selvstændige erhvervsdrivende dagpenge efterløn

Selvstændige erhvervsdrivende har også ret til dagpenge og efterløn

Som rådgiver for selvstændigt erhvervsdrivende, der planlægger afståelse af virksomhed, har det i mange år været grænseoverskridende at opleve dagpengesystemets manglende forståelse for de selvstændiges særlige udfordringer med at gennemføre et ophør udenom en konkurs. Systemet har ikke været indrettet med en erkendelse af, at selvstændigt erhvervsdrivende ofte er indrettet i egne lokaler, der ikke kan opsiges lige så nemt som en almindelig funktionæraftale.
Selvstændigt erhvervsdrivende har ofte givet udtryk for at møde en ”uforståelig magtarrogance” i dagpengesystemet, når de har skullet forsøge at forklare i en af A-kasserne for selvstændigt erhvervsdrivende,  
  1. At virksomheden var ophørt
  2. At den (ikke længere) erhvervsdrivende ikke længere havde et arbejde og
  3. At de lokaler, som virksomheden tidligere var drevet fra ikke længere var relevante for virksomheden, men blot ikke kunne sælges og/eller udlejes.

En historisk tre-dommer afgørelse fra Retten i Sønderborg har netop sat et foreløbigt punktum for dagpengesystemets ”magtarrogance” overfor selvstændigt erhvervsdrivende og afsagt en fuldtonet, klar afgørelse om, at myndighederne har pligt til at forholde sig til de faktiske forhold, og til at vurdere de faktiske forhold ud fra den tidligere erhvervsdrivendes konkrete forhold.

Dommen løfter en selvlysende pegefinger overfor myndighedernes manglende anerkendelse af, at 2 tidligere, selvstændigt erhvervsdrivende havde gjort alt, hvad der med almindelig rimelighed kunne forlanges for at statuere ophør med egen virksomhed på et tidspunkt, hvor finanskrisen i fællesskab med lokale politikere gjorde det umuligt at afsætte en erhvervsejendom i Haderslev.

En historisk tre-dommer afgørelse fra Retten i Sønderborg har netop sat et foreløbigt punktum for dagpengesystemets ”magtarrogance” overfor selvstændigt erhvervsdrivende og afsagt en fuldtonet, klar afgørelse om, at myndighederne har pligt til at forholde sig til de faktiske forhold

Dommen tager udgangspunkt i de nugældende regler, der stammer fra 2011-”bekendtgørelsen om ophør med drift af selvstændig virksomhed” med tilhørende vejledning. Efter bestemmelserne skal medlemmet af en A-kasse bevise overfor A-kassen, at vedkommendes virksomhed er endeligt overdraget eller lukket eller med andre ord ophørt for medlemmets vedkommende. Det har imidlertid i mange år – også forud for 2011 – bekendtgørelsen - været et velkendt problem at få dagpengesystemet til at forstå, at det kan være vanskeligt, ja umuligt, at komme af med en ejendom i forbindelse med lukning af virksomheden. I det store flertal af helt almindelige situationer, har dagpengesystemet ofte lænet sig tilbage og afgjort, at når ejendommen fortsat var ejet af den tidligere erhvervsdrivende, så kunne virksomheden ikke anses for at være ”ophørt”. Det siger sig selv, at en sådan, tilbagelænet holdning og afgørelse har haft voldsomme, økonomiske og per-sonlige konsekvenser for de ramte mennesker, der efter mangeårigt medlemskab af A kassen med indbetaling dertil forventer at kunne opnå den lovfæstede ”forsikrings”udbetaling fra systemet, men som i stedet står tilbage uden virksomhed, uden indtjening og med en ejendom, der koster – oveni et afslag fra A kassen på grund af manglende situationsfornemmelse i ”systemet”! Det bør i nær fremtid vælte frem med allerede afgjorte sager, der skal omgøres i lyset af den nye dom – både i relation til dagpenge og efterløn.

Kampen består, som det er mange bekendt, først i at få A-kassen til at acceptere éns udfyldelse af A-kassens forskellige blanketter – en opgave, der i sig selv har krævet blod, sved og tårer blandt mange A-kasse-medlemmer.

Udfordringerne

Indtil den nu afgjorte sag opstod i 2012, havde ingen A-kasse-medlem magtet at tage kampen op imod systemet.

