Ejerforeninger

Forældelse i entreprise - Forløbig afbrydelse ved forhandling

Reglerne om forældelse spiller en væsentlig rolle i entrepriseforhold. Manglende kendskab til og/eller manglende iagttagelse af forældelsesreglerne kan få store økonomiske konsekvenser for de involverede parter. Artiklen giver et overordnet overblik over de forældelsesregler, som er væsentlige i entrepriseforhold. Derudover belyses reglerne om afbrydelse og suspension af forældelse med særlig vægt på foreløbig afbrydelse af forældelse på baggrund af forhandlinger mellem parterne.

De almindelige forældelsesregler i entrepriseforhold 

Reklamationsfristen i AB92 

En entreprenør kan som hovedregel kun holdes ansvarlig for mangler, hvis der er reklameret rettidigt, senest 5 år fra afleveringstidspunktet, jf. AB92 § 36, stk. 1. Mangelskrav der påtales senere end 5 år efter afleveringen, kan derfor som udgangspunkt afvises. 

Entreprenøren kan alene ifalde ansvar, hvis der er reklameret skriftligt over manglerne inden rimelig tid efter, at manglerne er, eller burde være opdaget, jf. AB92 § 32 stk. 2. 


Forældelsesloven af 2007 

Ved siden af reklamationsreglerne i AB92 gælder de almindelige forældelsesregler. 

Forældelse indtræder 3 år efter det tidspunkt, en mangel er reklameret over eller konstateret, medmindre der forinden er foretaget skridt til at afbryde forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 3 stk. 1. Det betyder, at mangler, der er reklameret over ved 1-års gennemgangen, men hvor der ikke er sket afbrydelse eller suspension af fristen, forældes senest 3 år efter 1-års gennemgangens gennemførelse. 
Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, manglen konstateres eller burde være konstateret, jf. forældelseslovens § 3 stk. 2.
Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, manglen konstateres eller burde være konstateret, jf. forældelseslovens § 3 stk. 2. Dette betyder, at mangler, der er reklameret over ved 5-års gennemgangen, som ikke burde være kendt til tidligere, og hvor forældelsen ikke er afbrudt, er forældet senest 3 år efter 5 års gennemgangen. 

Uanset ovenstående indtræder forældelsen senest 10 år efter afleveringstidspunktet, jf. forældelseslovens § 3 stk. 3, nr. 4. Dette betyder, at mangler der først konstateres senere end 10 år efter afleveringstidspunktet, eller mangler der kendes, men hvor forældelsen ikke er afbrudt senest inden 10 år efter afleveringstidspunktet, er forældet. 

Reklamationsreglerne i AB92, herunder den 5 årige reklamationsregel i AB92 § 36, stk. 1 kan ikke gøres gældende i forbrugerforhold, jf. forældelseslovens § 26 stk. 2. De almindelige forældelsesregler gælder derimod altid i forbrugerforhold. Reklamationsreglerne er ikke gentaget i ”AB-Forbruger”, der bør gælde som standardvilkår i alle forbrugeres entreprisekontrakter.  

Når en mangel er forældet, bortfalder eventuelle krav mod entreprenøren. 

Afbrydelse af forældelse i entreprise ved reklamation, erkendelse og retlige skridt 

Reklamation efter AB92 

Afbrydelse af 5 års fristen i AB92 § 36, stk. 1 kan ske blot ved reklamation. Det skal understreges, at en reklamation altid skal følges op med retslige skridt, idet længere tids passivitet betyder, at man kan miste sin ret, selvom der er reklameret rettidigt i medfør af § 36, stk. 1. Dette vil især være tilfældet, hvor entreprenøren efter reklamationen har afvist et mangelskrav. For at bevare sit krav mod entreprenøren må en bygherre derfor altid foretage retslige skridt i form af sagsanlæg for Voldgiftsnævnet eller ved de almindelige domstole, når entreprenøren afviser en mangel. Retslige skridt skal foretages inden 3 år regnet fra det tidspunkt, bygherren første gang gjorde kravet gældende mod entreprenøren, jf. forældelseslovens § 16 stk. 1. 


