Forsvarsadvokatens store betydning

De fleste kender situationen fra film og tv: Politiet anholder og sigter en mistænkt for en forbrydelse og oplyser vedkommende om, at han/hun ikke har pligt til at udtale sig. Det, mistænkte siger, kan bruges mod ham/hende under politiets efterforskning og en evt. efterfølgende kriminalretssag.

Mange oplever et sådant møde med ordensmagten som et chok og mareridt, især hvis mistanken er ubegrundet. Men enhver kan i princippet risikere at blive anholdt, sigtet og fængslet og måske først frikendt ved en domstol efter noget tidsforløb. Selvom lovgivningen indeholder erstatningsregler for uberettigede anholdelser, fængslinger og domfældelser, ændrer det ikke på, at ” skaden jo er sket for den, det gik ud over”.

Krav på at få en forsvarer beskikket

Hverken en anholdelse, sigtelse og en varetægtsfængsling under politiets efterforskning er det samme som en endelig straffedom om skyldspørgsmålet. Anholdelse og varetægtsfængsling kan bl.a. være nødvendig både af hensyn til politiets efterforskning af f.eks. medgerningsmænd på fri fod og afhøring af vidner. Og af hensyn til samfundet og befolkningens retsfølelse, når der er tale om grove forbrydelser, hvor man ikke kan have, at en sigtet røver eller grov voldsmand kan gå frit omkring, indtil straffesagen kommer for en domstol.

En sigtelse er udtryk for, at der er begrundet mistanke mod den pågældende, og at mistænkte derfor ikke har pligt til at bidrage til sin egen domfældelse ved domstolene ved belastende udtalelser til politiet m.m.. Det kalder man forbud mod selvinkriminering.

Retsplejeloven indeholder regler, som skal iagttages af politiet, domstolene og de beskikkede forsvarere under en straffesags efterforskning, den senere tiltale i form af et anklageskrift og straffesagens behandling i retssystemet.

Enhver, der anholdes, sigtes og fængsles, har krav på at få en forsvarer beskikket af retten. Forsvareren er så at sige sigtedes modvægt mod et ressourcestærkt politi og anklagemyndighed.

Mange er ikke klar over, at en sigtelse også kan ske fra administrative offentlige kontrolmyndigheder, f.eks. SKAT, og at der også skal beskikkes en forsvarer i disse tilfælde, selvom sagen måske ender med vedtagelse af en administrativ bøde og aldrig kommer for en domstol.

Der er frit forsvarervalg, og en sigtet kan til enhver tid vælge en advokat, som vedkommende kender/har fået anbefalet og har tillid til.

At forsvareren beskikkes af retten betyder, at Staten betaler forsvarerens salær - uanset udfaldet af efterforskning og retssagen.

For en sigtet og tiltalt, der dømmes ved endelig dom, betyder dette dog, at sagen er tabt. Staten kan derfor opkræve straffesagens udgifter, f.eks. til tekniske undersøgelser og salæret til forsvareren, hos den nu dømte. Dette opleves ofte af den dømte som en ekstra straf, hvis den dømte har mistet sin levevej og familie. Men sådan er reglerne nu engang.

Udgifterne til rettens dommere, politi, anklagemyndighed og retslokaleleje opkræves naturligvis ikke hos den dømte.

God idé med en forsvarer - også selvom man er uskyldig

Mange vil sikkert sige, at den, der er uskyldig, har ikke noget at frygte og derfor ikke behøver at have en forsvarer/advokat med til afhøringer hos politi og administrative myndigheder. Den, der har ret, skal ikke stå ret.

Det er for så vidt korrekt. Men mange er desværre ikke fuldt fortrolige med og behersker spillereglerne i en kriminalsag under efterforskning, og kommer måske derfor af vanvare til at sige og gøre noget, der kan skade vedkommende under efterforskningen og straffesagens efterfølgende bedømmelse i retten.

En dygtig forsvarer vil derfor ofte kunne medvirke til at afkræfte mistanken mod sigtede under politiets efterforskning, således at sagen aldrig kommer for retten, eller kan medvirke til, at sagen måske kan afsluttes med vedtagelse af en bøde.

En professionel forsvarer vil desuden kunne medvirke til, at den tiltale, der afløser en sigtelse, hvis sagen skal for en dommer, evt. begrænses og præciseres til gavn for tiltalte og kriminalsagen som sådan.

Den store indsigt i straffeprocessen, bevislæren og straffe- og særlovgivningen, som en dygtig forsvarer bl.a. skal besidde og beherske, kan den mistænkte ikke forventes at være fortrolig med og håndtere professionelt. Det er derfor ofte en meget dårlig ide at ”være sin egen advokat i straffesager” uden professionel og objektiv bistand fra en erfaren forsvarer.

Ikke pligt til at underskrive politirapporten

Mange sigtede tror fejlagtigt, at de ubetinget skal underskrive de politirapporter, som politiet udskriver til dem efter deres afhøring på politigården. Det har sigtede ikke pligt til. Politirapporten er udtryk for, hvad den efterforskende politimand har fået ud af afhøringen. Hvis der er fejl og misforståelser heri, skal sigtede/ forsvareren bestemt sørge for at få det rettet straks. En godkendt rapport danner nemlig sammen med politiets øvrige efterforskningsmateriale grundlaget for den juridiske vurdering, som politiets jurister skal foretage, når det skal afgøres, om en sigtet skal tiltales/anklages for en domstol.

