Arv&gave

Gaver mellem ægtefæller kræver ægtepagt

Gaver mellem ægtefæller er fritaget for afgift, men husk gaveægtepagten, ellers er gaven ugyldig

Før en gave givet mellem ægtefæller kan anses for gyldig, er det et krav, at der oprettes en såkaldt gaveægtepagt i forbindelse med, at gaven gives. Gaveægtepagten skal lyses i Personbogen på samme måde som øvrige ægtepagter. Er der ikke oprettet en gaveægtepagt eller er denne ikke lyst, er gaven ugyldig og kan kræves tilbage for eksempel i forbindelse med separation eller skilsmisse.

Skal der oprettes gaveægtepagt om alle gaver?

Kravet om gaveægtepagt gælder ikke i forhold til det, der kan betegnes som sædvanlige gaver. Som for eksempel julegaver og fødselsdagsgaver. Det er imidlertid svært at trække en klar linje mellem sædvanlige og usædvanlige gaver.

Om en gave kræver oprettelse af gaveægtepagt må afgøres konkret særligt under hensyntagen til gavens værdi og ægtefællernes økonomiske situation.