Anpartsselskaber - ApS

Overvejer du at stifte et anpartsselskab? Advokaterne hos Ret&Råd bistår gerne med vejledning, når du stifter et anpartsselskab.

Ejerforhold

Et anpartsselskab har en eller flere ejere. Ejerne kan være fysiske personer såvel som selskaber. Et anpartsselskab er både en mulighed, hvis du vil eje din virksomhed sammen med andre, eller hvis du vil eje den alene. Størrelsen af en ejers ejerandel af et anpartsselskab bestemmes af, hvor stor en del af den samlede selskabskapital, man har indskudt.

Ledelse

Et anpartsselskab skal have en direktion eller bestyrelse eller begge dele.

Bestyrelsen står for den overordnede og strategiske ledelse og ansætter og udsteder retningslinjer til direktionen. Direktionen står for den daglige ledelse. Hvis anpartsselskabet ikke har nogen bestyrelse, står direktionen tillige for den overordnede og strategiske ledelse. 

Hæftelse

Ejerne af et anpartsselskab hæfter ikke personligt for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser. Ejernes hæftelse er begrænset til den selskabskapital, de har skudt ind i selskabet. Banker og kreditforeninger vil dog ofte kræve, at ejerne af et anpartsselskab garanterer tilbagebetalingen af lån, som de yder til selskabet. På den måde kommer ejerne alligevel til at hæfte for virksomhedens forpligtelser.

Startkapital

For at starte et anpartsselskab kræves der indskud af en selskabskapital på mindst 50.000 kr. i form af kontanter eller andre værdier end kontanter.

Bogføring og årsrapport

Et anpartsselskab skal bogføre efter bogføringsloven samt udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Årsrapporten skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor, medmindre balancesum, omsætning og antal beskæftigede falder under bestemte tærskelværdier. Undtagelsen gælder dog ikke holdingselskaber, dvs. hovedejere af andre virksomheder.

Skat

I et anpartsselskab sker beskatningen i virksomheden og ikke hos ejerne. Et anpartsselskab betaler selskabsskat. Får du udbetalt løn fra selskabet, skal du betale A-skat og AM-bidrag på samme måde som andre ansatte. Får du udbetalt udbytte, skal du betale udbytteskat.

Start af anpartsselskab

For at starte et anpartsselskab skal der laves et stiftelsesdokument og vedtægter. Hvis selskabskapitalen indbetales i andet end kontanter, skal der tillige udarbejdes en vurderingsberetning. Du kan starte et anpartsselskab online på Erhvervsstyrelsens hjemmeside på WebReg.

Love og regler

Anpartsselskaber er reguleret af selskabsloven. Selskabsloven indeholder regler om blandt andet selskabsstart, direktion, bestyrelse, generalforsamling og forhøjelse af selskabskapital. Derudover findes der regler for anpartsselskaber i forskellige generelle love, såsom bogføringsloven, årsregnskabsloven, selskabsskatteloven, mindstekravsbekendtgørelsen (skatteregnskab) m.v.

Ejeraftale

Når du starter og driver en virksomhed sammen med andre, er det vigtigt, at I indgår en ejeraftale for jeres anpartsselskab. En ejeraftale beskriver de regler, der gælder mellem ejerne indbyrdes. Det kan fx være regler om gensidig forkøbsret til hinandens ejerandele, ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer og forbud mod at drive konkurrerende virksomhed. Uden en ejeraftale opstår der lettere uenighed mellem jer.