Aktieselskaber - A/S

Har du brug for bistand til at stifte et aktieselskab, så kontakt vores advokater. De ved alt om, hvordan man stifter et aktieselskab

Ejerforhold

Et aktieselskab har en eller flere ejere. Ejerne kan være fysiske personer såvel som selskaber. Et aktieselskab er både en mulighed, hvis du vil eje din virksomhed sammen med andre, eller hvis du vil eje det alene. Størrelsen af en ejers ejerandel af et aktieselskab bestemmes af, hvor stor en del af den samlede selskabskapital, man har indskudt.

Ledelse

Et aktieselskab skal have en direktion og en bestyrelse. Flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen skal have mindst tre medlemmer.

Bestyrelsen står for den overordnede og strategiske ledelse og ansætter og udsteder retningslinjer til direktionen. Direktionen står for den daglige ledelse. Hvis aktieselskabet ikke har nogen bestyrelse, står direktionen tillige for den overordnede og strategiske ledelse. Hvis aktieselskabet har et tilsynsråd i stedet for en bestyrelse, ansætter og fører tilsynsrådet tilsyn med direktionen, men tilsynsrådet varetager ikke den overordnede og strategiske ledelse.

Hæftelse

Ejerne af et aktieselskab hæfter ikke personligt for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser. Ejernes hæftelse er begrænset til den selskabskapital, de har skudt ind i selskabet. Banker og kreditforeninger vil dog ofte kræve, at ejerne af et aktieselskab garanterer tilbagebetalingen af lån, som de yder til selskabet. På den måde kommer ejerne alligevel til at hæfte for virksomhedens forpligtelser.

Startkapital

For at starte et aktieselskab kræves der indskud af en selskabskapital på mindst 500.000 kr. i form af kontanter eller andre værdier end kontanter. Hvis du stifter selskabet med kontanter, kan du nøjes med at indbetale ned til 25 % af selskabskapitalen. Selskabets ledelse kan senere kræve den del af selskabskapitalen, der ikke er indbetalt ved stiftelsen indbetalt.

Bogføring og årsrapport

Et aktieselskab skal bogføre efter bogføringsloven samt udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Årsrapporten skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor, medmindre balancesum, omsætning og antal beskæftigede falder under bestemte tærskelværdier. Undtagelsen gælder dog ikke holdingselskaber, dvs. hovedejere af andre virksomheder.

Skat

I et aktieselskab sker beskatningen i virksomheden og ikke hos ejerne. Et aktieselskab betaler selskabsskat. Får du udbetalt løn fra selskabet, skal du betale A-skat og AM-bidrag på samme måde som andre ansatte. Får du udbetalt udbytte, skal du betale udbytteskat.

Start af aktieselskab

For at starte et aktieselskab skal der laves et stiftelsesdokument og vedtægter. Hvis selskabskapitalen indbetales i andet end kontanter, skal der tillige udarbejdes en vurderingsberetning. Du kan starte et aktieselskab online på Erhvervsstyrelsens hjemmeside på WebReg.

Love og regler

Aktieselskaber er reguleret af selskabsloven. Selskabsloven indeholder regler om blandt andet selskabsstart, direktion, bestyrelse, generalforsamling og forhøjelse af selskabskapital. Derudover findes der regler for aktieselskaber i forskellige generelle love, såsom bogføringsloven, årsregnskabsloven, selskabsskatteloven, mindstekravsbekendtgørelsen (skatteregnskab) m.v.

Ejeraftale

Når du starter og driver en virksomhed sammen med andre, er det vigtigt, at I indgår en ejeraftale. En ejeraftale beskriver de regler, der gælder mellem ejerne indbyrdes. Det kan f.eks. være regler om gensidig forkøbsret til hinandens ejerandele, ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer og forbud mod at drive konkurrerende virksomhed. Uden en ejeraftale opstår der lettere uenighed mellem jer.