Entreprenørens anerkendelse 

Forældelsen afbrydes, når entreprenøren overfor bygherren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtigelse, jf. forældelseslovens § 15. Ud over en udtrykkelig skriftlig anerkendelse af ansvaret for en mangel, anses der f.eks. at foreligge en anerkendelse, når entreprenøren afhjælper eller forsøger at afhjælpe en mangel. Der løber en ny forældelsesfrist fra anerkendelsestidspunktet, jf. forældelseslovens § 19 stk. 1 og 2. 

Retslige skridt 

Forældelsen afbrydes, når man foretager retslige skridt mod entreprenøren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse og forfølger disse skridt inden rimelig tid, jf. forældelseslovens § 16 stk. 1. Der løber en ny forældelsesfrist fra dommen, kendelsen eller afgørelsen, jf. forældelseslovens § 19 stk. 1 og 3. 
  

Foreløbig afbrydelse af forældelse ved syn og skøn 

Er der inden forældelsesfristens udløb iværksat syn og skøn efter retsplejelovens § 343, uden anlæg af retssag eller voldgiftssag om forhold af betydning for en mangels eksistens, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning, jf. forældelseslovens § 21 stk. 4. Forældelsen suspenderes således, når skønsforretningen iværksættes og indtil 1 år efter dens afslutning. 

Ud over den foreløbige afbrydelsesvirkning, kan der være andre klare fordele ved at gennemføre syn og skøn før anlæg af en retssag eller voldgiftsag. For det første opnås en skønsrapport, der belyser manglerne og kravenes berettigelse. For det andet opnår man derved ofte hurtigere end ved en retstvist et grundlag for en aftale med entreprenøren om mangelsafhjælpning eller økonomisk godtgørelse til gavn for begge parter. Og for det tredje nedbringes risikoen for unødvendige, ofte store, sagsomkostninger ved at anlægge en retstvist vedrørende krav om mangler man ikke kan vinde. 
Begrebet ”forhandlinger” skal fortolkes bredt, idet enhver meningsudvekling, der kan give bygherren rimelig grund til at tro, at hans krav ikke er blevet endeligt afvist, er omfattet af begrebet 
Særligt om foreløbig afbrydelse af forældelse ved forhandling 

Foreløbig afbrydelse ved forhandling 

Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om manglen med entreprenøren, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for afsluttet, jf. forældelseslovens § 21 stk. 5. Forældelsen afbrydes således foreløbigt når forhandlinger om en mangel iværksættes og indtil 1 år efter forhandlingernes afslutning. 

Formålet med reglen er at sikre, at parterne kan indgå i forhandlinger uden at have risikoen for forældelse hængende over hovedet. Forhandlinger bør ikke indebære en fælde for fordringshaveren (bygherren). En skyldner (entreprenør), der involverer sig i forhandlinger om et krav og dermed forhindrer fordringshaveren (bygherren) i at anlægge sag, bør ikke kunne påberåbe sig, at kravet er forældet i mellemtiden. 

Begrebet forhandlinger 

Begrebet forhandlinger er en juridisk standard, som giver og har givet anledning til fortolkning i retspraksis og voldgiftspraksis. Hvorvidt der foreligger en forhandling, afhænger af en konkret vurdering. 

Begrebet ”forhandlinger” skal fortolkes bredt, idet enhver meningsudvekling, der kan give fordringshaveren (bygherren) rimelig grund til at tro, at hans krav ikke er blevet endeligt afvist, er omfattet af begrebet. Begrebet omfatter ligeledes forligsforhandlinger. 

Afgørende for om der foreligger en forhandling er, at entreprenøren har tilkendegivet en sådan grad af imødekommenhed, at der for bygherren måtte være en rimelig udsigt til at parterne ville nå en forligsmæssig løsning, jf. Bo von Eyben, Forældelse efter forældelsesloven af 2007, s. 929. 

En forligsforhandling/forhandling er først afsluttet, når skyldneren (entreprenøren) udtrykkeligt tilkendegiver, at denne finder forhandlingerne for afsluttet, jf. KBET 2005 nr. 1460, Betænkning om revision af forældelsesloven, afs. 5.6. 

I sager om mangler er det bygherren, der har bevisbyrden for, at forhandlinger er indledt, mens det er entreprenøren, der har bevisbyrden for, at forhandlingerne er afsluttet, jf. Bo von Eyben, Forældelse efter forældelsesloven af 2007, s. 948.