Kampen består, som det er mange bekendt, først i at få A-kassen til at acceptere éns udfyldelse af A-kassens forskellige blanketter – en opgave, der i sig selv har krævet blod, sved og tårer blandt mange A-kasse-medlemmer.

Dernæst har det været en udfordring at gøre A-kasserne tilfredse med fremsendelse af diverse bilag, som den erhvervsdrivende ofte har fået hjælp til fra revisor.

Når medlemmet har modtaget A-kassens afslag på udbetaling af dagpenge eller af efterløn med den begrundelse, at vedkommende fortsat ejer de lokaler, som den tidligere virksomhed er drevet fra, har A-kassen ofte handlet i overensstemmelse med retningslinier fra højere myndighed, Arbejdsskadestyrelsen. Der findes mange offentligegjorte afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen og fra det højeste, administrative niveau, Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, der viser, at myndighederne har stillet lighedstegn mellem ”salg” af erhvervsejendommen og ”ophør” af erhvervs-virksomheden – det er dette lighedstegn, der nu er ”dømt ude” som værende uberettiget at forlange.

Dommen giver medhold i betragtningen om, at A-kasse-medlemmets virksomhed var ophørt på trods af, at ejendommen stadig var ejet af medlemmets holdingselskab, hvilket er banebrydende.

Fakta:

Dommen giver medhold i betragtningen om, at A-kasse-medlemmets virksomhed var ophørt på trods af, at ejendommen stadig var ejet af medlemmets holdingselskab, hvilket er banebrydende.

I sagen havde A-kasse-medlemmet omhyggeligt sørget for virksomhedens solvente likvidation med salg af alle produkter og af alle maskiner samt betaling af alle fordringer, der havde haft med selve erhvervsvirksomheden at gøre. Produktionsvirksomheden havde været drevet som et aktieselskab og havde haft til huse i en dertil opført bygning i mere end 45 år. Efter at alle maskiner var solgt, stod ejendommen fuldstændig tom og kunne ikke bruges til andet end nedrivning eller en ny produktionsvirksomhed. Efter ca. ½ års intensiv søgning lykkedes det en erhvervsmægler at fremskaffe underskrift på en slutseddel, hvorefter en developer ville overtage ejendommen til brug for en ny dagligvarehandel, hvilket de kommunale politikere imidlertid satte en stopper for.

Efter at A-kasse-medlemmet, revisor og ejendomsmægler havde kæmpet i fællesskab i et par år, fik medlemmet juridisk rådgivning. Den tinglyste ejer af ejendom-men og holdingselskabet trådte i solvent likvidation og likvidator modtog uigenkaldelig salgsfuldmagt til ejendommen. Fuldmagten var udformet således, at likvidator også havde mulighed for at give den videre til panthaver i ejendommen med henblik på i videst muligt omfang at undgå flere omkostninger end højst nødvendigt, herunder til tvangsauktion og eventuel konkursbehandling af den tinglyste ejer og af holdingselskabet.

A-kasse-medlemmet var ved advokatens tiltag sat udenfor enhver medbestemmelse om den tidligere erhvervsejendom, der ikke længere var indrettet til brug for nogen bestemt erhvervsvirksomhed eller til noget bestemt formål i øvrigt. På trods af de beskrevne tiltag nægtede dagpengesystemet fortsat at anerkende, at A-kasse-medlemmet ”var ophørt mere end midlertidigt med erhvervsvirksomhed”!

Dommen

Dommen er klar og entydig i sin afstandtagen fra dagpengesystemets mangel på konkret stillingtagen til og anerkendelse af de beskrevne tiltag og initiativer fra A-kasse-medlemmet og advokaten.

Dommen tager som nævnt udgangspunkt i de gældende regler med tilhørende vejledning og anerkender i realiteten indholdet af vejledningen til de gældende regler. Situationen stiller derfor også skarpt på forskellen mellem den ”vejledning” som kan hentes ved dem, der normalt behandler ekspeditionssager, som f.eks. dagpengeansøgninger, ansøgninger om efterløn med meget mere og den rådgivning, som netop ikke kan hentes hos ”vejlederne”, men som skal hentes ved egentlige rådgivere.