Varemærker forhindrer Jose Mourinhos ansættelse i Manchester United

Mourinho´s tidligere arbejdsgiver Chelsea FC registrerede Jose Mourinhos navn og underskrift som varemærke. Det er en fornuftig strategi, men det spærrer for at Mourinho kan starte som manager for konkurrenten Manchester United FC.

Sportsfolk opbygger en hel række af rettigheder, der beskytter mod at virksomheder benytter sportsfolkenes kendetegn uden at betale. Samtidig sikrer sportsfolkene, at de kan bestemme, hvilke reklamer, eller f.eks. merchandise, de vil lægge navn til.

Chelsea registrerede Mourinhos navn og underskrift som varemærke allerede i 2005. Det fremgår af varemærkeregistrene, at Chelsea afregistrerede varemærkerne, da Mourinho fratrådte som træner i midt 00´erne. Nye varemærker blev på ny registreret i 2014.

Hvad er problemet?

Det der adskiller denne sag fra andre sager om kendte sportsfolks rettigheder er, at det ikke er Mourinho, der ejer rettighederne til sine kendetegn. Messi og Ronaldo ejer f.eks. rettighederne til deres kendetegn. Det er altså ikke FC Barcelona og Real Madrid, der ejer rettighederne.

En del af finansieringen af Mourinhos løn, består i indtægter fra salg af rettigheder til Mourinhos kendetegn. Som situationen er i dag, kan Chelsea forhindre at konkurrenten, Manchester United, laver merchandise eller reklamer med Mourinho. Chelsea kan kræve erstatning eller licensbetaling, når Manchester United bruger Mourinho i sin markedsføring. Dette er ødelæggende for Manchester Uniteds naturlige markedsføringsstrategi.

Løsningen på varemærkesagen

I sagen med Mourinho har Manchester United FC og Mourinho følgende muligheder:
  • Manchester United lader være med at benytte Mourinhos navn i markedsføringen.
  • Manchester United betaler for at få licens til at bruge rettighederne.
  • Mourinho køber varemærkerne af Chelsea.
  • Manchester United køber varemærkerne af Chelsea.
  • Manchester United lægger sag an og påstår, at varemærkerne ikke er blevet benyttet på de forskellige varer, der har et registreret varemærke. 

God strategi – også i Danmark

Jeg anbefaler at sportsfolk, eller kendte personer i almindelighed, opbygger en rettighedsportefølje, ligesom Mourinho. En god rettighedsstrategi kan opbygges for under 20.000 kr. Den kendte person vil kunne forhindre virksomheder i at bruge både uregistrerede og registrerede kendetegn. Man får lettere ved at tiltrække sponsorer og får højere sponsorater, når man arbejder seriøst med sine rettigheder. Sponsoren vil foretrække at bruge penge på en person, der kan forhindre andre i gratis at benytte personen i markedsføring.

Danske sager

Jeg har selv været involveret i en række varemærkesager med kendte sportsfolk og trænere. Uden undtagelse, har sportsudøveren fået betaling, hvis en virksomhed har benyttet sportsfolkenes kendetegn. Dansk retspraksis bekræfter i en række domme denne retstilstand.

I Danmark overtræder en virksomhed, der uden at have fået lov, benytter en offentlig persons kendetegn, potentielt følgende love og juridiske grundsætninger:

  • Varemærkeloven,
  • Designloven,
  • Ophavsretsloven,
  • Almindelige retsgrundsætninger.