Skattefri aktieombytning

Pas på med selvfinansiering ved skattefri aktieombytning

I forbindelse med et generationsskifte havde revisor rådgivet senior om en skattefri aktieombytning med en efterfølgende kapitalforhøjelse af junior i driftsselskabet. Revisor blev erstatningsansvarlig over for senior, der fik tilbagekaldt tilladelsen til den skattefri aktieombytning pga. en efterfølgende ulovlig selvfinansiering. Revisor blev dømt til at betale 5 mio. kr. i erstatning til senior. Senior blev beskattet af en aktieavance på ca. 35 mio. kr.

Ulovlig selvfinansiering kan opstå alt for nemt – og kan blive alt for dyrt. Alle ser efter, hvor der er muligheder for finansiering – og så falder blikket meget nemt på driftsselskabet, hvor værdierne er.

I denne sag ønskede senior etablering af en ”ren koncernstruktur” således, at det kun var seniors holdingselskab, der ejede aktier i datterselskabet. Senior ønskede derefter at få sønnen/junior som medejer i driftsselskabet/datterselskabet.

Skat havde tilladt en skattefri ombytning af Seniors aktier, men tilbagekaldte efterfølgende tilladelsen og beskattede senior af en avance på ca. 35 mio. kr.

Tilbagekaldelsen skyldtes, at senior og dennes revisor ikke var opmærksomme på forbuddet mod selvfinansiering.

Revisor havde foreslået følgende: Når seniors nye holdingselskab er stiftet og registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan seniors nye holdingselskab modtage et lån fra drifttselskabet/datterselskabet på i alt kr. 33.942.796.

Seniors holdingselskab kan herefter videreudlåne beløbet til juniors nystiftede holdingselskab, der bruger pengene til at nytegne en ejerandel i driftsselskabet på 49 % af aktiekapitalen.

Det årlige udbytte til juniors holding kan derefter anvendes til betaling af gælden til seniors holdingselskab.

Lånet fra datterselskabet til seniors holdingselskab og videre til juniors holdingselskab blev ikke oplyst til SKAT, der efterfølgende fik det oplyst. Derefter meddelte SKAT parterne, at den benyttede finansiering reelt betyder, at driftsselskabet har udlånt midler til nytegningen af aktierne. Det er en overtrædelse af selvfinansieringsforbudet i aktieselskabsloven. (Sagen er omtalt i Ugeskrift for Retsvæsen 2015.2044H).

Selskabsloven § 210 bestemmer: Et kapitalselskab må ikke direkte eller indirekte stille midler til rådighed, yde lån eller stille sikkerhed for kapitalejere eller ledelsen i selskabet, dvs. heller ikke finansiere disses købesummer. Det er ulovlig selvfinansiering.

Juniors medejerskab kunne være sket på så mange andre lovlige måder, som ikke havde givet parterne problemer, bl.a. er der selskabslovens §§ 206 – 209, som åbner mulighed for en lovlig selvfinansiering.

Denne artikel er skrevet af advokat Wivi H. Larsen (H), Ret&Råd advokaterne Glostrup Ballerup Greve. Mere information kan fås ved henvendelse til whl@ret-raad.dk.