Udgangspunktet er derfor også, at når først ferien er aftalt, kan den ikke ændres igen. Dette gælder også selvom arbejdsgiveren kan nå at ændre ferien med det krævede varsel. Kun i ganske særlige tilfælde, hvor væsentlige, upåregnelige eller driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt, kan en arbejdsgiver ændre en tidligere fastsat ferie. Da der skal være tale om force majeure lignende situationer, vil det normalt ikke være tilstrækkeligt at der f.eks. er sygdom blandt de tilbageværende medarbejdere. Lider medarbejderen et økonomisk tab som følge af ændringen som f.eks. afbestillingsgebyr, skal dette tab erstattes af arbejdsgiveren.

Lovændring fra 2011

D. 1. maj 2011 trådte en række nye regler i ferieloven i kraft. Lovændringen medfører bl.a., at forældelsesfristen for uudbetalte feriepenge forlænges til 3 år og at reglerne for overførsel af den 5. ferieuge er gjort mere fleksible. 

En af de afgørende ændringer i den nye ferielov, er reglerne omkring afholdelse af ferie i en fritstillingsperiode. Skal ferie således anses for afholdt i en fritstillingsperiode er der krav om, at det pågældende varsel og selve ferien kan indeholdes i fritstillingsperioden samt at medarbejderen ikke i fritstillingsperioden påbegynder nyt arbejde, således at der reelt ikke afholdes ferie.

Læs mere om ansættelsesret her