Interessentskab - I/S

Har du brug for hjælp til at starte et interessentskab, så kan du trygt kontakte vores advokater for gode råd og kyndig vejledning.

Ejerforhold

Et interessentskab har to eller flere ejere. Det kan være fysiske personer såvel som selskaber. Interessentskabet er en mulighed, hvis du vil starte og eje din virksomhed sammen med andre. Hvis ejerne af et interessentskab ikke aftaler andet, ejer de lige meget af virksomheden.

Ledelse

Der er ingen lovkrav om, at et interessentskab skal have en ledelse. Hvis ejerne ikke aftaler andet, kræver alle væsentlige beslutninger om virksomheden enighed, og hver ejer kan handle på virksomhedens vegne i forhold til omverdenen.

Hæftelse

Ejerne af et interessentskab hæfter for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser. Det gør de personligt, solidarisk og med hele deres formue. Det betyder, at interessentskabets kreditorer kan kræve skyldige betalt af den af ejerne, de ønsker. Det gælder, uanset hvad ejerne har aftalt indbyrdes.

Startkapital

Der er ingen krav om, at der skal indskydes en minimumskapital i et interessentskab. Ejere kan starte et interessentskab uden at indskyde en krone. Der skal naturligvis til enhver tid være den kapital til rådighed, som er nødvendig for at drive virksomheden.

Bogføring og årsrapport

Et interessentskab skal bogføre efter bogføringsloven. Interessentskabet er dog ikke forpligtet til at udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis ejerne er fysiske personer. Oplysninger om virksomhedens økonomi kan altså holdes hemmelige for offentligheden.

Skat

I et interessentskab beskattes ejerne i forhold til deres ejerandel enten efter:

  • Personskattereglerne, hvor indkomsten beskattes som personlig indkomst,
  • Virksomhedsordningen, hvor renteudgifter kan fratrækkes i den personlige indkomst og overskuddet opspares i virksomheden mod at betale en foreløbig skat eller
  • Kapitalafkastordningen, der giver nogle af virksomhedsordningens fordele.

Start af interessentskab

Det er nemt at starte et interessentskab - du kan på Erhvervsstyrelsens hjemmeside på WebReg starte virksomheden online.

Love og regler

Der findes ikke nogen særlig lov for interessentskaber. De regler der gælder for interessentskaber findes i forskellige love såsom lov om erhvervsdrivende virksomheder (firmanavn, registrering), bogføringsloven, årsregnskabsloven, virksomhedsskatteloven, mindstekravsbekendtgørelsen (skatteregnskab) m.v.

Ejeraftale

Når du driver en virksomhed sammen med andre, er det vigtigt, at I indgår en ejeraftale (interessentskabskontrakt) med de regler, der skal gælde mellem jer indbyrdes. Det kan f.eks. være regler om forpligtelse til at indskyde yderligere kapital, gensidig forkøbsret til hinandens ejerandele og forbud mod at drive konkurrerende virksomhed. Uden en ejeraftale opstår der lettere uenighed mellem jer.