Hvornår er uskiftet bo en god idé?

Når en ægtefælle dør, giver arveloven ret til, at den længstlevende kan vente med at udrede arv til parternes fælles børn. Det hedder at sidde i uskiftet bo. I sammenbragte familier er uskiftet bo ikke en ret; det kræver stedbørnenes tilladelse. Uskiftet bo er således en mulighed ved førstafdøde ægtefælles død, men der er ulemper forbundet hermed, og der findes alternativer til uskiftet bo, som måske er bedre for dig.

Hvis en længstlevende ægtefælle vælger at benytte sig af arvelovens ret til at sidde i uskiftet bo, betyder det, at formuefællesskabet, som bestod mellem ægtefællerne, fortsætter efter førstafdødes død. Parternes fællesbørn får i en sådan situation ikke straks arven efter deres afdøde mor eller far udbetalt. Som nævnt i indledningen kræver uskiftet bo i sammenbragte familier stedbørnenes tilladelse, men opnås et sådant samtykke, er vilkårene for det uskiftede bo i øvrigt ikke anderledes. Retsvirkningen af at sidde i uskiftet bo er, at længstlevende disponerer over hele fællesboet og faktisk har ret til at ”spise det op”, dvs. forbruge de værdier, som findes i boet. Kun i tilfælde af decideret misbrug af midlerne i det uskiftede bo kan børnene kræve et skifte, hvilket vil sige udbetaling af deres arv.

Det kan være fordrende for familiefreden, at arven efter førstafdøde i stedet udbetales straks til børn og/eller stedbørn

Uskiftet bo kan være en fordel for længestlevende, men vær opmærksom

Muligheden for at sidde i uskiftet bo kan være en fordelagtig ordning for den længstlevende ægtefælle. Det er specielt relevant, hvis længstlevende hører til den ældre del af befolkningen og ikke ønsker at kunne gifte sig igen, da en efterladt ægtefælle i uskiftet bo måske har nemmere adgang til at blive siddende i parternes tidligere fælles hus. Alligevel er det altid vigtigt at overveje, om fordelene i det konkrete tilfælde bliver overskygget af de ulemper, som valget af at sidde i uskiftet bo også kan medføre.

Har man som efterlevende valgt at sidde i uskiftet bo, er det for det første ikke muligt at gifte sig igen. Finder den længstlevende ægtefælle en ny partner, som vedkommende ønsker at indgå ægteskab med, skal det hidtil uskiftede bo således skiftes, og arven skal udredes, inden der kan indgås ægteskab på ny.

En anden overvejelse, man bør gøre sig, inden man vælger at sidde i uskiftet bo, er, at det er værdien på skiftetidspunktet, der lægges til grund for beregningen af den arv, der skal udredes. Det vil sige, at værdistigninger og værdifald på fællesboets aktiver får betydning for størrelsen af arven. Hvis eksempelvis en fast ejendom er steget i værdi, og det uskiftede bo efter en årrække skal skiftes før længstlevendes død – f.eks. som følge af indgåelse af nyt ægteskab –, skal børn og/eller stedbørn gennem deres arvelod have del i husets værdistigning.

Et tredje aspekt, der kan tages med i betragtningen, er, at den længstlevende ægtefælle ved at sidde i uskiftet bo overtager førstafdødes gældsforpligtelser. Hvis gælden er relativt stor sammenholdt med de aktiver, som findes i fællesboet, kan fordelen ved at udskyde et skifte fremstå ganske uanselig.

Udover de rent juridiske aspekter omkring virkningerne af at sidde i uskiftet bo, kan det for det fjerde være relevant at tage de rent menneskelige forhold i betragtning. I og med at ægtefællen råder over hele det tidligere fællesbo, kan der risikere at blive en dårlig stemning mellem længstlevende og førstafdødes særbørn, som endnu ikke har fået deres arv udbetalt. I nogle familier risikerer man måske, at der opstår et miljø, hvor længstlevende bliver ”kigget over skulderen”, når vedkommende bruger penge fra det uskiftede bo på nyt tøj eller en ferie. I sådanne situationer kan det være fordrende for familiefreden, at arven efter førstafdøde i stedet udbetales straks til børn og/eller stedbørn.

Et testamente kan være et bedre alternativ

Ønsker man at undgå ulemperne ved det uskiftede bo, men vil gerne give den længstlevende ægtefælle i ægteskabet det størst mulige økonomiske råderum, kan man med fordel oprette testamente i ægteskabet. Oprettelse af testamente til fordel for længstlevende kan i mange tilfælde gøre den økonomiske ulempe ved at skifte straks efter førstafdødes død ganske lille.

Rent praktisk kan man ved testamente reducere den arv, som skal udredes til andre end den længstlevende ægtefælle, til 1/16 af det samlede fællesbo. Ved oprettelse af ægtepagt og testamente i ægteskabet er det endda muligt at reducere denne brøk helt ned til 1/32. I sådanne situationer ender det ofte med at være relativt beskedne beløb, der skal udbetales til arvingerne ved førstafdødes død, hvorfor det ikke altid kan svare sig at tage ulemperne ved at sidde i uskiftet bo med.

Oprettelse af testamente og eventuelt ægtepagt handler i de færreste familier om at frarøve børnene deres lod i boet, men derimod om at stille den længstlevende ægtefælle bedst muligt økonomisk, mens vedkommende stadig er i live. Den arv, som børnene ikke fik udbetalt tidligere, kan ved testamente tildeles dem senere, så der sker en ”genopretning”, når den længstlevende ægtefælle afgår ved døden.