forældet gæld

Er din gæld forældet, eller har kreditor afbrudt forældelsen?

Det er kreditor, der skal bevise, at forældelsen er afbrudt. Forældelsesloven opererer med 3 forskellige forældelsesfrister – 3, 5 eller 10 år. Fristen afhænger af, hvad det er for et krav, din gæld vedrører.

Hvis din gæld er forældet, har kreditor ikke længere krav på, at du betaler gælden.

En kreditor kan undgå, at gælden forældes, hvis kreditor sørger for at afbryde forældelsen.

Selv om den almindelige forældelsesfrist er 3 år, forældes meget gæld først 10 år efter, at gælden er forfalden. Det gælder fx gæld til banker eller gæld til andre, hvor der er oprettet et gældsbrev.

En kreditor kan undgå, at gælden forældes, hvis kreditor sørger for at afbryde forældelsen.

For at afbryde forældelsen skal kreditor tage retslige skridt, fx indgive stævning til retten eller anmode fogedretten om at foretage udlæg. Forældelsen afbrydes også, hvis du erkender gælden.

Tidligere kunne en kreditor afbryde forældelsen blot ved at sende dig en påmindelse om gælden. Hvis en kreditor har sendt dig en sådan påmindelse, inden den nuværende forældelseslov trådte i kraft 1. januar 2008, har afbrydelsen muligvis stadig virkning. I så fald er din gæld endnu ikke forældet.

Hvis din kreditor mener, at de har sendt dig en påmindelse, men du ikke mener at have modtaget brevet, er det op til kreditor at bevise, at påmindelsen er nået frem til dig.

Det kan kreditor bevise på forskellig måde. Højesteret har taget stilling til, at det typisk ikke vil være nok, at kreditor kan dokumentere, at de har fremsendt et enkelt brev som almindelig brevforsendelse til din adresse. Der skal typisk noget mere til, fx at der er afsendt flere breve, eller at kreditor kan redegøre for sine rutiner for postafsendelse og modtagelse af returnerede breve.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din gæld er forældet, eller du i det hele taget har spørgsmål vedrørende din gæld, så kontakt os hos Ret&Råd København på koebenhavn@ret-raad.dk.