Emner:

Mediation - Et alternativ til retssager

En retssag er normalt langvarig og dyr. Ikke bare økonomisk, men også menneskeligt. Det er psykisk hårdt at føre sag eller være sagsøgt. Derfor kan vi anbefale dig at overveje at få løst uoverensstemmelsen ved mediation

Der findes en særlig metode til løsning af konflikter. Det kaldes mediation eller forligsmægling. Mediation er en metode til at hjælpe parterne i en konflikt til at finde en løsning, de begge kan acceptere som god, gennem en forhandling. Forhandlingen styres af en neutral og særligt uddannet forhandlingsleder, en mediator.

Formålet med en mediators medvirken som forhandlingsleder er ganske enkelt at øge sandsynligheden for, at parterne når en forhandlingsløsning. En mediator skal hverken komme med forslag til en løsning eller vurdere konflikten juridisk, men derimod sørge for, at parterne gennemfører forhandlingerne på en konstruktiv måde, så de selv finder frem til en løsning på konflikten. 

Mediation har været brugt i USA, Australien og flere europæiske lande gennem mange år og er blevet et populært alternativ både i erhvervskonflikter og til løsning af konflikter i privatlivet.

Der er fem grundlæggende principper for mediation:

  1. Mediation er altid frivillig for parterne, der til enhver tid kan forlade forhandlingerne.
  2. Mediation foregår i fortrolighed. Dette gælder såvel for parterne som for mediator.
  3. Mediator er neutral og kommer ikke med forslag til løsning på konflikten.
  4. Mediator kommer ikke med nogen juridisk bedømmelse af konflikten.
  5. Mediator leder og styrer forhandlingerne.

Hvilke konflikter kan løses ved mediation?

Både konflikter, som kan indbringes for domstolene, og konflikter, der normalt ikke når så langt, er egnede til mediation, for eksempel:

  • Forretningskonflikter som kontraktbrud og misligholdelse
  • Konflikter i kompagniskaber om drift eller opløsning i for eksempel lægepraksis, revisor- eller advokatfællesskab
  • Konflikter på arbejdspladser mellem grupper/afdelinger eller enkeltpersoner
  • Konflikter i forbindelse med arvesager, nabostridigheder og lignende
  • Konflikter i forbindelse med opløsning af ægteskab

For enkelte konflikttyper gælder det, at det endelige resultat ikke kan nås ved selve forhandlingen. Man kan for eksempel ikke blive skilt ved mediation. Men man kan nå til enighed om, hvorvidt man vil skilles og om vilkårene. Herefter kan man blive skilt ved bevilling.

Hvor længe varer en mediation?

De fleste mediationsforhandlinger kan gennemføres på et enkelt eller et par møder. Møderne varer normalt fra et par timer til en hel dag. Mediation kan komme hurtigt i gang, og selv om der eventuelt skal flere møder til, kan mediation afsluttes inden for en tidshorisont på nogle uger eller højst et par måneder.
Hvad koster mediation?

Mediation koster 1.800-2.800 kroner pr. time inkl. moms, alt afhængig af, hvem der optræder som mediator. Det er normal praksis, at de involverede parter i konflikten deler udgifterne til mediator ligeligt. Langt de fleste konflikter, der bringes til mediation, finder en løsning inden for 3-8 timer afhængig af sagens art og kompleksitet.

En god løsning

En løsning er god når:

  • Begge parter oplever sig selv som vindere
  • Begge parters interesser og behov er tilgodeset
  • Der er flere omkostninger ved at bryde aftalen end ved at holde den
  • Parterne fremover kan have en god indbyrdes relation