Rettens dommere afgør heller ikke en straffesag ud fra politirapporterne, men ud fra hvad der fremføres af beviser i retssalen, f.eks. troværdige vidneforklaringer, fotos, tekniske beviser, der kan understøtte tiltaltes egen forklaring.

Noget andet er, at en af tiltalte underskrevet politirapport, som tiltalte nu ønsker ændret i retten, eller hvor tiltalte afgiver en helt anden forklaring end den, han afgav til politiet for flere måneder siden, kan få skadevirkning for tiltalte. For hvad skal dommerne nu tro på?

Dertil kommer, at en tiltalt ikke har pligt til at tale sandt i retten, hvorfor en tiltalts forklaring ikke har samme bevisvægt som vidneforklaringer fra f.eks. politiet og fra almindelige borgere, der overværede f.eks. voldsepisoden eller røveriet.

En tiltalt kan derfor ikke straffes for at lyve i retten, men kan straffes for bevidst at søge at kaste mistanken på uskyldige personer.

Reglerne om f.eks. sigtedes rettigheder, anholdelse, varetægtsfængsling, fristforlængelser, ransagning, besøg af familien m.m. er forsvarsadvokaten bedst til at rådgive den mistænkte om under efterforskningen, og når sagen kommer for en domstol med et anklageskrift.

Anklagemyndigheden har bevisbyrden

Det er politiet og anklagemyndigheden, der skal bevise uden for enhver rimelig tvivl, at den tiltalte er skyldig i tiltalen. Tiltalte har ikke pligt til at bidrage til sin egen domfældelse og kan derfor lyve straffrit i retten.

Forsvareren skal ikke bevise, at tiltalte er uskyldig, men skal bidrage til at trække alle de vigtige momenter, usikkerhedsfaktorer og beviser frem i sagen, der taler for en – hel eller delvis - frifindelse af tiltalte.

Om tiltalte under hele efterforskningen og straffesagen skal forholde sig tavs, er en konkret vurdering. Ofte vil der i straffesager foreligge beviser og vidneforklaringer, der kalder på en fornuftig forklaring af den tiltalte. Og fortsat tavshed er i så fald ikke en garanti for, at tiltalte ikke kan dømmes ud fra de andre vægtige beviser i sagen.

Forsvareren er tiltaltes garant mod utilsigtede overgreb fra politiet og anklagemyndigheden under efterforskning og behandling af sagen i kriminalretten. Politi og anklagemyndighed har pligt til at være objektive under efterforskning og i retten, det vil sige, at de også skal fremlægge de beviser, der kan gavne sigtedes/tiltaltes sag. Der gøres generelt et stort og professionelt stykke arbejde fra alle aktører i en straffesag, idet alle har en interesse i, at dommen afspejler de korrekte forhold.

Forsvareren kan, både under politiets efterforskning og indsamling af beviser mod sigtede og under den efterfølgende kriminalsag mod tiltalte, råde og vejlede den pågældende om, hvorledes kriminalsagen står, om det kan betale sig at nægte sig skyldig, ikke at forklare sig om belastende beviser m.m..

Fastholder sigtede/tiltalte sin uskyld, skal forsvareren føre straffesagen ud herfra.

Kan en straffedom ankes?

Normalt kan en straffedom ankes til en højere domstol af både den domfældte tiltalte og af anklagemyndigheden. I så fald finder der en helt ny behandling sted af straffesagen med nye dommere.

Om det kan betale sig at anke en dom, der er gået tiltalte imod, kan forsvareren også vejlede om. Afhængig af straffesagens alvor og konsekvenser kan det i sig selv være en stor belastning for den dømte og hans nærmeste familie at gå og vente på en endelig dom, der skal behandles i 2 retsinstanser.

Sagsbehandlingstiderne ved politi, anklagemyndighed og domstolene kan undertiden krænke en tiltaltes ret til at få en retfærdig rettergang inden for en rimelig tid i henhold til Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 6. Forsvareren har her sammen med domstolene endnu en vigtig opgave med at påpege og påberåbe sådanne menneskeretskrænkelser.

For lang sagsbehandlingstid, der ikke skyldes tiltalte eller forsvareren, men politi og/eller domstolene, kan betyde, at en ellers ubetinget fængselsstraf kan gøres helt eller delvist betinget med en prøvetid på 1 eller flere år, eller f.eks. at straffesagens sagsomkostninger, som den dømte ellers skulle betale, betales af Statskassen.

Menneskeretskrænkelser i en straffesag kan dog aldrig betyde, at straffesagen som helhed afvises.

Men domstolene har pligt til af egen drift at rette op på erkendte menneskeretskrænkelser i straffesager og yde domfældte fornøden oprejsning herfor i den endelige straffedom. ”Late justice is injustice”.

Der er mange andre vigtige forhold, hvor en forsvarsadvokat har stor betydning, men som falder uden for rammerne af denne artikel.