Andelsselskaber - a.m.b.a.

Et andelsselskab eller en andelsforening er en virksomhed, som enten er et interessentskab, jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 1, stk. 2, et kommanditselskab, jf. § 2, stk. 2, eller en virksomhed med begrænset hæftelse, jf. § 3.

Virksomheden skal have til formål at fremme deltagernes fælles interesse ved, at deltagerne skal fremme selskabets drift som aftagere, leverandører e. lign.

Virksomhedens overskud skal, bortset fra almindelig forrentning af den indskudte kapital, fordeles mellem medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen eller blive stående i virksomheden. 

Et selskab skal således opfylde tre kriterier for at kunne kaldes en andelsforening eller et andelsselskab:

Virksomheden skal have til formål at fremme deltagernes fælles interesse ved, at deltagerne skal fremme selskabets drift som aftagere, leverandører e. lign.

  1. Det skal være enten et interessentskab (I/S), et kommanditselskab (K/S) eller en virksomhed med begrænset hæftelse, dvs. i ulovreguleret selskabs- eller foreningsform. 
  2. Det skal have omsætning med medlemmerne og på denne måde have et kooperativt sigte. 
  3. Medlemmerne må hverken ved selskabets løbende udbetalinger eller ved dets opløsning få nogen kapitalandel eller noget kapitaludbytte, men alene en ganske lav forrentning af deres egentlige kapitalindestående, som hidrører fra eksempelvis omsætning med foreningen eller fra deres oprindelige indskud. 

Den retlige regulering af andelsselskaber 

Der findes ikke nogen lovgivning for et andelsselskab. Nogle andelsselskaber er dog omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. 

Et andelsselskab med begrænset hæftelse er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven om anmeldelse og registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, retsevne, regnskabspligt, opløsning mv.

Et andelsselskab, hvori ingen af deltagerne hæfter personligt, ubegrænset eller solidarisk for andelsselskabets forpligtigelser, er omfattet af lovens § 3 og skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, før det kan forpligte sig eller erhverve rettigheder.

For øvrige andelsselskaber, hvor blot én af deltagerne hæfter enten personligt, ubegrænset eller solidarisk for andelsselskabets forpligtigelser, gælder alene lovens kapitel 1, 2 og 7 om navn og prokura mv. Andelsselskabet da vil være omfattet af lovens definition af enten et interessentskab eller et kommanditselskab, jf. § 2, stk. 3.

Hæftelse 

Et andelsselskab, hvis ansvar for påtagne forpligtelser er begrænset, skal ifølge erhvervsvirksomhedsloven § 6, stk. 6, føje "A.M.B.A", som står for andelsselskab med begrænset ansvar, til navnet.

Et andelsselskab, som hæfter begrænset for sine forpligtelser, kan tages under konkursbehandling.