Skal du fyre en medarbejder?

Skal du fyre en medarbejder? – Sørg for at det bliver gjort korrekt.

Afskedigelse af en funktionær skal altid ske i så god tid, at opsigelsesvarslet kan være udløbet, inden funktionæren har optjent ret til yderligere opsigelsesvarsel, og altid til udgangen af en måned. Dvs. der f.eks. ikke kan opsiges i 6. måned med 1 måneds varsel, men funktionæren skal opsiges i 5. måned.

Saglig begrundelse for opsigelsen

Ved opsigelse af en funktionær er følgende vigtigt:

Afskedigelse, der ikke er saglig, udløser erstatning til funktionæren.

  1. Begrundelsen for afskedigelsen af funktionæren skal være saglig og rimelig, dvs. der skal foreligge en begrundelse, der henviser til forhold hos virksomheden eller funktionæren, der er reelle forhindringer for det fortsatte samarbejde. Skyldes opsigelsen medarbejderens forhold, bør der forinden være afgivet en eller flere skriftlige advarsler. Pas på overtrædelse af særlovgivning vedr. ligebehandlingsloven (graviditet og forskelsbehandling pga. køn), ligelønsloven, lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (alder, race, religion mv.), foreningsfrihed (beskyttelse mod afskedigelse pga. foreningsforhold og beskyttelse af den negative foreningsfrihed), virksomhedsoverdragelse (virksomhedsoverdragelsesloven) m.v. jf. i øvrigt pkt. 5.
  2. Visse overenskomster forbyder afskedigelse af medarbejdere, der er på ferie, eller som er sygemeldte for kortere perioder. Tjek derfor overenskomstens ordlyd i så henseende. Eksklusivaftaler er ikke længere tilladt. Overenskomster, der indeholder sådanne bestemmelser, kan derfor ikke gennemtvinges, og medarbejdere kan ikke afskediges med den begrundelse.
  3. Visse overenskomster foreskriver indsendelse af en kopi af opsigelsen til fagforeningen. Tjek overenskomstens krav i så henseende - tilsidesættelse af et sådant krav medfører overtrædelse af overenskomsten og krav om betaling af bod.
  4. Hvis der er tale om afskedigelse af tillidsrepræsentanter, sikkerhedsrepræsentanter, medlemmer af samarbejdsudvalg eller medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og disses suppleanter, gælder som regel altid særlige regler - tjek overenskomster, arbejdsmiljølovgivning, samarbejdsaftaler og selskabslovgivning.

Erstatning

Afskedigelse, der ikke er saglig, udløser erstatning til funktionæren.

Opsigelse pga. sygdom

Der kan godt opsiges UNDER sygdom, men opsigelse PÅ GRUND AF sygdom kan kun ske, hvis sygdommen har været længerevarende og dermed medfører vanskeligheder med planlægningen eller bemandingen i virksomheden, se funktionærlovens § 2 b. Tag i opsigelsen forbehold for, at opsigelsen kan tilbagetrækkes, hvis sygdommen skyldes graviditet, et handicap hos medarbejderen eller andre forhold, behandlet i særlovgivningen.

Opsigelse i forbindelse med graviditet eller barselsorlov

Opsiges medarbejderen, mens hun er gravid eller på barselsorlov, eller tilkendegiver arbejdsgiveren i denne periode at ville opsige medarbejderen, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse, der efter retspraksis er på 6-12 måneders løn, men godt kan blive på væsentligt større beløb, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at afskedigelsen ikke skyldtes graviditeten, hvilket er meget svært.