Jobsamtalen - har du pligt til at oplyse om sygdom?

Hvis du lider af en sygdom, der vil have stor betydning for din arbejdsdygtighed – så er svaret ja. En ny landsretsdom slår fast, et en jobsøgende skulle have fortalt, at hun var langtidssygemeldt med arbejdsbetinget stress.

Loven beskytter lønmodtageren

Helbredsoplysningsloven er som udgangspunkt en lov, der beskytter lønmodtageren. Det betyder, at en arbejdsgiver normalt ikke må bede om eller indhente oplysninger om en medarbejders eller jobsøgendes helbred.

Oplysningspligt, hvis sygdom påvirker arbejdet

Alligevel er der situationer, hvor den jobsøgende selv under jobsamtalen skal fortælle om sin sygdom. Nemlig, hvis sygdommen aktuelt vil have stor betydning på den jobsøgendes mulighed for at udføre det pågældende arbejde. Der er ikke pligt til at fortælle om en kronisk sygdom, hvis sygdommen ikke har indflydelse på arbejdsdygtigheden. En landsretsdom fra 1999 afgjorde, at en lønmodtager ikke havde pligt til at fortælle, at han havde sklerose. Sklerosen havde nemlig ikke i månederne op til hans ansøgning haft indflydelse på hans arbejdsdygtighed.

Pligt til at fortælle om aktuel stressrelateret sygdom

I en ny landsretsdom drejede sagen sig om en jobsøgende, der søgte stilling som lønkonsulent på et sygehus i en region, mens hun var sygemeldt fra et andet sygehus i samme region, hvor hun var ansat som personalekonsulent.

Under samtalen undlod den jobsøgende at fortælle, at hun var langtidssygemeldt fra sin nuværende arbejdsplads på grund af arbejdsrelateret stress. Hun blev dog raskmeldt, inden hun skulle have tiltrådt sin nye stilling. Da den nye arbejdsplads fandt ud af, at hun havde været langtidssygemeldt, mens hun var til samtale, uden at oplyse herom, annullerede den nye arbejdsplads ansættelsen. Den jobsøgende nåede således aldrig at tiltræde stillingen.

Ret til at annullere ansættelsen

Både Byret og Landsret sagde, at den jobsøgende selv skulle have fortalt om sygdommen i henhold til helbredsoplysningsloven. Dette gjaldt uanset, at hun ikke under samtalen blev spurgt til sygdom. Grunden til, at der var oplysningspligt var iflg. retterne, at den jobsøgende var langtidssygemeldt med stress under jobsamtalen, og den stilling hun søgte lignede den stilling, som hun forlod.

Retten fandt derfor, at den nye arbejdsplads havde ret til at annullere hendes ansættelse.

Vurdering

Der kan være mange årssager til arbejdsrelateret stress. I retten havde den jobsøgende fortalt, at hun var blevet sygemeldt med stress på grund af arbejdsrelationen med sin leder og ikke på grund af selve arbejdsopgaverne. Det kan være svært for en jobsøgende at vide, hvornår man som jobsøgende har pligt til at fortælle om sin sygdom.