Pas på med afskedigelse ved sygdom/handicap

Det er et praktisk vigtigt område, hvor vi ser mange sager, men det er også et svært område.

Sygdom overgår først til handicap, hvis sygdommen medfører en funktionsbegrænsning af lang varighed.

I retspraksis er det usikkert, hvad lang varighed betyder.

Men er der et handicap, må arbejdsgiveren ikke afskedige, medmindre det er sidste løsning for at få driften til at fungere - og arbejdsgiveren har bevisbyrden.

EU-dom af 11.april 2013 afgør, at en afskedigelse pga. langvarig sygdom kan risikere at være udløst af et handicap, og så medfører det en pligt for arbejdsgiveren til at betale en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, der forbyder forskelsbehandling pga. handicap.

Vil arbejdsgiveren undgå krav om godtgørelse, skal arbejdsgiveren inden afskedigelse dels have overvejet, om medarbejderen i virkeligheden er handicappet og ikke bare syg, og hvis medarbejderen er handicappet, skal arbejdsgiveren forinden have undersøgt, om arbejdsgiveren ved tilbud om arbejdstidsnedsættelse, hæve- sænkebord eller andre rimelige og overkommeligt foranstaltninger kan få medarbejderen til at overkomme sin funktionsbegrænsning.

Medfører en sygdom ingen funktionsbegrænsning, foreligger der heller ikke et handicap.

Konklusion

Arbejdsgiveren bør altid overveje inden en afskedigelse:

  • Er sygdomsfraværet i virkeligheden pga. et handicap, og kan jeg gøre noget for at medarbejderen kan beholde sit job?
  • Stress er ikke omfattet af handicap-begrebet, da det forventes at være forbigående og gå over igen.
  • Sker opsigelse, inden det er blevet for langvarigt, vil det derfor ikke blive anset for et handicap.
  • Arbejdsgiveren bør også sikre sig bevis for, at opsigelse er den eneste mulige løsning, der er tilbage for at sikre driften.