Emner:
arveloven

Transport til arbejde tæller som arbejdstid

En dom fra EU-domstolen fastslår, at transporttid fra hjemmet til den første kunde er arbejdstid. Det samme er transporttiden fra sidste kunde og retur til hjemmet.

Dommen gælder for alle ansatte, som ikke har et fastlagt og stationært arbejdssted.

Den sag som domstolen har taget stilling til er fra Spanien, hvor et sikkerhedsfirma lukkede sine filialer og samlede alle aktiviteter i Madrid. De ansatte teknikkere installerer og vedligeholder sikkerhedsanordninger i private hjem og i industri- og handelsvirksomheder i de områder, hvor teknikerne er tilknyttet, og som består af en hel eller en del af en provins og nogle gange endog af flere provinser.

Teknikkerne havde hver en firmabil, hvori de hver dag kørte fra deres bopæl til de steder, hvor de skulle udføre installationsopgaver eller vedligeholde sikkerhedssystemer. De benyttede dette køretøj til at komme hjem sidst på dagen.

Afstanden mellem teknikkernes bopæl og de steder, hvor de skulle udføre en opgave, varierede betydeligt og nogle gange oversteg 100 km. Der er et tilfælde, hvor transporttiden mellem bopæl og kunde var på tre timer på grund af trafikniveauet.

I dommen definerer EU-domstolen arbejdstid som det tidsrum, hvor den ansatte er til sin arbejdsgivers rådighed og udfører sine opgaver. Og det er den ansatte altså i det øjeblik han/hun sætter sig ud i bilen for at køre fra hjemmet og til den første kunde – samt fra den sidste kunde og hjem igen.

En eller flere gange om ugen skulle de samme arbejdstagere også møde på et transportlogistikcenters lokaler tæt på deres bopæl for dér at afhente de materialer, apparater og reservedele, som de skulle bruges til at udføre arbejdet.

Til udførelsen af deres opgaver havde teknikkerne hver en mobiltelefon, som gjorde det muligt for dem at kommunikere med hovedkontoret i Madrid. En applikation installeret på telefonen gjorde det muligt for teknikkerne hver dag, inden næste arbejdsdag, at modtage en køreplan over de forskellige steder, som de – inden for deres geografiske område – skulle besøge i løbet af den pågældende dag samt aftaletidspunkterne med kunderne. Ved hjælp af en anden applikation indsamlede teknikkerne data om det udførte arbejde og fremsendte det til arbejdsgiver med henblik på at registrere opståede hændelser og det udførte arbejde.

I dommen definerer EU-domstolen arbejdstid som det tidsrum, hvor den ansatte er til sin arbejdsgivers rådighed og udfører sine opgaver. Og det er den ansatte altså i det øjeblik han/hun sætter sig ud i bilen for at køre fra hjemmet og til den første kunde – samt fra den sidste kunde og hjem igen.

Domstolen når frem til at arbejdstagere, som befinder sig i en situation, hvor de påbegynder og afslutter kørsel henholdsvis fra og ved deres bopæl, når denne kørsel er en direkte følge af deres arbejdsgivers beslutning om at nedlægge de regionale kontorer og ikke af arbejdstagernes ønske og da arbejdstagerne har mistet muligheden for frit at bestemme afstanden mellem deres bopæl og det sædvanlige sted for deres arbejdsdags begyndelse og afslutning, kan arbejdstager ikke være forpligtet til at påtage sig ansvaret for deres arbejdsgivers valg vedrørende nedlæggelsen af disse kontorer.

Domstolen når frem til at arbejdstagere, som befinder sig i en situation, hvor de påbegynder og afslutter kørsel henholdsvis fra og ved deres bopæl, når denne kørsel er en direkte følge af deres arbejdsgivers beslutning om at nedlægge de regionale kontorer og ikke af arbejdstagernes ønske og da arbejdstagerne har mistet muligheden for frit at bestemme afstanden mellem deres bopæl og det sædvanlige sted for deres arbejdsdags begyndelse og afslutning, kan arbejdstager ikke være forpligtet til at påtage sig ansvaret for deres arbejdsgivers valg vedrørende nedlæggelsen af disse kontorer.

Blandt andet derfor skriver domstolen: ”Det følger af det ovenstående, at når arbejdstagere, der befinder sig i en situation, som den i hovedsagen omhandlede, anvender en firmabil for at komme fra deres bopæl til en kunde, som er anvist af deres arbejdsgiver, eller for at vende tilbage til deres bopæl fra en sådan kunde og for at køre fra en kunde til en anden i løbet af deres arbejdsdag, skal disse arbejdstagere under disse transporter anses for at være »på arbejde« som omhandlet i samme direktivs artikel 2, stk. 1.2”.

Det er ikke de ansatte, der skal bære byrden, for at arbejdsgiver vælger at medlægge kontorer og ændre i arbejdsgangen. Når de ansatte ikke kan møde ind på et kontor, arbejdssted og hente en firmabil, så er kørslen til første kunde arbejdstid.

Dommen kan læses her.

En dom som denne er gældende for Danmark, så det bliver spændende a se, om det får konsekvenser på det danske arbejdsmarked.