Klar til gældssanering efter konkurs

Et økonomisk sammenbrud behøver ikke et være indledningen til en lang, usikker periode med håbløs gæld, tilsigelser til fogedretten, RKI registrering  osv.

De vanskelige år, vi som samfund nu har gennemlevet, og som forhåbentligt snart vender sig til lysere tider, har for et stort antal ejere af mindre virksomheder og deres familier medført så store vanskeligheder, at det er endt med et økonomisk sammenbrud med konkurs, arbejdsløshed og tvangsauktion til følge.  Selv om et økonomisk sammenbrud måske ikke altid kommer helt uforskyldt, har konkurserne i mange tilfælde også ramt virksomheder, der har forsøgt at leve op til de krav, som ordentlig og forsvarlig virksomhedsdrift kræver. Ulykkerne kan komme udefra. F.eks. fordi kunderne ikke betaler regningerne, ligesom mange virksomheder har oplevet, at danskernes større forsigtighed og øgede tilbøjelighed til at spare op har ført til omsætningsnedgang, som ikke hurtigt nok har kunnet udlignes ved besparelser på de private eller virksomhedens udgifter.

En gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs kan være en relativt hurtigt vej ud af det økonomiske morads.

• Er du selv under konkurs,

• er din samlever eller ægtefælle under konkurs,

• er det selskab ( f.eks ApS eller A/S ), som du eller din ægtefælle ejede en væsentlig del af,  under konkurs

er der gode muligheder for, at opnå en gældssanering efter de særlige gunstige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Betingelsen herfor er bl.a., at gælden i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed eventuelt på den måde, at jeres gæld særligt skyldes, at der er kautioneret for gæld til f.eks. bank eller leasingselskab i det konkursramte selskab, som du og/eller din eventuelle ægtefælle / samlever ejede en væsentlig del af.

En sådan gældssanering i forbindelse med konkurs indebærer flere fordele sammenlignet med en ”almindelig” gældssanering.  Fordelene er bl.a. :

• I en almindelig gældssaneringskendelse bestemmes det normalt, at der skal betales afdrag til kreditorerne i en periode på fem år. Får du gældssanering i forbindelse med konkurs, er det normalt, at afdragsperioden kun er på tre år.

• Du kan under visse betingelser få gældssanering, selv om dine og din eventuelle ægtefælle/ samlevers økonomiske forhold ikke er afklarede. I en almindelig gældssanering er det normalt et krav, at familien har afklarede økonomiske forhold. Det betyder f.eks., at en almindelig gældssanering normalt er udelukket, hvis du og /eller er din ægtefælle / samlever er arbejdsløse. Er du, din ægtefælle / samlever derimod på baggrund af konkursen blevet arbejdsløse, kan der efter bestemte regler alligevel opnås gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Hvis der er uafklarede økonomiske forhold på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om gældssanering, vil der forhåbentligt ske det i den treårige afdragsperiode, at forholdene afklarer sig derved, at du/ I opnår varig beskæftigelse på passende vilkår, hvor I får mulighed for at få en indtægt, der passer med jeres uddannelse, erfaring m.v.  De uafklarede forhold bevirker imidlertid, at skifteretten i forbindelse med beslutningen om at give gældssanering vil bestemme, at afdragenes størrelse skal ændres, hvis der i løbet af treårs perioden sker væsentlige forbedringer i jeres økonomiske forhold. Det vil især sige, hvis jeres arbejdsmæssige forhold ændrer sig sådan, at du/ I får væsentligt højere indtægter, eller at jeres udgifter falder væsentligt. En væsentlig forbedring vil foreligge, hvis jeres betalingsevne som følge af øgede indtægter eller sparede udgifter stiger med mindst kr. 1.000,- pr. måned.

Der er grund til at være opmærksom på, at du/ I under visse betingelser kan opnå gældsanering i forbindelse med konkurs, selv om du / I vil starte eller har startet ny selvstændig virksomhed efter konkursen.

I forbindelse med behandling af gældssaneringssagen bliver det bl.a. undersøgt,

• om der i for stort omfang er tilsidesat pligter med hensyn til bogføring, momsafregning og indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder,

• om der i for stort omfang er tale om, at du har undladt på forsvarlig måde at lede den konkursramte virksomhed

• om der ikke er betalt afdrag på gæld, selvom der har været mulighed for det,

• om jeres  nuværende budget med eksisterende indtægter og udgifter ”hænger sammen”

Er det tilfældet, vanskeliggør det muligheden for at få gældssanering.

Vær opmærksom på, at en ansøgning om gældssanering i forbindelse med konkurs som hovedregel skal indgives til skifteretten, inden skifteretten indkalder til afsluttende skiftesamling i konkursboet.

Jeres Ret&Råd advokat er klar til at  vejlede jer om mulighederne for gældssanering og evt. hjælpe med udformning af ansøgningen til skifteretten.

Har du spørgsmål til denne artikel eller juridiske spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Niels Bjerre på tlf.: 97 95 18 33 eller email: nib@ret-raad.dk. Du kan også kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.