Emner:
Retsfortabende passivitet

Retsfortabende passivitet

Har du fået udført mangelfuldt håndværkerarbejde? Pas på, dit krav kan mistes ved passivitet.

Hvis din håndværker har udført et mangelfuldt stykke arbejde, skal du så hurtigt som muligt reklamere over for håndværkerne og følge op. Ellers risikere du, at din ret mistes som følge af passivitet. Princippet om rets fortabende passivitet finder som udgangspunkt anvendelse i ethvert skyldforhold.

Mener du, at have et krav i anledning af en håndværkers udførte arbejde, skal du forfølge dette krav inden rimelig tid. Dit krav kan eksempelvis være et pengekrav opstået som følge af håndværkerens mangelfulde arbejde. Konkret kan der være tale om erstatning eller forholdsmæssigt afslag i det beløb, du skal betale håndværkeren.

Det er ikke nok at reklamere over håndværkerens mangelfulde arbejde. Reklamationen må følges op af skridt til inddrivelse af dit krav, da din modpart ellers vil indrette sig i tillid til, at du ikke vil gøre kravet gældende. Hvis dette sker, er dit krav tabt ved passivitet.

Derfor har du både en pligt til at reklamere over for din medkontrahent samt foretage skridt til inddrivelse af dit krav inden rimelig tid.

"Inden rimelig tid” i praksis

Begrebet er en retlig standard, som afklares af retspraksis, blandt andet af Vestre Landsrets dom afsagt den 12. oktober 2012.

En entreprenør havde udført et mangelfuldt arbejde i sommeren 2006. Bygherren havde derfor et krav mod entreprenøren.

Landsretten fandt det bevist, at bygherren først havde reklameret i maj 2007, selvom bygherren blev bekendt med manglerne i sommeren 2006. Den sene reklamation, blev dog ikke det udslagsgivende for sagens udfald.

Efter reklamationen i maj 2007 fortsatte bygherren samarbejdet med entreprenøren og foretog desuden først skridt til at inddrive sit krav ved indgivelse af sagsanlæg d. 25/6 2009. I dette tidsrum – fra reklamationen i 2007 til sagsanlæg d. 25/6 2009 - havde bygherren givet entreprenøren en berettiget forventning om, at krav i anledning af entreprenørens mangelfulde arbejde ikke ville blive gjort gældende.

Bygherrens krav var derfor bortfaldet ved retsfortabende passivitet, da reklamationen ikke var fulgt op af skridt til inddrivelse inden rimelig tid.

Hvis en håndværker udfører et mangelfuldt stykke arbejde, må det anbefales, at du straks reklamerer samt foretager skridt til at inddrive dit krav.

Kontakt

Har du spørgsmål til indholdet af artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Niels Bjerre, Ret&Råd Hillerød på tlf. 46 14 67 37 eller nib@ret-raad.dk